Ekspert: Derfor er SUP så godt for din krop
SUP er rigtig god træning for hele din krop – men foruden alle de fysiske gevinster, er det også godt for din mentale sundhed.
Det ser hyggeligt ud, når børn, unge og voksne padler roligt langs kysten. Men er det virkelig en god træningsform og ikke bare hygge og sjov? Det er det helt bestemt, hvis man spørger Louise Sølund Hansen, fysioterapeut, cand.scient. og SUP-instruktør i SUPO. Ja, faktisk bruger du hele din krop.
Core- og balancetræning
SUP er for alle og er en god begyndervenlig sport, fortæller Louise Sølund Hansen, men siger også, at mange har lidt udfordringer i starten, som man dog også hurtigt kommer efter, når man har prøvet at stå på boardet et par gange. Og når først du har lært at padle afsted, så er det faktisk en rigtig god træning.
”SUP er rigtig god funktionel træning, hvor du træner hele din core og aktiverer de fleste muskler,” siger Louise Sølund Hansen og fortsætter:
”Hvis du padler i et roligt tempo, så bruger du mest armene, skuldrene og overkroppen til at padle med, men hvis du øger tempoet og kommer ud, hvor der måske er lidt bølger og vind, så bruger du også meget din ryg og mavemuskler – og endeligt er der også gevinst til benene og ballerne, når du bøjer i knæene for at kunne trække endnu mere med padlen.”
Samtidig understreger Louise Sølund Hansen, at SUP også er fantastisk balancetræning, fordi du hele tiden skal korrigere og stabilisere fra bølgerne.
”Det er derfor vigtigt, at du står lige midt på boardet med cirka skuldrebreddes afstand og har et lille knæk i knæene, så du kan bounce med og justere i kroppen, når bølgerne kommer og udfordrer din balance lidt,” siger Louise Sølund Hansen.
SUP er, hvad du gør det til
Ligesom du kan vælge at gå eller løbe en tur, er SUP også, hvad du gør det til.
”Du kan sagtens få pulsen op ved SUP og dermed også træne dit hjerte og dit kredsløb. Men det er tempoet, der afgør det. Du kan vælge at tage en stille og rolig tur i et hyggetempo, som måske svarer til en gåtur, men du kan også vælge at skrue tempoet op, så pulsen er høj, og så svarer det måske til en løbetur,” siger Louise Sølund Hansen.
Du kan også lave intervaltræning, når du dyrker SUP, ligesom du kan gøre på en løbetur, sådan at det er god konditionstræning.
Den mentale sundhed
Ud over alle de fysiske gevinster er SUP også fantastisk for den mentale sundhed.
”Det at komme ud i dagslyset, i naturen og på vandet giver for mange psykisk velvære, ro og forbedrer humøret. Der er masser af naturoplevelser på vandet, og du kan være heldig at se sæler, marsvin eller andet dyreliv,” siger Louise Sølund Hansen.
Nogle padler alene for at nyde vandet og roen, hvor det virkelig bare er dig mod naturen, men for Louise Sølund Hansen er det også det sociale i SUP, som er vigtigt for hende.
”SUP er for mig helt sikkert en social sport, og jeg er i klub, hvor det sociale selvfølgelig er en stor del af det,” siger Louise Sølund Hansen og fortsætter:
”Det er en sport, der godt kan tage lidt længere tid, fordi vi skal først have boardet på vandet, så tager vi måske en lidt længere tur, og når vi kommer i land igen skal boardet lige vaskes og sådan. For mig er det hyggeligst at gøre sammen med andre og være fælles om det. Og vi kan jo også snakke undervejs, hvis vi ikke har skruet tempoet helt op.”