Optimer din gåtur med de her tips

Få gode tips til hvordan, du kan få lidt mere udbytte af dine gåture?

Det er små ændringer, der skal til, hvis du vil optimere din gåtur. Foto: Bo Nymann

Hele 25 procent af befolkningen dyrker vandreture.

Det betyder, at det er den 3. mest populære motionsform kun overgået af løb (29%) og styrketræning (30%).

Konditionstræning

Vil du gerne forbedre din kondition, er det ikke sikkert, at gang i sig selv kan give dig høj nok puls til, at du kan forbedre konditionen. Dette afhænger af, hvor god din kondition er i forvejen.

Er du i fornuftig form, vil du ikke kunne få pulsen op, medmindre du justerer lidt i teknikken, og vælger det rigtige terræn.

Det giver selvsagt en højere puls, hvis du vælger en vandrerute med bakker - men også løst underlag som eksempelvis sand. Har du stadig problemer med at få pulsen højt nok op, kan du forsøge at svinge mere med armene, end du plejer.

Læs også: Gå eller løb – du forbrænder lige meget

Udholdenhedstræning

Træning af udholdenhed er en meget lang og kompliceret snak. Der er mange faktorer, som spiller ind på udholdenheden.

Herunder hører blandt andet effektiviteten af dine energisystemer. Sagt på dansk, så handler det om, at kroppen skal være så god som muligt til at få det, du indtager, omsat til energi.

Herunder hører blandt andet fedtforbrændingsevnen, som er mest aktiv ved lav intensitet. Rigtig mange personer vil ikke kunne løbe og forbrænde nævneværdigt med fedt samtidig, men skal ned i gå-tempo, for at holde intensiteten nede på et niveau, hvor fedtforbrændingen kan følge med.

Vil du gerne arbejde med fedtforbrændingen, kan lange vandreture derfor være en god idé. Har du lyst til at tage rigtig lange stræk, kan du pakke en god rygsæk, og lægge en vandrerute med indlagte overnatninger.

Læs også: Problemer med balancen? Sådan træner du den

Oplevelsen

En af fordelene ved vandreture, set i forhold til eksempelvis cykling og løb, er, at du har mere tid til at opleve de omgivelser, du vandrer i, da hastigheden er lavere.

Derfor giver det også god mening at tage en proviant-rygsæk med, og eksempelvis kombinere vandreturen med en friluftstur.

Læs også: Gå dig til større muskler

Hvor er der ruter henne?

Har du lyst til at finde inspiration til spændende ture, kan du finde meget information på nettet. Naturstyrelsen har bl.a. en oversigt over officielle vandreruter, som du kan finde HER

Der findes også meget information på friluftsguiden.dk - herunder bl.a. vandreruter, men også andet som eksempelvis faciliteter, indkøbs- og overnatningsmuligheder.

Har du lyst til at lave din egen rute, kan du tage et kig forbi www.openstreetmap.org, som viser mange stier rundt i landet. Siden er desuden “open source”, hvilket betyder, at du også kan bidrage til kortet, hvis du finder nye stier, som ikke er at finde på kortet.