Kajak-typer
Hvilken kajak skal du vælge? De mange kajak-typer har vidt forskellige egenskaber alt efter om de er skabt til konkurrence, dagture, ferier eller fiskeri.
Foto: brugnaturen.dk
Havkajak
En havkajak er beregnet til brug på havet, og derfor er den udstyret med mindst to vandtætte skot-rum, dæksliner og liner til at stuve grej på dækket.
Havkajak har en del spring (bananform), der giver en god form i bølger, og en ret flad bund, der gør dem betydeligt mere stabile end kap- og turkajakker. Det er sikkert en af årsagerne til havkajakkens store popularitet.
Havkajak findes med enten ror, finne eller begge dele.
Materialer: Plast eller glasfiber, men kan også være i kulfiber/kevlar.
Vægt: 23-27 kg.
Foto: Max Kayak
Turkajak
Turkajak dækker over en bred vifte af kajakker: Fra smalle, hurtige typer til mere brede og begyndervenlige kajakker.
En turkajak har som regel ét pakrum bag i båden, så kajakken er synkefri og man kan have lidt tøj og forplejning med på turen. Alt efter model bruges en turkajak til korte, hurtige motionsture eller til dagture i roligere tempo.
En turkajak har en slank stævn, men bredere agterskib end kapkajakker, samt en lidt fladere bund omkring midten, hvilket giver stabilitet.
Materialer: Glasfiber, men også kulfiber/ kevlar.
Vægt: 12-16 kg.
Foto: Max Kayak
Kapkajak
Kapkajak er, som navnet antyder, en kajak udviklet til konkurrencer. Indenfor nogle specifikke mål forsøger man at lave den hurtigst mulige kajak kombineret med en stabilitet i forhold til roerens evner og de forhold, den skal bruges under.
Kapkajakker er meget lette, lange og slanke, med lang vandlinje og en smal rund bund. De meste ekstreme har så lille stabilitet, at man kun kan holde balancen ved at ro eller med vedvarende støttetag (sculling).
Materialer: Kulfiber/kevlar/glasfiber.
Vægt: 8-12 kg.
Foto: Surfline
Fritidskajak
En fritidskajak er ofte en ret stabil, havkajak-lignende kajak, men da den ofte er uden vandtætte skotrum i begge ender, bør den kun betegnes fritidskajak.
Fritidskajak bør kun bruges, hvor det er let at bunde, da gængse redningsmetoder ikke
kan gennemføres på dybt vand.
Fritidskajakker bruges ofte af dykkere, fiskere, jægere og folk som bare vil have en nem, stabil kajak til små ture tæt på land.
En Fritidskajak har ofte en ganske stor cockpit-åbning.
Materialer: Plast.
Vægt: 15-25 kg.
Foto: Surfline
Sit on Top kajak
Sit on Top er en stabil kajak - et hult, synkefrit fartøj, hvor der på oversiden er formet et eller to sæder og nogle trin til at sætte fødderne i.
Denne type kajak har man tidligere mest set hos kajak-udlejere i Sydeuropa, men der sælges stadig flere og flere af dem i Danmark.
Sit on Top kajakker er meget stabile, og da der ikke er noget cockpit, er det bare at kravle op igen, hvis man er væltet i. Det er et populært familie-legetøj ved sommerhuset og kan, ud over leg ved stranden, også bruges til fiskeri og jagt.
Materiale: Plast.
Vægt: 20-30 kg.
Foto: Surfline
Fiskekajak
Fiskekajak er en udgave af Sit on Top kajakken, men udstyret med huller og beslag til montering af fistestænger og stuverum til opbevaring af fangsten. Der findes også udgaver, som er udstyret med fiskestangsholdere.
En nyhed er fiskekajakker, der er udstyret med et pedalsæt og luffe-lignende gummiplader under kajakken. De giver kajakken en imponerende fart, hvor man kan bruge lårmusklerne og samtidigt have hænderne fri til andre ting.
Materialer: plast.
Vægt: 20-30 kg.
Foto: Surfline
Oppustelig kajak / foldekajak
Oppustelig kajak eller foldekajak er en kajak, der kan foldes eller pakkes sammen og transporteres i bagagerummet på en bil.
