Guide: Gør din MTB klar til vinter

Sommeren går på hæld, efteråret banker på, og inden længe er det igen tid til vand og mudder på sporene de næste mange måneder.

Er du klar til vinterhalvåret? Få gode tips i artiklen.

Vinteren er en hård tid for din mountainbike og dens komponenter, men du kan spare tid og penge, hvis du vedligeholder den inden vintersæsonen. Vi viser dig hvordan i denne artikel.

Læs også: MTB: Mørke skærper din teknik

Sommeren plejer at være forholdsvis tør, og derfor slider det ikke lige så meget på din mountainbike, som det gør om vinteren. Men du har sikkert givet den gas i løbet af sommeren, og derfor er efteråret et godt tidspunkt at gå mountainbiken igennem og gøre status på komponenternes tilstand, inden den hårde vintersæson starter.

Smør lejerne

Lejer

Man bør jævnligt gå sin mountainbike efter og tjekke om alt nu er, som det skal være. Til vintersæsonen er det uhyre vigtigt, at alting er smurt op med fedt, da det bl.a. beskytter diverse lejer imod skidt og vand. Det er endnu vigtigere, hvis du har en fullsuspension MTB, hvor der er rigtig mange lejer.

Inden du går i gang med at skrue på MTB'en er det vigtigt, at den er fuldstændig ren. Derfor skal den have en grundig vask inden service. Når du er færdig med vasken, er det en god idé at gennemgå cyklens generelle tilstand, og kigge efter ridser eller skader på rammen eller komponenter.

Start med at afmontere forhjul, frempind og til sidst forgaflen. På de fleste mountainbikes kan du tage det øverste og nederste headsetleje ud og kontrollere dem. Rengør headsetskålen grundigt sammen med forgaflens stilk. Se på lejernes tilstand, og drej dem rundt for at mærke og høre, om de glider ubesværet rundt. Hvis de knaser skal de enten have nyt fedt eller udskiftes. Hvis du har mod på det, kan man meget forsigtigt løfte pakningen af med en syl eller knivspids og fylde lejet med nyt fedt.

Når du er færdig med lejerne, smører du rammen og forgaflens stilk op med fedt igen og sætter lejerne tilbage på plads. Pas på med at overdrive fedtet, da det også kan tiltrække lidt skidt. Fedtets vigtigste formål er at beskytte lejerne mod vandindtrængning og forlænge deres liv.

Krankboksen og pedalakslen er også udsat for lidt af hvert, og derfor er det også vigtigt at vedligeholde dem. Shimano og SRAM skilles ad på forskellige måder, og vi vil anbefale, at du finder en god instruktionsvideo på YouTube og følger den. Når pedalarmen og akslen er afmonteret rengøres den indvendige side af krankboksen samt pedalakslen. Du kan normalt ikke komme ind til krankboksens lejer, og derfor anbefales det ikke at forsøge at vedligeholde selve den del. Smør fedt indvendigt på krankboksens yderdele og på pedalakslen. Herefter samler du den igen og strammer det hele efter tolerancerne.

På en fullsuspension MTB kan du fortsætte med at skille rammen ad og smøre alle links og lejer op på stort set samme fremgangsmåde. Husk også at gennemgå alle bolte og eventuelt smøre dem op med nyt fedt og spænde dem til det rigtig moment.

Kabler

Kabler

Der sidder typisk flere kabler på din mountainbike til bagskifter, forskifter, dropperpost og måske også til forgaflen. Inderwiren i kablerne er typisk i rustfri stål, imens yderkablet er beklædt med stålwirer og plastik. Det betyder, at yderkablet kan begynde at ruste i stålwirerne, og rusten kan også smitte af på inderkablet. Vandet kommer typisk ind i yderkablets ender, hvor der til trods for en endemuffe stadig er en smule åbent. Hvis kablerne ruster, giver det højere friktion og dårlig performance.

Det er derfor en god idé at gennemgå alle kablerne og kigge efter tegn på rust, især ved kabelenderne. Du kan flere steder trække endemuffen af og eventuelt smøre lidt fedt på yderkablets ende for at forsegle det imod vand. Hvis du finder rust på kablerne, vil det være en god idé at udskifte dem.

Læs også: MTB-træningsprogram: Få bedre form og teknik

Dæmperservice

Affjedring

En anden komponent som lider om vinteren er din forgaffel og/eller bagdæmper. De er meget udsatte for elementerne, og til trods for diverse pakninger mv., kan det ikke undgås, at de over tid får lidt skidt ned i skumpakningerne. Hvis du ikke har fået lavet dæmperservice ved en forhandler, er det et godt tidspunkt inden vinteren. Hvis du gjorde det i foråret, er det ikke sikkert, at det er nødvendigt. Tjek med dæmpernes producent.

