Kajak: Guide til køb af udstyr

En kajak og en pagaj er langt fra det eneste du har brug for, når du skal en tur på vandet

Det vigtigste ved køb af kajak-udstyr er at have sikret sig mod kulden Foto: Nils Rosenvold

Når du nu har købt kajak og pagaj, kan det godt være svært at fortsætte med at bruge penge på noget godt udstyr. Men det betaler sig.

Nogen forhandlere sælger hele udstyrspakker i forbindelse med kajaksalg, så det kan du jo overveje.

Læs også: Finne eller ror – hvad skal jeg vælge?

For langt de fleste, der køber kajak, drejer det sig om roning i sommerhalvåret i kendt og lokalt farvand, så det er præcis det denne artikel handler om.

Udstyret er delt op i ting du skal og kan anskaffe dig.

Skal-kategorien

Svømmevest: Det første udstyr du skal anskaffe dig, er naturligvis en svømmevest beregnet til formålet. Den skal passe i størrelse samt have en god pasform - og kunne spændes til uden at genere. Overvejelser omkring køb af vest kunne derudover være, om den er forberedt til drikkevand, og om der er lommer til udstyr.

Der findes veste, der mest af alt minder om en schweizisk lommekniv med alle mulige og umulige ting indbygget. Disse ekstra detaljer spiller sjældent nogen rolle for ens personlige sikkerhed, og i værste tilfælde er de i vejen, så hold det simpelt. Vesten skal redde dig!

Læs også: Kajak: Find den rigtige pagaj

Dækken:Du skal også have et dækken (spraydeck, skørt m.m.), og der findes nærmest uendeligt mange at vælge imellem. Det er her væsentligt, at du anskaffer dig et dækken, der ikke sidder strammere, end du kan få det af under vandet, hvis du kæntrer. På den anden side skal det ikke sidde så løst, at en bølge kan slå det af.

Prøv at sidde i kajakken og sæt dækkenet på - og prøv så med lukkede øjne at finde stroppen og træk det af. Hvis det virker ubesværet og i øvrigt sidder godt til cockpittet, er det et godt dækken. Om det er neopren (varmt) eller plast/stof dækken (koldere) spiller nok ikke den store rolle om sommeren, men skal man på længere ture måske på åbent vand, er neopren nok at foretrække.

Vær opmærksom på, at neopren-spraydeck kan være meget stramme, så det er væsentligt, når du prøver dit nye spraydeck under kæntring, at der befinder sig en person i nærheden, der kan vende kajakken, hvis nu det går galt.

Beklædning: Våddragt (beregnet til kajak!), uldundertøj/skiundertøj, neopren bukser/shorts, kasket/neoprenhue – der er masser at vælge imellem. Afhængig af tur og vandets temperatur kan du selv sætte sammen efter behov. En meget vigtig detalje her er neoprensko. De varmer fødderne og beskytter mod skarpe sten og muslingeskaller.

Det helt afgørende her er, hvilken tur du skal ud på. En sommerdag på stranden, hvor dy ligger lige udenfor de badende, kan du nok nøjes med vest og badetøj, men skal du på åbent vand, bør du klæde dig på efter vandets temperatur. Husk, vi har koldt vand i Danmark langt det meste af året, og overlevelse kan afhænge af din beklædning.

For at holde varmen mens du ror er en vind- og vandtæt rojakke en rigtig god ide. De findes i et utal af udgaver, og du kan ikke undvære en, så det er et absolut krav, hvis du skal på tur i din kajak.

Læs også: Stor guide: Køb den perfekte havkajak

Hovedbeklædning: Langt størstedelen af vores varmetab kommer fra hovedet, så derfor har jeg altid en uldhue med. Jeg har også en kasket om sommeren, som beskytter mig mod solen og som skygger for mine øjne. Sørg for at de sidder fast eller kan flyde. Det er en af de ting, man bare ikke vil miste på en tur.

Sikkerhedsudstyr: Du skal have en mobiltelefon med i en vandtæt pose. Specielle poser til både kamera, mobil, Ipad osv. kan du købes sammen med kajakken. Du skal kunne kommunikere med andre, mens du er på vandet. Andet sikkerhedsudstyr, som hører under kategorien skal er en paddle float (beregnet til selvredning) og en pumpe.

Kan-kategorien

Udstyr i kan-kategorien kunne være:

  • Ekstra pagaj (til at have på fordækket hvis uheldet er ude)
  • trækline
  • pagaj-line
  • vandtæt ur
  • nødblus til dag og nat
  • tørpose til ekstra tørt tøj
  • lille førstehjælpstaske
  • poncho/regnslag til ophold på land
  • lys
  • kompas

Mange tingene anskaffer du sig efterhånden, men måske forhandleren kan lokkes til at give et godt tilbud som en del af samlet pakke. Det er under alle omstændigheder væsentligt, at du som ny kajakroer indser, at kulde er den største årsag til uheld.

Få de bedste tips og tricks om kajak i vorespuls.dk's kajak-nyhedsbrev: Tilmeld dig vorespuls.dk's nyhedsbrev