5 grunde til, at du skal køre på mountainbike om vinteren
Når alting er gråt og kedeligt, og temperaturen danser omkring frysepunktet kan det være svært at motivere sig selv til en tur i skoven. Vi giver dig derfor 5 grunde til, hvorfor du skal komme af sted alligevel.
Det er helt naturligt, at udendørsaktiviteten i Danmark daler en del, når vi kommer ind i vinterperioden. Det er altså bare ikke lige så sjovt at være af sted, når det hele er vådt, og der er 3 graders ”varme”. Man drømmer sig hurtigt tilbage til de få varme sommermåneder, hvor turen bød på masser af solskin og shorts.
Men bare fordi det er vinter, behøver du ikke gå i vinterhi ligesom bjørnen. Vinteren byder på nye udfordringer, og trods vejret kan det stadig være sjovt at komme af sted.
1. Sæt realistiske mål
Lad os være ærlige fra starten: det er bare ikke helt lige så sjovt at være af sted om vinteren, som det er om sommeren. Derfor skal du sige til dig selv, at det er okay, at du måske ikke lige tager afsted 2-3 om ugen, som du for eksempelvis gjorde i sommerperioden. Lav en ambition om at være afsted 1 eller 2 gange om ugen, hvis du synes, det er realistisk. Det er bedre at sætte barren lidt lavere end for højt. Så har du heller ikke et pres hængende over hovedet, og du føler ikke, at du SKAL afsted, selv om vejret er dårligt, og energien er i bund. Det er bedre at tage på tur, når du er frisk og veludhvilet, i stedet for en halvsløj omgang, hvor du egentlig ikke gider noget. Så vælg kvalitet frem for kvantitet.
Til gengæld kan du måske finde på andre ting at give dig til i løbet af vinteren. Det kunne for eksempelvis være, at du ville løbe en gang om ugen eller måske melde dig ind i træningscentret, ligesom mange andre danskere. Du kan også finde et MTB-relateret styrketræningsprogram, som du kan lave derhjemme i stuen og dermed være endnu bedre rustet til næste sæson. Ved at tone MTB-indsatsen lidt ned kan du få øjnene op for andre ting i vinterperioden og så skalere dine ture op, når vejret bliver bedre – og igen have fuld fokus på mountainbike.
2. Embrace the darkness
Én af de ting, som er nemmere at prøve om vinteren, er mørkekørsel. Solen går hurtigt ned, og medmindre du kan køre om formiddagen eller inden kl. 13-14 stykker, render du ind i problemer med mørke, før du når hjem. Og der er næsten ikke noget, som er farligere end at køre på et spor, som man dårligt nok kan se.
Mørkekørsel giver dig mulighed for at tage en tur sent om eftermiddagen eller om aftenen. Det er noget helt andet at køre i mørke, og det er en helt anden oplevelse at køre i en mørk skov. Nogen synes ikke om det, mens andre godt kan lide det. Hvis du kører om aftenen, er du næsten mutters alene i skoven, og det giver bare en anden slags ro til turen. Du skal dog ikke regne med at slå nogle Strava-rekorder i mørket. Du kan ikke se lige så langt frem, så derfor kører man naturligt langsommere, og er en del mere opmærksom på sporets forløb. Derfor kræver det lidt ekstra koncentration at køre rundt derude.
Et par enkelte råd herfra vil være at investere i nogle forholdsvis gode lygter. Du skal have 1 lygte til at montere på hjelmen og 1 på styret. Den på styret skal være kraftigst og lyse med minimum 1500 lumens og gerne 2000-2500 lumens. Det handler dog ikke kun om lysstyrken, men også om linsen. Så hvis du er i tvivl, kan du finde gode guides og test af lygter på nettet. Hjelmlygten behøver ikke være lige så kraftig og skal blot lyse op lige foran dig. Den skal heller ikke være for tung, da et par hundrede gram på hjelmen tydeligt kan mærkes i nakken.
Når du er afsted, anbefaler vi, at du aktiverer en slags tracker såsom Garmin, Strava mv., så dine pårørende kan følge dig rundt. Husk også at tjekke, om du kører i en privat skov, og om der må køres efter solnedgang.
3. Ha’ det sjovt
Når sporene er våde, tunge og smattede, skal du ikke sætte næsen op efter at sætte en ny rekord op ad en monsterstigning. Uanset hvad kører du ikke lige så stærkt om vinteren som om sommeren. Så glem Strava-segmenter, KOM’s og alt muligt andet og bare tag en tur, hvor du gør lige, hvad du har lyst til. Hvis man slipper fokus på fart, kan man i stedet eksempelvis fokusere på ens tekniske færdigheder og forfine dem. Det kan være svingteknik, drops, hop og alt muligt andet. Der er også tid til at køre en sporfeature flere gange og hele tiden blive bedre og bedre til at tackle den.
Nu, hvor fart ikke er et fokus, kan du også overveje at smide grovere dæk på mountainbiken. De giver dig mere greb, og dermed kan du også presse citronen lidt mere i fx svingene. Dækkene er også tungere, så det er god træning, og når du til foråret skifter til lettere dæk, vil du (næsten) flyve op ad bakkerne.
4. Kom bardo
I sommerperioden er der pres på de fleste spor, og især i weekenderne kan der næsten opstå trafikpropper rundt omkring i de danske skove. Om vinteren er der langt færre som kører på mountainbike, og de fleste spor viser grønt lys hele vejen rundt. Så nyd stilheden, og at du næsten har sporet helt for dig selv. Skovene er også et smukt sted at være om vinteren, så giv dig selv tid til at nyde det – det er godt for krop og sjæl.
5. Sæt et mål
Man kan selvfølgelig ikke bruge al sin tid på sporet, så når du alligevel sidder indenfor, kan du lige så godt få tiden til at gå med noget fornuftigt. Skulle du måske køre et eller flere løb næste år? I så fald hvilke løb vil du gerne deltage i, og hvilken forberedelse kræver det? Hvis du planlægger et større løb over flere dage, skal du måske allerede nu til at lave en træningsplan, som kulminerer op til løbet.
Du kan også bruge din tid på YouTube og forsøge at lære en ny teknik. Det kunne måske være bunnyhop eller manual. Studer teknikken på YouTube, og oversæt det til virkeligheden, hvor du kan øve det på vej ud til skoven.
Samtidig er YouTube også god til at blive klogere på vedligeholdelse og reparation af din mountainbike. Måske kan du lære at servicere din forgaffel eller justere dine gear. Du kan finde alt på YouTube, og næsten alt indholdet er relevant og fagligt korrekt.