10 tips til at finde gode gravelruter
Hvad indeholder den gode gravelrute, og hvordan sikrer du, at din næste tur på gravelcyklen bliver god? Her er 10 tips til at lave gode gravelruter.
1. Planlæg ruten på forhånd
Forstå os ret: Det er lige i gravelcyklingens ånd at cykle ud uden nogen plan, dreje, når man har lyst, og lade nysgerrigheden styre ruten. Men for at få det maksimale ud af din oplevelse på gravelcyklen, anbefaler vi alligevel, at du planlægger dine ruter på forhånd.
Uden en fastlagt rute er der større risiko for, at du havner i blindgyder, på stier, du ikke kan cykle på, eller på flere asfalterede veje, end du håbede. Det kan du bedre styre udenom, hvis du fastlægger ruten på forhånd.
De eventyrlystne vil påstå, at du så misser gravelcyklingens udforskende og nysgerrige element. Men du kan sagtens opleve nye veje og steder alligevel. Ja faktisk kan du via populære ruteplanlægningsværktøjer som Komoot, Strava og Ride With GPS få et bedre overblik over alle veje og stier i dit område.
Det kan også anbefales at bruge Google Maps og eventuelt satellitbilledet til at scanne dit lokalområde for nye stier. Hvis du har en GPS-cykelcomputer, kan du med fordel overføre ruten til den og lade den navigere dig, så du slipper for at huske din rute i hovedet.
2. Tænk over distancen
Hvis du normalt kører mest landevejscykling, har du en nogenlunde idé om, hvor lang tid det tager at køre forskellige distancer. Måske kører du normalt 25 eller 30 km/t, som er dejlige runde tal at arbejde med. Men uanset hvad der er normalt for dig, kan du roligt smide normalen ud ad vinduet, når du kører gravel.
Uanset hvor stærk du er, er faktum bare, at det ikke går helt lige så hurtigt på gravelcyklen som på raceren. Det skyldes først og fremmest ruten, eftersom du umuligt kan køre samme fart på grus, skovbund, græs og i sand, som du kan på asfalt.
Derudover har gravelcyklen bredere dæk med mere mønster og mindre luft, hvilket giver større rullemodstand. Du sidder også typisk mere oprejst og tager derfor mere vind.
Pointen er, at du måske skal skrue lidt ned for forventningerne, når du planlægger en gravelrute. Selvom du er vant til sagtens at kunne køre for eksempel 60 kilometer, er 40 eller måske endda 30 kilometer en mere fornuftig start på gravel. Så kan du altid øge distancerne med tiden.
3. Oplev nye veje
Gravelcykling handler om oplevelser. Og hvilken bedre måde at opleve på end at cykle steder og på nye veje, som du aldrig har prøvet før. Måske ligger de nye oplevelser bare og venter på dig lige uden for hoveddøren.
Har du måske nogensinde prøvet at cykle ind ad den vej, du er kørt forbi en million gange på racercyklen? På gravelcyklen kan du prøve det. En sjov øvelse er at gøre det til en mission at cykle på mindst et stykke ny vej, hver gang du kører på gravelcyklen. Du vil blive overrasket over, hvor nemt det er i starten.
Generelt har gravelrytteren et åbent og positivt mindset og er altid åben for overraskelser. Det værste, der kan ske, ved at prøve nye veje er, at de ender blindt, eller at du på et tidspunkt ikke kan fortsætte og må vende om. Til gengæld er der også chancer for, at fører dig til flere helt nye steder og oplevelser.
4. Overvurder ikke dig selv og din cykel
En typisk fejl, som både nye og mere garvede gravelryttere begår, er at overvurdere både sine egne og sit udstyr grænser. For selvom gravelcyklen kan meget, betyder det ikke, at du skal prøve at køre alle steder på den.
Hvis du gerne vil kunne køre det røde mountainbikespor i din lokale skov, så er en gravelcykel simpelthen ikke det bedste valg. Du vil mangle de helt lette gear til at overvinde de stejleste bakker, og du vil være øm i hele overkroppen i manglen på støddæmpere. Her er en mountainbike bedre.
Det samme gælder i meget mudret føre. Nuvel, du kan sætte brede dæk med fine knopper på en gravelcykel, og det hjælper dig, men nogen mountainbike bliver det aldrig. Du vil mangle greb, som gør det svært at træde igennem de mest mudrede stykker, og særligt i svingene skal du passe ekstra på. Så hold dig fra det, hvis du kan.
5. Følg opmærkede ruter og stier
Nu har vi slået fast, hvor fedt det er at opleve nye veje og steder. Men det betyder ikke, at du skal glemme alt om regler og køre, lige hvor du har lyst. Først og fremmest bør du altid respektere skiltning og for eksempel undgå at cykle på privat grund, medmindre ejeren tillader det.
Med andre ord – kør, der hvor det er tilladt at cykle, og ikke der, hvor det er forbudt. Der er ingen grund til at blive uvenner med skove og stiers andre brugere og skabe unødig dårlig stemning. Det hører ikke hjemme på en god graveltur.
