Alt du skal vide om mountainbikens geometri

En mountainbikes geometri er altafgørende for, hvordan den kører, og hvilke spor og discipliner du kan køre på den. Komponenterne har selvfølgelig også betydning, men geometrien bestemmer bl.a., hvordan din mountainbike eksempelvis klarer tekniske op- og nedkørsler eller flade stykker på grusvejen.

Kategorier

Mountainbikes er designet alt efter hvilken mountainbike-disciplin, som de skal kunne gebærde sig i, og der findes generelt 4 kategorier: XC (cross-country), trail, enduro og downhill.

Cross-country mountainbikes er den kategori, som 70-80 % af alle mountainbikere kører på. Det er mountainbikes, som er designet til at kunne køre langt, og som kan klare de fleste spor i Danmark. De har typisk en forgaffel med 100 mm vandring, og en geometri som gør, at den er energi-effektiv og behagelig at køre på. De er også en del lettere end for eksempelvis enduro eller downhill modeller. Den vil til gengæld ikke egne sig lige så godt til for eksempelvis sorte spor eller meget svære nedkørsler, som de øvrige typer.

Trail-mountainbikes har mere vandring end en XC-model, og de er typisk designet til at være bedre til at køre nedad, men samtidig stadig fine til at køre op ad stigninger mv. De er dog ikke lige så hurtige opad eller på lige stykker som en XC-mountainbike. En trail-mountainbike er typisk en fullsuspension model med forgaffel og bagdæmper. Dens vandring kan variere fra 120 til omkring 150-160 mm, og dens geometri gør, at den er endnu bedre til at køre ned ad svære spor. Så hvis du køber en trail-mountainbike har du altså typisk mere fokus på nedkørsler i stedet for opkørsler.

Enduro-mountainbikes er meget fokuseret på nedkørsler. Deres vandring starter ved 160 mm og op til omkring 180 mm. Enduro handler om at have en mountainbike som kan køre stærkt nedad, og det er bl.a. derfor, at den har meget mere vandring end for eksempelvis en XC-mountainbike.

En enduro-mountainbike er også en del tungere, og det er ikke den, som man tager på en flad tur rundt på grusvejene. Da dens hovedformål er nedkørsler er dens geometri også derefter, og det går bl.a. ud over dens klatreegenskaber, hvilket vi kommer tilbage til.

Sidste kategori er downhill, og her taler vi 180-200 mm vandring. Downhill er 200 % fart på nedkørsler, og det er dens eneste formål. Derfor har den bl.a. færre gear, større vandring og er meget tung. Hvis du kører på den tager du typisk en lift til toppen eller bliver kørt op, da den er meget langsom på opkørsler.

Kronrørsvinkel

Kronrørsvinklen er én af de vinkler, som man oftest hører nævnt i forbindelse med geometri, og med rette grund, da den har meget at sige for køreegenskaberne. Kronrørsvinklen er den vinkel, som forgaflen har i forhold til vandret og underlaget. Forgaflen sidder fast i kronrøret, og derfor er det dennes vinkel, som bestemmer forgaflens vinkel.

Jo højere en kronrørsvinkel, jo nemmere er mountainbiken at styre, og den reagerer hurtigere, når man drejer styret. På sporet vil man derfor opleve, at mountainbiken er nemmere til at lave hurtige styrudslag med og få omkring snævre sving og lignende. Det er typisk XC-mountainbikes som har en højere kronrørsvinkel, da den også hænger sammen med resten af dens geometri. En XC-mountainbike kan have en kronrørsvinkel på alt imellem 67-71 grader. De sidste par år er kronrørsvinklen blevet lavere og lavere, da det også har mange fordele.

Hvis vi kigger på en trail eller enduro-mountainbike er kronrørsvinklen straks lavere, og i omegnen af 63-67 grader. Det skyldes, at en lavere kronrørsvinkel gør, at mountainbiken er bedre til at håndtere nedkørsler. Den lavere kronrørsvinkel betyder, at forhjulet er længere ude fra rammen, og den kan bedre rulle hen over forhindringer på nedkørslerne, og ikke sidde fast i rødder, sten og lignende. En lavere kronrørsvinkel har også den fordel, at mountainbiken er mere stabil ved høje hastigheder og har en roligere styring. Til gengæld er styringen langsommere i forhold til en XC-mountainbike, og ved lave hastigheder vil forhjulet være lidt mere uroligt på opkørsler.

Saddelrørsvinkel

Saddelrøret er det rør, som saddelpinden sidder fast i. Igen måles det fra underlaget, og der er typisk to termer: effektiv og aktuel saddelrørsvinkel. Hvis man har en hardtail er der kun en effektiv vinkel, som måles normalt. Ved en fullsuspension mountainbike taler man oftere om den aktuelle saddelrørsvinkel. Når du sætter dig op på en fullsuspension vil bagdæmperen sænke sig, og dermed bliver saddelrørsvinklen lavere og ændrer sig, kontra den effektive, som måles, når der ikke sidder nogen på cyklen.

Generelt siger man, at jo højere en saddelrørsvinkel, jo mere centreret sidder man over krankboksen ved pedalerne. Når man sidder centreret har man den mest effektive position til at træde i pedalerne, og derfor har XC-mountainbikes typisk en højere saddelrørsvinkel, da de skal være effektive og hurtige på opkørsler. På XC-området ser man typisk vinkler på omkring 77-79 grader, og 74-77 grader ved enduro-cykler mv.

