Triatlon: Udstyr til begyndere

Mange tror, det er dyrt at dyrke triatlon, men du behøver faktisk ikke at købe dig fattig i udstyr. Her får du ekspertens vurdering af, hvad der er 'need to have' og 'nice to have'.

Det er en myte, at det er dyrt at dyrke triatlon. Du kan sagtens købe dig fattig i udstyr, men det er slet ikke nødvendigt for at komme i gang Foto: Colourbox

Er du lige begyndt på triatlon, eller overvejer du at gå i gang? Hvis du kan svare ja, står du med stor sandsynlighed over for det samme spørgsmål som rigtig mange andre: Hvad har jeg brug for af udstyr?

Læs også: Sådan træner du op til dit første stævne og få fire tips til at komme godt i gang med triatlon.

Triatlon er, eller rettere sagt, kan hurtigt blive en udstyrssport, hvor det at have det nyeste og vildeste grej overskygger det, som det egentlig handler om, nemlig at have det sjovt.

Basisgrej til triatlon

Modsat sportsgrene, hvor der kun skal købes udstyr til en disciplin, er der i triatlon noget mere, man skal være udstyret med for at komme i gang.

SVØMNING
I vintermånederne er det vigtigste til svømning egentlig meget simpelt. Et par svømmebriller og en badedragt/badebukser. Thats it! Af ekstraudstyr til svømning indendørs kan nævnes: Håndplader, pullbouy og svømmefødder (speedfins). Om du skal bruge noget af dette udstyr, bør primært vurderes ud fra dit niveau. Meget af det udstyr, der findes inden for svømning, er primært relevant for øvede svømmer.

Svømmer du udenfor (hvor langt de fleste stævner finder sted), er en våddragt mere eller mindre også en nødvendighed. Eneste undtagelse er, hvis vandet er relativt varmt, og distancen er kort, fx 300-400 meter. I så fald kan du som regel godt undvære våddragten.

Til længere stævner bør du dog investere i en våddragt. De fås typisk fra 1.600 kr. og opefter.

CYKLNG
Cykling kan uden tvivl blive en dyreste post, men det behøver bestemt ikke være sådan. Har du en citybike, kan den sagtens bruges som opstart, og har du ikke ambitioner om længere distancer en ¼ jernmand, kan en citybike sagtens bruges.

Om det er en god ide at investere i en decideret triatlon cykel, eller om du køber en racercykel og sætter nogle tri-bøjler på, er meget individuelt. Det afhænger helt af dit behov. Der er fordele og ulemper ved begge løsninger.

Ud over en cykel, og afhængigt af hvilken cykel du vælger, skal du bruge et par cykelsko. De kan fås typisk fra 400 kr. og opefter. Derudover er en godkendt hjelm naturligvis obligatorisk.

Cykelposten er uden tvivl den del, hvor der er mest udstyr at købe; alt fra specielle drikkedunke, cykelcomputer holdere , latex slanger og meget mere kan blive en del af din udstyrspark. Gå på opdagelse, og du vil opdage tilbehør til cykler, du ikke anede du manglede.

LØB
Løbedelen er den sidste og helt bestemt den mest simple i forhold til udstyr. Med et par løbesko er du klar. Når det er sagt, kan en triatlondragt eller et 2-delt sæt være en rigtig fin investering, da det vil spare dig for en masse tid i skiftezonen. Det vil desuden give dig mere komfort på cyklen frem for at cykle i fx løbetights. Men igen afhænger behovet lidt af distancen, du skal gennemføre. Er der tale om realtivt korte distancer som fx 4-18-4 (400 svøm, 18 km cykel og 4 km løb), kan du sagtens komme igennem, og få en fin oplevelse i dit løbetøj.

Must haves og nice to have

Få overblik over, hvad der er nødvendigt for at dyrke triatlon - og hvad der blot er nice to have for en begynder. Det sidste punkt kan selvfølgelig udvides meget mere end herunder.

Svømning
- Must have: Badebukser/-dragt, svømmebriller og våddragt (afhængig af distancen).
- Nice to have: Pullbouy, håndplader, speedfins og våddragt (afhængig af distancen).

Cykling
- Must have: Citybike.
- Nice to have: Tri- eller racercykel samt cykelsko.

Løb
- Must have: Løbesko, løbetights og -overdel.
- Nice to have; Triatlondragt eller 2-delt.

Som du kan se, kan du som regel komme i gang med at dyrke triatlon med det udstyr, du med stor sandsynlighed allerede har. Herfra kan du altid løbende vurdere, om du vil opgradere til noget mere ”nice to have” udstyr.

Triatlon behøver ikke være dyrt, men det skal altid være sjovt.