MTB: Hvor mange cykler har du brug for?
Vores MTB-ekspert giver svaret på, om det giver mening at have mere end én MTB-cykel.
Uanset hvor dygtig en rytter du er, kan du kun cykle på én cykel af gangen. Derfor burde du måske også fornuftigvis nå frem til, at der ikke er behov for mere end den ene cykel.
Så hvorfor er det at så mange, undertegnede inklusiv, vælger at investere i flere modeller?
Reservecyklen
Hvis du står foran at skulle købe en ny cykel, så vil du havne på en mountainbike, der føles anderledes, end den du er vant til.
Cyklerne bygges ud fra en forestilling om, hvad de skal bruges til, og så søger producenten at gøre den attraktiv gennem den bedste geometri, den bedste garniture, de bedste materialer, det lækreste design og den helt rigtige pris.
Når du så står hos cykelsmeden, vil han først vurdere din højde. Så spørger han om, hvad du skal bruge cyklen til. Og endelig slutter han af med det farligste spørgsmål – hvor mange penge har du tænkt dig at bruge på cyklen.
Hvis du altid bruger din mountainbike til de samme spor, og ikke på noget tidspunkt har haft et ønske om at køre noget andet end det, så skal du kun have den eneste ene cykel.
Hvis du alligevel falder i, fordi farven er lidt for meget sidste år, eller du får et tilbud, du ikke kan afslå. Så kan du vælge at beholde den gamle som reserve. En reservecykel er den, du låner til din venner eller familie, så I kan cykle sammen, når de er på besøg.
Det er også den, du tager frem, når førstevalget er hos mekanikeren. Endelig kan man tage den i brug, når vejret er slidsomt, og man har det helt skidt med at tage den fine mekanik med ud på sporet.
Cykler til terrænet
Hvis du foretrækker ”blandingsmisbrug”, og gerne vil have forskellige oplevelser med terræncykling, kan du vælge at have cykler, der er designet til de forskellige discipliner.
De daglige runder på byggede spor, langture på grus og jordveje i det åbne land, MTB-O og Adventure Race, air-time i den lokale Funpark / Skills area, udenlandsk Enduro eller måske Downhill, Fatbike på stranden, lightpack touring i ugevis – i shelter eller på 3-stjernede hoteller, Railbiking med foldecykler, konkurrencer, Trial og akrobatik eller Urban Parkour.
For hver enkelt disciplin, er der en cykelmodel, der løser opgaven betydelig bedre end de andre.
Bare det at skifte hjulstørrelse ændrer oplevelsen på dit daglige spor.
Når nogle af mine mountainbike-kursister har svært ved at placere trykket fordelagtigt i sving, laver vi en øvelse, hvor vi kører slalom fra side til side, men hvor vægten i alle sving placeres på højre side af cyklen. Så bliver forskellen tydelig.
På samme måde er det, hvis du tilfældigvis havner på en tur, hvor dit cykelvalg ikke matcher. Du vil registrere, at du ikke kan præstere, som du plejer.
Hvis du samtidig aldrig kører på andet end den ene cykel og altid de samme runder, vil du heller ikke opdage, at der kan være et bedre alternativ.
Sådan tester du andre cykler
Hvis du har tænkt dig at teste andre cykler, der kunne passe bedre til nogle af dine ture, så fungerer det bedst med sammenlignelige test. Det vil sige, prøv din almindelige cykel og den nye cykel på samme runde.
Jeg har mødt flere cykelhandlere der har lejeaftaler, og det bedste er, hvis du kan leje cyklen i en testperiode. Det er ikke sikkert, at det er den helt perfekte størrelse, men det giver dig en god fornemmelse af forskelle i dynamikken, hvis du kan skifte mellem den gamle og lærlingen.
5 trin til at få dækket dit behov
- Forspillet - hvorfor cykler du?
Det handler om følelser – glæde, gys, fortrængning, kraft, kærlighed, flugt, nydelse, tilknytning, pligt, angst.
Der er overraskende mange negative tilgange, og heldigvis er de for det meste ofte sekundære – bange for at dø af hjerte-kar-sygdomme, flugten fra stress i arbejdslivet, fornægtelsen af alder. Hvis der kun er én følelse bag cyklingen, har du gode chancer for at kunne klare dig med én cykel. Er det en blandet landhandel, får du muligvis ikke forløst dine behov godt nok gennem monogami. - Kig på din erfaring
Beskriv sidste gang, du havde en god tur – sådan rigtig god. Og sidste gang den var elendig. Hvad var forskellen i rammerne for turen.
Gentag denne øvelse jævnligt, så du med tiden bliver endnu mere præcis i forhold til, hvad du henter ud af en god tur. - Kig på, hvad du har lyst til
Hvad var den sidste cykel, du forelskede dig i? Ikke nødvendigvis en cykel, du endte med at tage med hjem, bare en cykel du var tændt på.
Nu gælder det om at se dig selv på denne cykel – og se, hvad det er for en tur I tager sammen. Vel at mærke én af de gode ture.
Det kan også være, at du ser et klip på en af de sociale platforme, og du kan mærke, at det bobler bagefter.
Hvis du kun må vælge et klip på tre sekunder, der skal repræsentere den følelse, du står med bagefter, hvilke tre sekunder gør det så bedst? - Læg 1, 2 og 3 sammen
Hvad giver det? En opskrift på hvordan, du får mere ud af dit cykelliv, som det ser ud lige nu.
Nu kommer så tidspunktet, hvor du kigger på din trofaste partner og vurderer, om tiden er moden til at afsøge markedet igen. - Hvad laver du egentlig her?
Du har al den viden du skal bruge – sæt i værk!
Det er en god idé at tage turen gennem denne liste, hver gang du kan mærke noget uforløst. Især når du står i klubben, og en af de andre spørger, om du vil købe hans et år gamle cykel til halv pris, og det kribler i lommeulden.
Sidst jeg var gennem processen, nåede jeg frem til, at jeg bare manglede at montere kortholder og bagagebærer. Det er fedt at købe en ny cykel - men ikke altid det rette valg.
Der er mange former for tilknytning, og glæde er væsentlig i den sammenhæng. Når det gælder cyklen, er det som med mange andre materielle ting i vores liv, at vi kan glædes ved at bruge dem og ved at have dem.
Der er en risiko ved at knytte sig mere til genstanden, end til oplevelserne der kommer med brugen. Det er ofte sådan, at mere vil have mere, og så kan du blive afhængig af den næste cykel, du bare MÅ have.
Glæde er stærkere, hvis cyklen er en god ven, du deler en masse dejlige stunder med. Den er ikke perfekt, men den er loyal og ligner dig mere og mere – lidt som hundeejere.