MTB: 5 gode råd om træningsstart
Læs om, hvordan du får en god start på din mountainbike-træning
1. Byg din MTB-træning trinvist op
Husk progression i din træning. Byg den op trinvist.
Du skal have overskud på alle parametre for at kunne køre maksimalt. Mentalt, fysisk og teknisk. Er et af elementerne lidt rustent, eller er du ikke helt klar efter forrige træning, så kør din MTB-tur derefter.
- Er du træt i hovedet, så kør fysisk træning på let underlag.
- Er du træt i kroppen, så træn nogle af de tekniske elementer.
- Har du mistet modet efter et slemt styrt, så træd et trin ned at niveau-stigen og opbyg din selvtillid. Måske skal du træne præcis den tekniske detalje, der gik galt, men på et lavere niveau. Få det til at lykkes.
2. Just do it
Det er vigtigt at komme afsted. Du skal have dækkene i jorden. Mangler motivationen, så tryk på ”Jeg gør det bare”-knappen og kør alligevel.
Går din planlagte mountainbike-tur i vasken på grund af dårligt vejr eller tidmangel, så hav en plan B parat. Den bedste træning er dén, du gennemfører!
Der er masser af godt humør at hente ved 20 minutters MTB på en mørk vej. Klæd om – så er det meste arbejde allerede gjort.
3. Hold din cykel og dig selv klar
Sørg for at din mountainbike er justeret, smurt og korrekt indstillet.
Det samme gælder dig selv. Tænk frem mod de gode ture, året vil give dig. Læg gerne en plan. Solen i dit ansigt. Trætheden efter en lang tur i den friske luft. At få kørt vinterens støv af krogene i kroppen.
Vær klar.
4. Forbered dig med styrketræning
Styrketræning er godt til at give dig et forspring.
Det behøver ikke være det vilde fitness-flip. Kropsstamme-øvelser og skulder-øvelser er noget af det bedste. Det kan du klare med en elastik. Læs mere her:
Træning af ryg og mave for cykelryttere
Cykling kræver også armmuskler
Styrketræning for hele kroppen
5. Træn MTB-teknik
Brug 5-10 minutter på specifik teknisk træning hver gang du er ude. Læs her hvordan:
Teknisk træning på mountainbike
Træn en bestemt detalje eller et bestemt stykke terræn flere gange.
Det handler om at fokusere på det tekniske og bevidst prøve at være bedre, hver gang du gentager. Målet er at ramme den lige i skabet, uden at du behøver at tænke over det.