Deltagere: Derfor er WE WALK fedt
WE WALK vender tilbage i uge 41. Vi har spurgt tidligere deltagere og arrangører, hvorfor det er fedt.
Det er WE WALK igen i uge 41, og der kommer allerede nu nye gåture på Danmarkskortet hver dag. Konceptet er let at forstå: Alle kan arrangere en gåtur i deres lokalområde, gåturen kommer på Danmarkskortet, og så kan alle i lokalområdet finde turen og gå med.
Men hvorfor er det så fedt? Det spørgsmål har vi stillet en række tidligere deltagere og arrangører, som skal deltage igen denne gang.
Derfor er WE WALK fedt
”Det er dejligt at komme ud og nyde lokalområdets natur med andre ligesindede. WE WALK er for alle – både tykke og smalle. Det er god motion på en overskuelig måde, og så er det hyggeligt at komme ud i naturen og snakke med kendte og ukendte mennesker,” siger Lars, 57 år.
”Det handler ikke om tider og resultater. Det handler om at komme afsted,” siger Pia, 46 år.
”Jeg bestræber mig på, at hver eneste af mine gåture skal være en lille udflugt. Vi holder en lille snackpause (selvfølgelig med corona-afstand) cirka halvvejs – ikke fordi, vi er sultne, men fordi det er så hyggeligt. Jeg arrangerer gåture, fordi jeg får en stor glæde ved at glæde andre,” siger Birthe 63 år.
“WE WALK er en hyggelig og sjov måde at få motion på. Det er oplagt at gøre sammen med sine venner, men man falder også hurtigt i snak med de andre fra området, der er med,” siger Mathilde, 18 år.
”WE WALK er fedt, fordi jeg får nye deltagere med, som kan se, at de passer ind i mit gåfællesskab i forhold til længde, tempo og den gode fortælling. Jeg bruger også WE WALK til at afprøve nye gåtider og ser, hvilke ønsker og behov der også kan være. Og ellers er WE WALK bare fedt, fordi hele Danmark gør det sammen,” siger Tove, 51 år.
”Jeg bruger WE WALK og WE WALK's Facebookside til at få inspiration og opdage nye steder at gå,” siger Lena, 46 år.
"Jeg arrangerer turene i lokalområdet for dem, som har lyst til at gå en dejlig tur med andre – og derfor er jeg naturligvis hoppet med på WE WALK-bølgen. Gåturene giver et fællesskab og en skøn følelse af at være en del af noget. Alle kan være med uanset tempo, og det er en mulighed for dem, som måske ikke lige har en gåmakker i hverdagene. Når jeg hører den summen, som opstår på gåturene, bliver jeg superglad og i godt humør, fordi så ved jeg, at jeg gør noget godt for nogen," siger Liselotte, 45 år.
”Jeg synes, vi har så mange kulturarvsmiljøer i vores kommune, at det var naturligt at tilbyde en tur, der bragte os rundt langs nogle af dem til WE WALK,” siger Mette, 56 år.
"Jeg begyndte at gå, da coronaen kom. Jeg gik og løb ved Højby Sø, som er et smukt sted. Jeg fik ideen til WE WALK-gåturen, fordi jeg kendte ruten så godt, og andre skulle opleve, hvor flot der er. Jeg arrangerede derfor en dejlig tur på ca. 9 km, og jeg håbede, der ville komme 10 personer, men der kom ca. 30 personer. Det har givet mig mod på at lave samme rute igen i uge 19 og en mere i Rørvig. Det er fedt at gå i naturen – man oplever den på en anden måde og ser, hvor dejligt et land vi bor i med en masse natur og historie," siger Janie, 55 år.
"Der er så mange skønne steder på Bornholm, og hvis jeg kan få flere ud at nyde naturen og samtidig få lidt motion, er det fantastisk. Det er dejligt, hvis man kan gøre en forskel og give andre en oplevelse," siger Rose, 66 år.
"Jeg arrangerer gåture, fordi jeg synes, det er en god anledning til at opleve nye og ukendte steder i min kommune. Som Gå-vært synes jeg, det er interessant at tage borgere i alle aldre og størrelser med ud og opleve steder, de ikke har set før. Jeg går op i, at alle føler sig set og velkomne på turene," siger Henriette, 42 år.
Det er blot et lille udpluk af de mange tusinde, som har deltaget og igen vil deltage i WE WALK-ugen. Skal du også med?
Vær en del af gå-ugen
Læs, hvordan du let arrangerer en gåtur HER.
Læs, hvordan du finder en gåtur nær dig HER.