Som type er det typisk Sit on Top kajak og fiskekajak, der laves som oppustelig eller foldekajak. De findes både som helt oppustelige eller semi-oppustelige, der er en kombination af foldbar plastskrog med en oppustelig yderring.
Enkelte fabrikanter laver også foldeversioner af normale havkajakker, men det er som regel meget dyre løsninger, der kun vælges af specielle årsager.
Materialer: Plast/nylon.
Vægt: 15-25 kg.
Foto: DGI Midtjylland
Surfkajak
En surfkajak er specielt udviklet til at surfe på bølger.
Der findes to klasser, hvor den lille klasse kræver store bølger for at surfe, til gengæld er kajakken meget manøvredygtig. Den lille klasse ligger dybt og har først stabilitet, når den kommer i fart ned af en stejl bølge.
Den store klasse er lettere at gå til og kræver knap så store bølger.
Materialer: Plast, kulfiber/kevlar.
Vægt: 6-12 kg.
Foto: Dansprint
Surf Ski kajak
Surf Ski kajak er et nyt skud på stammen fra den modsatte side af kloden. En Surf Ski kajak ser ud, som om man har taget skroget fra en hurtig katamaran. Den er meget lang, slank og hurtig og har ret lille stabilitet. Den er lukket som en Sit on Top kajak, og man sidder i en fordybning, så den ikke kan bordfyldes og synke.
Surf Ski kajakken må betegnes som en hybrid, der kombinerer fart, sødygtighed og evnen til at surfe på bølger uden at de behøver være særligt høje. Derfor kan surf ski kajakken også bruges i indre danske farvande.
Materialer: Plast, glasfiber og kulfiber/kevlar.
Vægt: 15-25 kg.
Foto: Surfline
Wave Ski kajak
Wave Ski kajak er endnu en hybrid, hvor man har forsøgt at kombinere ro-effekten fra kajakken med manøvreevner og performance fra surfbrædder til et dynamisk sportsredskab, der gør det muligt at ro ud gennem forholdsvis stor brænding og surfe med samme teknik som ”stand up surfere”. Dog med det ekstra plus, at man sidder fastspændt og kan rulle op, hvis man kæntrer.
Wave Ski kajakken ser ud som et meget tykt surfbræt med sæde, finner, fodstropper og mavebælte til fastspænding.
Materialer: Plast, glasfiber, kulfiber/kevlar.
Vægt: 6-12 kg.
Foto: Surfline
White Water kajak
White Water kajak er en massebetegnelse for kajakker beregnet til ræs og akrobatik ned af selv de vildeste floder.
Der findes flere kategorier, som f.eks. Playboats, River Runner og Creeker, der hver især er designet til at have forskellige egenskaber til leg på bølger, ture ned af floder eller til de mest ekstreme vandfald og strømvirvler.
Materialer: Plast.
Vægt: 13-16 kg.
Foto: Surfline
Slalom kajak
En slalom kajak er specielt udviklet til slalom-konkurrencer på White Water vandløb. På slalombanen er der ophængt stænger, som hænger ned over banen, og som skal passeres forlæns, baglæns, forfra og bagfra i forhold til strømretningen. Det gælder om dels om at have den hurtigste tid, men også at undgå at røre stængerne. Der er EM, VM og OL konkurrencer for denne type kajak.
Materialer: Plast, kulfiber/kevlar.
Vægt: 6-10kg.
Foto: Stine Jørgensen
Polo-kajak
Polo-kajakken er designet til kajakpolo-konkurrencer. Den er kort, bred og flad.
Den ekstremt flade agterende har minimal bæreevne, således kajakken kan rejses på højkant og vendes ekstremt hurtigt. En polo-kajak drejer let, er lette at rulle, også håndrulle, og den har som regel polstrede ender, så skader ved sammenstød minimeres.
En polo-kajak har intet skot og kan kun tømmes ved at blive vippet flere gange over midten. Hjelm med sikkerhedsvisir hører også til udstyret.
Materialer: plast.
Vægt: 14-16 kg.