6 gode råd til dig, der cykler i storbyen

Klaus Bondam, direktør for Cyklistforbundet, giver dig gode råd til at færdes trygt på cykel i storbyen.

Cykler du i storbyen, så kan de her råd være rigtig gode at følge. Foto: Colourbox.com

Tæt trafik og uopmærksomhed kan være en farlig kombination, når tusindvis af mennesker hver morgen og eftermiddag bevæger sig til og fra arbejde på cykel.

Klaus Bondam er direktør for Cyklistforbundet. Han giver dig seks gode råd, der kan hjælpe dig til en tryggere cykeltur gennem de store byer i Danmark.

1. Lad være med at tænke, at det er farligt at cykle i storbyen

Der er rigtig mange gode fordele ved at cykle. Det er godt for folkesundheden, og det er en bæredygtig måde at bevæge sig rundt på.

Cykelregnskabet fra Københavns Kommune i 2014 viste, at du i gennemsnit skal cykle til arbejde i 2.800 år, før du kommer ud for en alvorlig ulykke. Så du skal slet ikke være så bekymret.

2. Vær opmærksom i trafikken

Rådet for Sikker Trafik kører i øjeblikket en kampagne, der hedder ”Brug 2 sek. mere”, der helt simpelt går ud på, at du skal bruge to sekunder mere på at orientere dig i krydsene. To ud af tre cykelulykker sker i et kryds, og hvis du bruger to sekunder mere på at orientere dig, har du et bedre overblik.

Derudover er det en god idé at tænke over, hvad du har i ørerne. Sørg for at lytte til noget, der ikke tager din opmærksomhed. Skru for eksempel ned for rockmusikken og tag nogle mindre høretelefoner i.

En telefonsamtale i høretelefoner tager måske mindre af din opmærksomhed end noget andet, så reflekter over, hvor meget du kan være opmærksom på med lyd i ørerne.

3. Lad være med at holde på din ret

Det er ikke altid en god idé at bevæge sig frem ad på cykelstierne for alt i verden. Lad for eksempel være med at mase dig ind ved en lastbil, der skal dreje til højre, så chaufføren ikke kan se dig. Eller lad være med at køre ind imellem biler, der skal til at dreje.

Læs også: Hjælp til korrekt indstilling af cykel

4. Kør efter forholdene

Hvis der er meget trafik, så kan trafikken glide langsommere end den plejer. Accepter derfor, at du ikke kan cykle ligeså hurtigt, som du ellers kan. Når trafikken er tæt, så hold igen med farten. Kig på bilerne og se efter, hvad de har tænkt sig at gøre. Og husk hjelmen.

5. Overhold færdselsloven

Kør ikke på fodgængerovergangen, kør ikke over for rødt, kør ikke på fortovet eller sving ikke for rødt, hvor du ikke må.

6. Øv dig inden storbyen

Hvis du ikke har cyklet i en storby i lang tid, så kan det godt være overvældende. Start derfor ud med at øve dig i en trafikal sammenhæng, hvor du er tryg, og hvor du føler dig hjemme. Lad være at starte på Nørrebrogade i København midt i myldretidstrafikken.