Generelt skal du være meget omhyggelig med at holde dæmperne rene gennem vinteren for at forlænge deres levetid. Det samme gælder for dropperposten, som også er meget udsat for vand og skidt.

Skift kædeolie eller voks

Olie

Du tænker nok, at vi snart har været gennem alle de komponenter, som lider gennem vinterperioden, men vi mangler den stakkels geargruppe. Kæde, kassette, klinger og pulleyhjul får virkelig meget skidt, når sporene er våde, og det slider på det hele, uanset hvor præventiv man er. Man kan dog gøre meget for at forlænge kædens levetid.

Det er bl.a. meget vigtigt at sørge for, at kæden altid er ren, og at den bliver vasket godt og grundigt efter en våd tur. Mudder og skidt slider selvfølgelig på kæden, men det er næsten værre, hvis den ikke er smurt ordentligt. Hvis kæden mangler olie eller voks bliver friktionen meget større, og så slider kæden meget på alle delene i geargruppen.

I vinterperioden kan det derfor være en god idé at vælge en ”wet” (altså en våd) kædeolie, som er tykkere og mere modstandsdygtig end en ”dry” (tør) olie. Den tykkere kædeolie hænger bedre fast på kæden og er sværere at vaske af, når du kører i våde omgivelser. Man kan også bruge en ”dry” olie, men du kan risikere, at den til sidst bliver udvandet og slider på kæden. Ulempen ved en våd olie er, at den tiltrækker mere skidt, da dens konsistens er tykkere, og derfor er den ikke optimal om sommeren. Prøv dig frem og se, hvad du synes fungerer bedst, eller søg efter diverse test af kædeolie på nettet.

Hvis du bruger voks, findes der også flere vinter-versioner, da voks generelt bliver udvandet af vand og mudder. Derfor kan det være en god idé at skifte til en lidt tykkere og mere modstandsdygtig voks om vinteren.

Dæk

Dæk

Vinteren er typisk våd og mudret, og derfor bliver sporene også blødere at køre på. Hvis du kører med hurtigt-rullende dæk med et lavt dækmønster, vil du typisk opleve, at du ikke har nær så godt greb om vinteren, eller at dækkene synker ned og mister greb.

Derfor kan du overveje, om du ikke skal investere i nogle lidt grovere og bredere dæk til vinterperioden. De er typisk også lidt tungere, men det er de færreste, som sætter deres hurtigste omgangstider om vinteren.

Læs også: Alt du skal vide om mountainbikens geometri

Et grovere mønster graver sig ned i underlaget og giver dig det greb, som du har brug for, og i sidste ende bliver du måske endda hurtigere af det. Hvis din primære fokus er XC, bør du finde et dæk med lidt grovere mønster end dit ”sommerdæk”. Du skal ikke vælge tunge endurodæk med meget groft mønster, men en gylden mellemvej, som både har et godt mønster og en fornuftigt vægt.

Hvis der er plads i rammen, kan du også med fordel fx køre med et 2.4” dæk om vinteren kontra fx et 2.25” om sommeren. Det bredere dæk giver mere greb, stabilitet og det synker ikke lige så let ned i mudderet og spinder rundt.

Prøv også at eksperimentere med lidt lavere dæktryk. Det behøver ikke være mere end 0,1-0,2 bar. Det vil give en større kontaktflade og dermed mere greb.

Skærme

Skærme

Skærme eller mudguards er også en god investering til vinterkørsel. En lille forskærm monteres nemt med strips og beskytter både forgaflens inderben for mudder, samtidig med at du undgår at mudder sprøjter op i hovedet på dig.

Der er også mange, som sætter en ”ass-saver” på sadlen. Det er en lille bagskærm som tager det værste muddersprøjt fra baghjulet, og det er et godt alternativ til at få klamt og koldt mudder op i nakken.

Du kan også sagtens sætte almindelige store skærme på mountainbiken, men de kan både rive sig løs og larme, når det bliver ujævnt. Derfor er anbefalingen herfra klart at købe de mindre versioner.

Et sidst fif er at købe en silikone spray. Vi bruger den blandt andet til at smøre forgaflens ben, bagdæmper og dropperpost, da den nedsætter friktionen. Det samme gælder på rammen. Her sprøjter vi silikone på en klud og smører det meste af rammen ind i det. Udover at rammen ser ud som ny, bliver den også glat, og det betyder, at mudder og skidt har sværere ved at sætte sig fast på rammen. Det er dog vigtigt at understrege, at det IKKE må komme på dine bremseskiver eller klodser, da det kan ødelægge dem. Sørg derfor for at spraye det på en klud og derefter tørre det af på rammen.