Finne eller ror – hvad skal jeg vælge?

Læs om forskellene på finne og ror og bliv klar til dit næste kajak-indkøb

Du skal gå efter en kajak med ror (som på billedet), hvis du vil på lange ture. Sådan siger havkajakvejleder i DGI Bjørn Thomsen. Foto: DGI

En af de ting, du skal tænke over, når du køber havkajak, er valget mellem ror og finne.

Valget mellem dem er ifølge Bjørn Thomsen, havkajakvejleder i DGI, et spørgsmål om, hvad du gerne vil med sin roning.

Middel til at korrigere i vandet

Begge er redskaber, der kan hjælpe med at holde kajakkens retning i vandet. De gør det muligt at korrigere for vind, strøm og bølger.

Et ror sidder som oftest allerbagerst på en kajak. Herfra kan du ved hjælp af fodpedaler bruge roret til at dreje mod venstre ved at trykke på den venstre pedal. Og omvendt i højre side.

Finnen er placeret under kajakkens bund og er i sit udgangspunkt ikke fremme. Hvis du skal ud i bølgen blå, og du må kæmpe med vind, kommer finnen til sin ret. Den er nemlig indrettet sådan, at den kan øge trykket på kajakkens bagerste dele, så kajakken ikke drejer mod din vilje.

Se video: Sådan laver du lavt støttetag

Hvilken en af dem skal du så vælge?

Ifølge Bjørn Thomsen, havkajakvejleder i DGI, skal du vælge mellem ror eller finne ud fra, hvad du vil med din kajak-roning.

”Det handler i høj grad om, hvad det er, du vil i din kajak. Fornøjelsen ved at sejle i kajak er præcis den samme i begge typer. Du skal bare på forhånd have gjort op med dig selv, hvad du gerne vil bruge kajakken til,” siger Bjørn Thomsen.

Tror du, at du vil bruge kajakken til lange ture for at nyde naturen med fuld opbakning, skal du ifølge Bjørn Thomsen lede efter en kajak med ror.

”Til de lange ture vil folk typisk bruge ror. Ror fungerer på mange måder ligesom rattet i en bil. Trykker du på den venstre pedal, drejer kajakken til venstre, og omvendt. Ved du på forhånd, at du vil sejle lange ture og mest bruge kajakken for motionens skyld, er det absolut at foretrække ror,” siger Bjørn Thomsen.

Se video: Sjovt styretag giver god balance

Er du derimod lidt mere til tanken om at skulle ’nørde teknik’ og lære mere om, hvordan kroppen og pagajen påvirker kajakken, er det en kajak med finne, du skal orientere dig mod.

”Finner er det ideelle til at nørde kajakteknik. Med en finne lærer du, hvordan kroppen og kajakken spiller sammen. Med finnen kan du bruge dine evner med pagajen og kajakken til at kante dig igennem bølgerne,” Bjørn Thomsen.

Finnen skaber tryk på bagenden

Rent teknisk fungerer kajakker med finner ved, at finnen skaber tryk omkring den bagerste del af kajakken.

Når vinden trykker ind på siden af kajakken, er det bagenden, der flytter sig.

”Hvis du sejler i modvind, skal du ikke bruge finnen. Det er faktisk nemmest at sejle i modvind i en kajak. Hvis du sejler i sidevind, skal du sænke finnen halvt ned. Det gør, at trykket flytter sig fra den forreste del af kajakken mod den bagerste, og sejler du i medvind, skal finnen helt ned for at undgå, at bagenden drejer ud,” siger Bjørn Thomsen.

God tur i kajakken!