Få styr på vesten inden du hopper i kajakken

En vest er et must-have, når du skal på vandet i kajakken. Læs vores guide, så du har styr hvilken en, du skal have på.

Der findes overordnet set to typer veste: Redningsveste og svømmeveste. Foto: Bent Nielsen

Svømmevesten er det vigtigste sikkerhedsudstyr, når du skal ud og ro kajak.

Læs også: Pagaj-typer

“Svømmeveste holder dig flydende, så du kan koncentrere dig om at komme tilbage i dit fartøj,” siger Chresten Krogh, der er idrætskonsulent hos DGI Havkajak, og tilføjer:

“Dog skal du være opmærksom på, at svømmeveste ikke automatisk vender en bevidstløs person om i vandet på samme måde som en redningsvest gør det. En svømmevest sørger kun for at holde dig flydende.”

Den slags vest skal du vælge

Alle veste, der bruges til havkajak, er svømmeveste. Det skyldes, at svømmevesten ikke har nogen nakkekrave, hvilket der er en god årsag til, fortæller Chresten Krogh.

"Det betyder, at den ikke generer, hvis du skal lave rul eller se til siden. Den sidder egentlig bare mere som en almindelig vest, som også luner.”

Veste til kajakbrug findes i flere forskellige udgaver og prisklasser. Udvalget strækker sig lige fra de simple modeller med velcro-justering uden lommer, til de fuldt justerbare veste med flere typer lommer, trækliner og indbyggede drikkesystemer.

Læs også: Gør din krop klar til kajakken

Veste med mange lommer og udstyr indbygget egner sig særligt godt som instruktørveste. Men det er praktisk for roere på alle niveauer at have en vest med lommer, hvor der vil være plads til mobiltelefonen og andet sikkerhedsudstyr, du gerne vil have på dig hele tiden.

Nogle særlige kajakveste har også en indbygget bugserline. De har den fordel, at linen altid er med, og de egner sig godt under rolige forhold, hvor en træt roer blot skal have hjælp.

"Jeg vil generelt anbefale, at der som minimum skal være lommer til dit sikkerhedsudstyr i vesten, men det kan være en god idé at spørge forhandleren råds, i forhold til hvilken vest der passer til dit behov," siger Chresten Krogh.

Kanoroere bruger oftest også en svømmevest, men der findes også særlige kanoveste, der har en strop, som går ned mellem benene, som gør, at ryger du i vandet, vil vesten blive siddende på grund af stroppen mellem benene - hvor andre veste har en tendens til at glide op.

Forskellen på vestene

Der findes overordnet set to typer veste: Redningsveste og svømmeveste.

Læs også: Sikkerhedsudstyr til havkajak

Taler vi om sepcifikke kajakveste, så er det veste indenfor de to kategorier - men som designmæssiget er optimeret til kajakroere.

Svømmevest: En svømmevest er udviklet til vandsport. Derfor fylder den ikke så meget, den er let, og der er store åbninger til arme og hals, så du kan bevæge dig frit. Til gengæld kræver vesten også, at du er aktiv. Dens opdrift bidrager til, at du kan holde dig i vandoverfladen, når du bevæger dig, men du kan ikke forvente, at den vil holde dig flydende, hvis du er bevidstløs.

Redningsvest: En redningsvest er til for at redde dit liv, når du ikke selv kan gøre det. Den er designet til at holde din fulde vægt oppe, også selvom du er bevidstløs. Og faktisk kan mange af dem også vende dig i vandet, så du altid har ansigtet opad.