Når vinklen er lavere kommer man til at sidde længere væk fra centerpunktet, og det gør, at man ikke sidder lige så komfortabelt og kan træde effektivt. De lavere kronrørsvinkler ses på trail-cykler, enduro og så videre, da disse ikke har så stor fokus på at være effektive. Grunden til at de har lavere saddelrørsvinkler hænger bl.a. sammen med resten af cyklernes geometri, som ikke tilgodeser en effektiv saddelrørsvinkel.

Reach

Reach er også en betegnelse som man ofte hører i forbindelse med mountainbikes. Den måles som en vandret linje imellem krankboksens centerpunkt og kronrørets centerpunkt, og angiver, hvor lang mountainbikens front er.

De sidste par år er reach kun blevet længere og længere, da det har mange fordele. Reach hænger også sammen med hjulbasen, men det vender vi tilbage til. Når mountainbikens front er længere vil den have nemmere ved at rulle hen over forhindringer, og ikke blive holdt tilbage på vej ned. Det er ikke lige så vigtigt på en XC, og derfor har denne typisk en reach på omkring 440-450 mm for en størrelse large. En trail-cykel har måske en reach på 450-470 mm, og enduro og downhill kan være helt oppe på 470-490 mm.

Når reach er langt vil man have mere plads på cyklen til at bevæge sig rundt, og sidder mere udstrakt. Det gavner også på nedkørslerne, hvor en længere reach betyder, at cyklen nemmere kommer over rødder, sten og andet. Når reach er kortere sidder man mere oprejst, og dermed også lidt mere komfortabelt. En mountainbike med en lang reach kan føles som et lyn nedad, mens at den på kringlede spor kan føles lidt sløvere, og der skal arbejdes mere på at styre den rundt. En kortere reach giver som sagt en mere kompakt mountainbike, som kan føles mere legesyg og nemmere at smide rundt. Som alt andet inden for geometri er det et spørgsmål om prioriteringer og kompromisser.

Hjulbase

Hjulbasen måles imellem forakslen og bagakslen. En XC-cykel vil have en kortere hjulbase, imens en enduro-cykel vil have en længere.

Cykler med kortere hjulbase er totalt set kortere, og mere kompakte. Det giver en mere oprejst siddeposition, og de vil ofte føles lidt nemmere at styre rundt. Til gengæld gør den kortere hjulbase, at de har større risiko for at ”hænge” fast i forhindringer på sporet, da der er kortere mellem hjulene. De vil også have en større tendens til at ville løfte forhjulet på stejle opkørsler.

Hvis hjulbasen er længere kan mountainbiken nemmere komme hen over forhindringer, da der er længere mellem hjulene. Dermed er den hurtigere på nedkørsler, og den kører nemmere op over forhindringer på opkørsler uden at løfte forhjulet. Den vil også føles mere stabil ved højere hastigheder.

Kædestræbere

Kædestræberne måles fra midten af krankboksen og hen til bagakslen. De indgår således også i den samlede hjulbase. Hvis kædestræberne er lange bliver hjulbasen typisk også længere, og cyklen vil føles mere stabil. Den vil også have nemmere ved at klatre op ad tekniske opkørsler, hvor den er mere rolig. Til gengæld betyder længere kædestræbere også, at den vil miste lidt køreegenskaber på snævre spor.

Kortere kædestræbere giver en smule mindre stabilitet, men til gengæld får man en kortere hjulbase, og oftest en mere legesyg mountainbike. På tekniske opkørsler vil den nok føles lidt mere levende, og have en større tendens til at ville løfte forhjulet.

Krankbokshøjde

Denne måles fra underlaget og op til krankboksens centerpunkt. Hvis krankbokshøjden er lav får man automatisk et lavere tyngdepunkt, og man kan nemmere presse mountainbiken rundt i for eksempelvis berms, hvor den også vil føles mere stabil. Man vil også mærke, at den har mere greb i underlaget, da tyngdepunktet er lavere og tættere på jorden. Hvis krankbokshøjden er højere flytter tyngdepunktet sig op ad, og så vil den ikke helt kunne komme lige så hurtigt rundt i svingene, eller føles lige så tæt på underlaget. Hvis krankboksen sidder for lavt oplever man, at pedalarmene er for tæt på jorden, og rammer på sten, rødder mv.

Frempind

Frempindens længde måles fra center af styret til center af forgaflens toprør. På for eksempelvis XC-mountainbikes ses ofte en længere frempind på 70-80 mm. Det betyder, at man får sit tyngdepunkt længere frem, og sidder mere centreret på cyklen. Det vil også gøre det nemmere at ligge vægt på forhjulet på opkørsler.

På de andre kategorier ser man oftest kortere frempinde på måske 30-50 mm. Den kortere frempind gør styringen lidt hurtigere, og kompenserer bl.a. en smule for en lavere kronrørsvinkel og et bredere styr. Frempinden gør også, at rytteren kommer længere tilbage på cyklen, og det gavner på nedkørslerne.

Styr

På XC er styret typisk smallere og har en bredde på imellem 700-750 mm. Når man har et smalt styr får man også en hurtigere styring, men cyklen vil føles en smule mindre stabil. På den anden side har de øvrige kategorier alt fra 750 til 800 mm brede styr. Et bredere styr giver mere stabilitet, men til gengæld er styringen lidt langsommere, da man skal dreje mere for at opnå en effekt.

Styr kan også have en ”backsweep”, som betegner, hvor meget styret i siderne bøjer ind mod rytteren. Hvis styret har en høj backsweep vil rytteren sidde længere tilbage på cyklen.

”Rise” er betegnelsen for, om styret har en opadgående kurve. Hvis det har en Rise kan man vinkle styret opad, og dermed hæve sin håndposition. Det vil bl.a. øge komforten. Hvis styret vinkles nedad kommer man ned i en mere aggressiv position og tættere på jorden.