Guide: Dobbelt makker-redning - to roere i vandet
Sådan hjælper I hinanden op i havkajakken igen, hvis I begge er røget i baljen
Foto: Nils Rosenvold
1. Mød hinanden
Begge roere skal først og fremmest frem til forenden af deres egen kajak, hvor de holder fast i bærehåndtaget eller lignende, og herfra svømmer de med kajakken imod hinanden.
Foto: Nils Rosenvold
2. Hvem gør hvad?
Når de to roere mødes aftales yderligere, hvem der gør hvad. Hvem skal først op i kajakken?
Foto: Nils Rosenvold
3. Vinkelrette kajakker
Placér jer i vandet med kajakkerne vinkelret på hinanden.
Foto: Nils Rosenvold
4. Tøm den ene kajak
Hjælp hinanden med at trække den ene kajak op over den anden som et kryds, hvorved den øverste kajak tømmes for vand.
Foto: Nils Rosenvold
5. Op i kajakken
Herefter lægges kajakkerne parallelt, og den ene roer lægger sig henover sin egen retvendte kajak (den blå) og holder makkerens kajak (den røde) fast - således at denne uden problemer kan komme op i kajakken ved hjælp af "heel hook". OBS: Hvis den blå kajak ligger med bunden i vejret, risikerer man både at glide af og at kajakken ruller væk under en.
Foto: Nils Rosenvold
6. Almindelig makkerredning
Når den første roer er oppe i sin kajak, fortsættes med en almindelig makkerredning. Læs: Guide: Makkerredning i havkajak
Tip: Hvis der er store bølger kan man overveje at undlade at tømme kajakken, og i stedet blot hoppe op og pumpe vandet ud med en lænsepumpe.