Guide: Makkerredning i havkajak

Guide: Lær at redde din kajak-makker op af vandet på en hurtig og sikker måde. Se makkerredning trin for trin.

Øv dig i makkerredning jævnligt, så du har styr på den. Både som redder og som kæntret.

Billede
Foto: Nils Rosenvold

Makkerredning: Hurtigt og sikkert

En makkerredning er den hurtigste og sikreste måde at redde en person op i sin kajak efter en kæntring på dybt vand. Følgende forudsætninger skal være opfyldt:
1. Redderen har lært, trænet og øvet makkerredning.
2. Personen i vandet skal acceptere, at redderen bestemmer hvad, hvordan, hvornår osv.

Fordele ved makkerredning i forhold til selvredning:

  1. Det er hurtigt!
  2. Den kæntrede kommer (som regel) op i en kajak, der er tømt (næsten) for vand
  3. Man kan trygt ordne fx spraydeck og andet ”vraggods”, når man ligger sammen med redderen.
  4. Redderen har mulighed for at se den kæntrede i øjnene og se, om vedkom-mende er klar til at fortsætte turen.

Billede
Foto: Nils Rosenvold

1. Vend din kajak

Efter kæntringen, hvor den kæntrede ligger i vandet og holder fast i både kajak og pagaj/åre, vender den kæntrede kajakken og trækker sig ved hjælp af dækslinerne frem til forenden af sin egen kajak.

Tip:
En retvendt kajak driver hurtigere, end man kan svømme, ved bare 5 m/s. En kæntret kajak bliver liggende. Den kæntrede skal derfor holde godt fast i kajakken eller alternativt vente med at vende sin kajak.

Billede
Foto: Nils Rosenvold

2. Gør opmærksom på dig selv

Den kæntrede person holder fast i bærehåndtagene på sin kajak og hæver pagaj/åre. Det gør det nemmere for redderen at se den kæntrede i større bølger.

Tip:
Internationalt er positionen ved forenden af kajakken med pagajen højt hævet anerkendt som et nødsignal. Er man fx på tur i England, vil kystvagten sende hjælp ud, hvis de ser en kajakroer placeret på denne måde.
Man kan evt. hænge sig på spidsen af kajakken for at holde mest muligt af kroppen ude af vandet.

Billede
Foto: Nils Rosenvold

3. Redderen ankommer

Redderen lokaliserer den kæntrede og sætter kurs direkte mod personen, der ligger i vandet ved forenden af sin kajak.

Redderen overtager den kæntrede båd ved at gribe fat i bærehåndtaget.
Husk: En rolig redder virker overbevisende, og roen smitter til den kæntrede.

Den kæntrede trækker sig ved hjælp af dækslinerne frem til forenden af redderens kajak.

Billede
Foto: Nils Rosenvold

4. Stabilisér redningen

Den kæntrede hænger sig op over forenden på redderens kajak med både arme og ben. Ved at ”ankre” kajakken på den måde sikrer man, at redderens kajak altid vender op i vinden og har bølgerne forfra, hvilket er den mest stabile position for en havkajak i vind og bølger.

Tip:
Når man hænger på spidsen af en kajak, så er det en rigtig god id, at holde hovedet på siden af kajakken. Det forhindrer, at spidsen af kajakken hamrer ned i hovedet og brækker næsen, knæk-ker tænder m.m.

Billede
Foto: Nils Rosenvold

5. Tøm den kæntrede kajak

Redderen trækker den kæntrede kajak op på sin egen og vender kajakken rundt, så vandet kan løbe ud.

Tip:
Det er af yderste vigtighed, at man vender den kæntrede kajak væk fra sig selv for ikke at belaste ryggen, og at man ikke løfter den kæntrede kajak for højt. Det høje løft giver ustabilitet samt risiko for skader.

Man skal kun løfte så meget, at cockpittet lige nøjagtig er ude af vandet – mere er ikke nødvendigt!

Billede
Foto: Nils Rosenvold

6. Redderen stabiliserer kajakkerne

Den tømte kajak skubbes ud på vandet igen og placeres parallelt med redderens kajak, men med forenden i den anden retning.

Derefter lægger redderen sig med hele sin kropsvægt ind over den kæntrede kajaks fordæk og holder godt fast i dækslinerne.

Tip:
Hvis det pga. kraftig vind ikke umiddelbart er muligt at få kajakken til at ligge parallelt pegende modsat ens egen kajak, kan man lade vinden vende kajakken to gange, indtil den ligger, hvor den skal.

Billede
Foto: Nils Rosenvold

7. Kom i position til redning

Den kæntrede trækker sig ved hjælp af dækslinerne frem på ydersiden af sin egen kajak. Her lægger han/hun sig på ryggen med benene fremad og hovedet bagud.

Billede
Foto: Nils Rosenvold

8. Benet op i kajakken

Den kæntrede lægger benet længst væk fra kajakken op i cockpittet og ”griber fat” i cockpitkarmen med hælen.

Billede
Foto: Nils Rosenvold

9. Tag fat i dækslinerne

Med armen længst væk fra kajakken (højre ben => højre arm) tager den kæntrede fat i dækslinerne på begge kajakker samtidig.

Billede
Foto: Nils Rosenvold

10. Rul, til du sidder i kajakken

Den kæntrede strækker kroppen og ruller op på bagdækket at sin egen kajak.
Rulningen fortsættes i samme retning, indtil roeren sidder op i cockpittet.

Billede
Foto: Nils Rosenvold

11. Tjek: Er den kæntrede ok?

Redderen hjælper den våde roer med spraydeck.

Kig personen i øjnene. De skal være helt rolige, inden du slipper personen – uanset hvad han/hun siger!

Billede
Foto: Nils Rosenvold

12. En af de sikreste redninger

Der findes mange typer makkerredninger i havkajak. Den, vi viser her, er udvalgt på baggrund af DGI-instruktørernes erfaringer. Den er blandt de sikreste og letteste redninger at udføre, når man først har lært, trænet og øvet.

Den bedste redning, der findes, er den, der virker!

Redderens ro (eller uro) smitter. Tager man det roligt og får den kæntrede tilbage i sin egen båd, er det en god redning!
Der uddeles ikke points for det kunstneriske indtryk – det handler kun om at lykkes med redningen.

Lær det. Øv dig til du kan. Og bliv ved med at træne makkerredning i kajak-sæsonen!

Hvis alle roere er røget i vandet, benyt da dobbelt makkerredning – læs mere: Guide: Dobbelt makker-redning – to roere i vandet