Sådan undgår du at få ondt i lænden, når du står stille
For nogen kan der pludselig komme smerter eller en form for opsændthed i lænden, når de står stille for længe. Det kan du modarbejde med de her tips.
Lænden kan hurtigt blive træt, når man står stille. Den er nemlig ofte på overarbejde, når vi slentrer rundt eller står stille, forklarer bevægelses- og gåvejleder Lisbeth Olesen:
”Typisk har vi vægten lidt for langt tilbage på hælene, og det giver ubalance. Tyngden belaster den bageste del af leddene hele vejen ned gennem lænd, hofter, knæ og ankler. Det besværliggør musklernes arbejde. Vi mærker det især i lænden, fordi den kompenserer: Den forsøger at skabe balance mellem overkrop og underkrop.”
Når kroppen er i balance, ligger tyngdepunktet midt på foden, altså foran på ankelledet. Men man skal ikke læne sig ret meget bagud, før tyngdepunktet flyttes tilbage, og så kan lænden gøre ondt.
”Læn dig en smule fremover, så vægten kommer lidt længere frem på fødderne. Prøv også at flytte vægten fra fod til fod, så benmusklerne aktiveres. Lændemusklerne aflastes med det samme,” råder Lisbeth Olesen.
Undgå overstrakte knæ
Nogle har en tendens til at stå med overstrakte knæ - enten et af knæene eller dem begge.
”Når man hænger i hoften og har det ene knæ let overstrakt, så er det et træthedstegn, og belastningen går lige op i lænden,” siger Lisbeth Olesen.
Opdager du, at du står med et overstrakt knæ, så prøv at ’slippe’, altså lade det bøje let. Mærk, hvordan trykket på fødderne ændrer sig, og ryst gerne benene lidt.
Der er også nogle, der falder lidt sammen og bagud med brystkassen, når de står stille længe. Det øger også belastningen på lænden. Her gælder det om at rette sig lidt op og mærke efter, at vægten ligger på forfoden.
Sæt gang i kredsløbet
Der er ikke så meget dynamik i bevægelserne, når man slentrer rundt, og kroppen kan føles tung. Kredsløbet er påvirket.
”Venepumpen bliver nedsat, og derfor samles der mere blod i benene. De kan blive trætte og urolige, og man kan også blive træt i hovedet,” oplever Lisbeth Olesen.
Derfor er det en god ide at gå en rask tur, når det er muligt, råder hun. Gåturen hen til toiletterne kan være nok til at sætte gang i kredsløbet, og du bliver iltet og forfrisket både kropsligt og mentalt.
”Skal du stå stille i længere tid, f.eks. som korsangere gør, så vip frem og tilbage på fødderne, ligesom garderne. Det aktiverer venepumpen,” råder hun.
Vælg tasker, det belaster rigtigt
Bærer du på en taske eller overtøj, så tænk på, at det ikke skal give en skæv belastning. En rygsæk er bedre end en skuldertaske, hvis du vel at mærke har den på ryggen, ikke over skulderen. Jakken eller trøjen kan evt. bindes om livet, så du ikke skal bære den over armen.
”Generelt gælder, at hvis man har en ubalance i kropsholdningen, så kan den let blive forstærket, når man står stille. Derfor er det godt at skifte stilling tit og bevæge sig frem og tilbage på fødderne,” siger Lisbeth Olesen.