5 forslag til din næste MTB-rejse
Klar til at prøve et nyt track? Her kommer fem bud på steder i verden, hvor du kan udfordre dig selv på MTB – og få en fed oplevelse.
Går du og drømmer om en udfordring i sadlen? Eller kunne du bare godt trænge til en anderledes ferie?
Mette Thorning er idrætskonsulent for MTB i DGI og er selv MTB-entusiast. Hun har haft sin cykel med rundt i verden og guider dig her til 5 fede destinationer.
Frem for alt er Mette Thornings bedste råd:
”Benyt dig af den viden og de erfaringer, som din klub og andre MTB’ere har. Og så kan du med fordel henvende dig til den lokale MTB-klub i det område, du besøger. De kender de gode stier,” siger hun til vorespuls.dk.
1. Harzen, Tyskland
Kort og udstyr: 4 (nemt)
Sværhedsgrad: 2-4
Pris: 2 (billigt)
Harzen er et godt sted at cykle, fordi tyskerne er glade for at vandre og derfor er det nemt at skaffe et kort over ruter og stier. Vandrekortene koster cirka 2 EURO og kan købes over alt. Tyskerne er i øvrigt utroligt venlige, og de både hilser og går ind til siden, når du møder dem på stierne.
Stierne er ofte markerede med en farve på vandrekortene, og dermed kan du efter blot få køreture selv begynde at fornemme sværhedsgraden af eksempelvis en gul rute. Så selvom det er et kort for dem på gåben, er kortene nemme at bruge for dig på MTB.
Det er også muligt at leje en guide, som kan sammensætte en tur efter lige præcis dine ønsker.
Harzen ligger cirka 4-5 timers kørsel fra den dansk-tyske grænse, så afhængigt af hvor du bor i Danmark, så du kan du sagtens køre derned. Der findes også masser af muligheder for at overnatte på vandrehjem og hoteller. Særligt i de lidt mindre byer kan du til en god pris leje et lille hus eller et værelse forholdsvist billigt.
Bonus:
Benyt dig af de lækre kurbade, som ligger i området. Der er ikke noget, som kan løsne op i muskler og ømme ben, som en times afslapning i de opvarmede bade. Vær dog opmærksom på, at tyskerne ofte ikke bærer badetøj – men derfor må du gerne gøre det. Nyd blandt andet dampbade, saltbade og svovlbade.
Læs også: Mountainbike-ruter i Danmark - se video!
2. Hallandsåsen, Sverige
Kort og udstyr: 3 (det kræver lidt forberedelse)
Sværhedsgrad: 2-4
Pris: 1 (billigt)
Modsat Tyskland er det knap så let at få fingre i et kort. Ruterne er knap så veldokumenterede, og det kan derfor være en god idé at rejse med én, som har været der før, og som derfor kender området. Det er dog muligt i nogle turistinformationer at købe kort. Hvis du er afsted selv og ikke har været der før, så tag det som det kommer, udforsk området eller indtast en rute på din GPS. Det er også muligt at købe sig til en guide, som kender området.
Denne destination gør det muligt at rejse flere sammen, som ikke er på samme niveau. Der er nemlig stor variation i ruternes sværhedsgrad, og I kan derfor køre hver jeres tur og mødes først eller sidst på ruten. Ønsker du en udfordrende tur fra start til slut, så book en guidet tour.
Sverige er kun en dagsrejse væk og kræver derfor ikke hverken den store planlægning eller pengepung. Medbring din egen cykel og book et værelse på hotel eller vandrehjem. Priserne på en overnatning er cirka det samme som i Danmark.
Bonus:
Bor du på Sjælland kan du gøre det til en dagstur – længere er der ikke.
