MTB-ekspertens tanker om mountainbikers brug af naturen i fremtiden

For snart 30 år siden fik jeg min første MTB, en lækker grøn sag fra Klein.

Den var en ny adgangsbillet til skovens haller, hvor jeg havde haft min regelmæssige gang siden barndomsårene i vest.

Skovene var fyldte med eventyr og oplevelser, og dyreliv og solskinsdage. Og mennesker dukkede også op nu og da - men i en sporadisk frekvens der gjorde, at du helt automatisk hilste pænt.

Den glæde har fået selskab ved at se hvor mange andre, der har taget skovens muligheder til sig.

Spørgsmålet er, hvad fremtiden vil bringe og måske endnu vigtigere, hvad det betyder for os brugere.

Brugertryk

Bekymringen om at vi bliver for mange, og der ikke er plads til os i naturen, skal du ikke tage til dig. Danmark ER rummeligt, hvis du selv er det. Den udfordring, vi ser, er, at alle vil have retten til de samme steder. Dem der ligger ved vores fordør.
Lige som vi lærte at dirigere færdslen med attraktive spor, kan vi bruge samme princip til at skabe et varierende skovbillede.

Vi skal som mountainbikere tage mod de partnerskaber, der giver mulighed for indflydelse, og som også åbner for vores ønsker. Og så skal vi respektere, at andre brugere også ønsker gode vilkår. Vi kan være mange flere derude.

Adfærd

Frem til nu har vi været ansvarlige for vores adfærd i skoven. Som gruppe er der efterhånden blevet løftet en stor opgave omkring anlæggelsen af vore egne faciliteter.

Vi skal fortsat opføre os som gode gæster, og vi skal hjælpe vores cykelkammerater med hukommelsen hvis den svigter dem et svagt øjeblik. Det har vi vist at vi kan, og det er ikke svært, men til gengæld er det et kriterie for vores ret til adgang i skoven. Er der sand i maskineriet på det område, så skal vi alle stå på mål for larmen der følger med.

Samarbejdet med skovene har også fungeret godt. Især lokalt, hvor det handler om at finde hinanden ansigt til ansigt. Den pragmatiske tilgang vil fortsat være en drivkraft.

Med det voksende antal brugere, vil der være et øget behov for enten flere spor eller god vedligeholdelse. Helt naturligt har der udviklet sig en god kultur. En balance mellem slid og byggeindsats og frivillige donationer.

Det vil fortsat være en udfordring at skaffe ledige hænder nok, især til vedligeholdelsen, men manglen på frivillige er en udfordring, de fleste idrætsaktiviteter slås med.

Fremover er kravene til den aktive mountainbiker det samme. Kør pænt og vis hensyn.

Der kommer nok mere fokus på konkrete elementer i at vise hensyn.

Hvis du blokerer bremserne i sporet, har du kørt over evne og gjort skade på det arbejde, sporbyggerne har lagt i det. Lær at køre efter evne, eller køb aflad med et bidrag til arbejdet med sporene.

Det samme gælder sporenes sårbarhed ved dårligt vejr. Mudder og vand og sand og brede sugende dæk er noget skidt for både cykelmekanik og sporbyggere. Overvej alternativer.

Adfærdskodekset udvides geografisk og indholdsmæssigt. Jeg har mødt flere gårdejere, der var kede af at blive svinet til på deres egen jord af cyklister, der fulgte naturstierne gennem landskabet. Det er naturligvis en minoritet, men også et udtryk for at moralen er bundet til aktiviteten - og ikke til lokaliteten.
Alle cyklister skal køre hensynsfuldt – alle steder

Organisering

Der er begyndt at vise sig de første tegn på, at kommunerne ser på naturen som en facilitet. Ligesom en fodboldbane og en idrætshal. Det er et af de steder, hvor borgerne tilbringer deres fritid, og gør kommunen attraktiv for aktive mennesker.
Derfor kan det også give mening at overveje, hvordan man kan organisere sig for at udnytte mulighederne bredt.

Det er ikke sandsynligt, at ansvaret overlades til en bestyrelse, men det ville ikke være urealistisk at forestille sig et bredt repræsenteret brugerråd, som en udvikling af de eksisterende ”grønne råd.” Og det kræver ikke en politisk beslutning, men kan som initiativ gøres lokalt.

Et bredere organisatorise ansvar vil give en fælles oplevelse som brugere. Brugerne er de stærkeste garanter for at skoven udvikles, netop med fokus på være et aktivitetsanlæg, der ikke kun skal drives ud fra et forretningsperspektiv.

Hvis vi for eksempel ser på en sportshal, vil et øget brugertryk ofte resultere i en vækst i antallet af kvadratmeter. Enten gennem kommunale beslutninger eller gennem lokale ildsjæle. Den effekt skal vi også skabe i naturen.

Sporlaugene har haft stor succes med at skabe gunstige forhold, gennem deres vilje til at lægge ressourcer i skoven. Med en samling af de forskellige interessenters velvilje, vil et bredt fællesskab stå stærkt om en fælles vision.

Det kræver vilje til at yde en stabil og varig indsats, samt viljen til at finde en fælles vision. Måske især det sidste kan være en udfordring.