Derudover anbefaler vi helt generelt, at du følger de opmærkede veje, ruter og stier. Det er fristende at være eventyrlysten og dreje ind, hver gang du ser noget, der bare minder om en sti. Men særligt i skovene kan du let ende i blindgyder eller på underlag, som egner sig bedre til skovens dyreliv end til carbon- eller aluhesten.
6. Undgå store trafikerede veje
Hvis der er én ting, den gode gravelrute i hvert fald ikke indeholder, er det store og trafikerede veje. Det er svært at koncentrere sig om nye sanseindtryk og de store naturoplevelser, når biler og lastbiler suser om ørene på dig. Brede hovedveje og trafik er alt det, vi gerne vil væk fra med gravelcyklerne.
Ligesom du kan gøre det til en mission at finde nye veje, kan du øve dig i at undgå trafik og asfalterede veje i det hele taget. Hvor få biler kan du møde på en tur? Selvom du kører fra A til B, er der ingen grund til at tage den mest direkte vej. Tværtimod. Det tvinger dig også til at tænke kreativt og gøre noget andet, end du plejer.
7. Varier vejene
Prøv noget forskelligt! En af fordelene ved en gravelcykel er, at den har så få begrænsninger. Alt efter dit humør, dine evner og dit udstyr kan du køre næsten overalt. Derfor er en gravelcykel det perfekte værktøj til at søge væk fra de kedelige, vante veje.
Den gode gravelrute indeholder lidt af hvert. Grusveje er selvfølgelig oplagte, men hvorfor ikke søge ind i skoven eller prøve kræfter med jord, sand eller græs, hvis du har muligheden? Find dine og cyklens grænser og find ud af, hvad og hvor du foretrækker at køre.
Hvis du konstant kører de samme veje og ruter, bliver træningen hurtig ensformig og kedelig. Hvis du derimod varierer underlaget og dine omgivelser så meget som muligt fra gang til gang, belønner du både krop og sjæl med nye oplevelser og styrker motivationen.
8. Afprøv dine ruter
Hvis du planlægger en rigtig lang tur på gravelcyklen på veje og stier, du ikke har prøvet før, er det en god idé at afprøve dele af ruten først. Hvis du ikke har nogen idé om, hvad du kaster dig ud i, risikerer du at ende sukkerkold, frysende, overophedet eller med mekaniske problemer langt væk hjemmefra.
Derfor anbefaler vi, at du for eksempel først prøver den ene halvdel af ruten en dag og den anden halvdel en anden dag. Hvis begge halvdele er som forventede, kan du derefter sætte de to halvdele sammen og køre hele ruten en tredje dag.
På den måde kan du tjekke, at alle dele af ruten er mulige at cykle på, og at du eventuelt passerer byer og butikker undervejs. Tempoet er et andet på gravelcyklen end på raceren, så en lang tur kan hurtigt blive rigtig lang, hvilket stiller større krav til dit energiindtag undervejs. Derudover er cyklen mere udsat for mekaniske problemer.
9. Planlæg muligheder for at stoppe
Og nu du er i gang med at planlægge og rekognoscere dine ruter, så sørg lige for, at der er mulighed for at stoppe undervejs, ikke? Det kan både være for at nyde udsigten og den skønne natur, men også for at fylde dunkene eller energidepoterne.
Særligt i sommerhalvåret er der altså ikke noget, der slår et godt bager- eller kaffestop på en lang tur. Og skal du bruge en undskyldning for at fylde dig med kalorietungt gluten, så tjener stoppet faktisk et formål. Nemlig at fylde energi på motoren, så du kan holde farten eller cykle endnu længere bagefter.
Derudover er det særligt på lange ture en god sikkerhedsforanstaltning i det mindste at vide, hvor du kan stoppe i tilfælde af mekaniske problemer eller tomme energidepoter.
10. Kør med andre
Vi synes altså bare, det er lidt federe at opleve nye veje og steder, når man deler oplevelserne med andre. Det giver som regel også lidt ekstra motivation at have en god træningsmakker, der kan hive en ud, når selvdisciplinen halter. Derfor anbefaler vi, at du deler de fede gravelture med andre.
Måske har du nogle faste træningsmakkere, som du kan overtale til at hoppe med på gravelbølgen, eller måske kan du finde helt nye bekendtskaber igennem gravel. Der findes allerede flere landsdelsspecifikke gravelfællesskaber- og grupper på Facebook, hvor du kan støde til lokale ryttere. Måske arrangeres der også sociale ture eller kammeratlige løb.
Den bedste måde at opleve et nyt område på er også at cykle med de lokale. Er du på nye kanter, er det derfor oplagt at søge råd, rutevejledning eller træningsmakkere i facebookgrupperne, som kan guide dig ud på de bedste veje i området. Du kan også selv tilbyde din hjælp til fremmede i dit område.
Boks: De 10 tips
- Planlæg ruten på forhånd
- Tænk over distancen
- Oplev nye veje
- Overvurder ikke dig selv og din cykel
- Følg opmærkede ruter og respekter skiltning
- Undgå store trafikerede veje
- Varier vejene
- Afprøv dine ruter
- Planlæg muligheder for at stopper
- Kør med andre