Danmark Padler: Prøv kano, kajak og SUP gratis i hele landet 21-29 maj
Klubber og padlefællesskaber i hele landet åbner op, så du kan tage familien, venner, kolleger eller naboen med og prøve kajak og SUP i en forening nær dig.
SE DANMARKSKORT OVER HVOR, DER ER DANMARK PADLER
Nu har du muligheden for at prøve kajak eller SUP nær dig, når Danmark Padler løber af stablen fra 21. til 29. maj. Det er Bevæg dig for livet – kano, kajak og SUP, der sammen med klubber og kommercielle og offentlige aktører arrangerer Danmark Padler - og det er helt gratis!
Målet er kort sagt at få så mange danskere som muligt på vandet i løbet af ugen. De deltagende foreninger og aktører stiller instruktører og udstyr til rådighed, så du får en sikker første tur på vandet.
”Ugen skal give en øget fokus på bevægelse og motion i vores skønne natur, klubber og fællesskaber, og hvorfor det at padle på vandet er helt unikt,” siger Poul Danborg, der er projektleder i Bevæg dig for livet – kano, kajak og SUP.
Hvorfor prøve SUP, kano eller kajak?
- Naturoplevelse:
Du oplever den danske natur på en ny og anderledes måde – og fra en anden vinkel. - Sundhed for krop og sjæl:
Når du er på vandet, falder kroppen til ro – og så er det samtidig en effektiv motionsform. - Fællesskab:
Du vil opleve et stærkt foreningsfællesskab, hvor smil og glæde fylder rigtig meget. Samtidig er det muligt at være med sammen med hele familien.
Sådan finder du Danmark Padler nær dig
Alle arrangementer er samlet på et Danmarkskort, så det er nemt og overskueligt at finde alle deltagende foreninger.