Læs også: MTB: Sådan indstiller du dit styr
3. Whistler, Canada
Kort og udstyr: 5 (nemt)
Sværhedsgrad: 3-5
Pris: 5 (dyrt)
Whistler er ifølge Mette Thorning stedét for en MTB-entusiast. Det er en bike-park. Oplevelsen kan bedst sammenlignes med, hvis du har været på ski: du kommer ud til et område, hvor der er forskellige ruter med forskellige sværhedsgrader, hop, terræn, natur og oplevelser. Det er muligt at leje sig til alt udstyr på stedet – både cykel, kort og beskyttelsesudstyr.
For at få mest muligt ud af denne ekstraordinære oplevelse, anbefales det, at du har nogenlunde styr på teknikken og har erfaring i sadlen. Terræn, stigninger, hop – alt er i topklasse. På nedkørslerne bliver du virkelig udfordret på din svingteknik. Der er uanede ruter, og du kan køre rundt i parken i en uge og stadig se nyt hver dag. Det er et kæmpe stort sted.
Turen kræver en flybillet, gerne en uges ferie og leje af udstyr mm. plus entre i parken. Det er altså en oplevelse, som koster. Men hvis du vil have den ultimative MTB-ferie, så er Whistler et rigtig godt bud.
Bonus:
Tag afsted mens der er plusgrader. Stedet er vanvittigt smukt og oplevelsen bliver kun større, hvis solen skinner.
Læs også: MTB: Gratis trænings-program hver uge på mail
4. Alperne
Kort og udstyr: 3 (kræver lidt forberedelse)
Sværhedsgrad: 2-4
Pris: 3
Få fat i et kort, inden du begiver dig afsted alene her. Vandrekortene er rigtig fine, men det er ikke alle steder, de findes. Ellers kan du med fordel henvende dig på et turistkontor, hvor de med garanti kan hjælpe dig i retning af stierne – og sælge dig et kort over området.
Her er det nemt at blive udfordret og der er mulighed for nogle meget forskellige ture inden for en lille radius. Der er noget for alle niveauer, men det er en fordel at have styr på grundteknikken.
Hvis du medbringer din egen cykel på en ferie med resten af familien, koster det ikke mere end en god undskyldning over for resten af familien til lige at stikke afsted en eftermiddag op i bjergene. Og et par EURO til et kort. Ellers er der rig mulighed for at leje et hotelværelse i de turistede områder.
Bonus:
Det er et smukt område med masser af flot natur. Kombiner eventuelt din egen lyst til at prøve kræfter med bjergene med en sommerferie for hele familien. Mens de andre tager en dag i vandland, kan du jo tage en dag i bjergene?
Læs også: 10 tips: Sådan plejer du bedst din MTB
5. Decin, Tjekkiet
Kort og udstyr: 2 (forholdsvis let)
Sværhedsgrad: 1-4
Pris: 2-4
Tjekkiet er i det hele taget et godt land at få afprøvet teknikken på cyklen i. Der er mange adventure-bureauer, som helt sikkert ligger inde med kort over de lokale områder. Selvsamme bureauer er også ideelle til en guidet tur. Ellers spørger du som altid det nærmeste turistbureauet om et kort.
Her er mulighed for en tur både for den øvede og nybegynderen. Området byder på et terræn, som i den grad kan udfordre den trænede MTB-udøver.
Decin ligger ikke mere end syv timers kørsel fra den dansk-tyske grænse. Dermed er det en destination, som er mulig at besøge i en forlænget weekend.
Her er eksempelvis dejligt om foråret, hvor der lige er et par grader varmere end i Danmark. Prisen afhænger af, om du er afsted på egen hånd og bor på vandrehjem eller betaler for den store guidede tur som en pakkeløsning inklusiv ophold og forplejning.
Bonus:
Kombiner turen med en trekkingtur eller en tur ud at klatre i den smukke natur. Der er rig mulighed for at få prøvet kræfter med ekstremsport i Tjekkiet, som er et populært mål for adventure-rejser.
Andre forslag til MTB-rejser: Marokko, Singapore, North Shore i British Columbia.