Seje kajakroere trodsede hidsigt vejr

Bliv inspireret til at komme ud i kajakken i det hårde vintervejr! 40 seje havkajak-entusiaster viste vejen til DGI havkajak vinterfestival.

”Det er hårdt - men nøj, det er godt nok også fedt.”

”Puha, det er koldt. Jeg kan mærke huden stramme omkring mine læber. Er de blå?”

”Vi får da godt nok lov til at prøve teknikkerne af under svære forhold.”

Sådan lød de umiddelbare kommentarer fra nogle af de friske og engagerede deltagere, da de slæbte deres havkajakker hen over stranden efter endnu en lærerig og strabadserende workshop ved DGI havkajak vinterfestival.

Trodsede det dårlige vejr

Arrangementet løb af stablen nær Rønde hele den forgangne weekend, og det var beviset på, at vind og vejr ikke nødvendigvis er en hindring for en fed kajak-oplevelse.

Vinden ruskede, temperaturen var omkring frysepunktet, og de hårde slud-fnug slog hårdt mod de bare kinder.

Alligevel var mere end 40 havkajakroere og -entusiaster mødt op til en weekend, der blandt andet bød på ’real cases’ i førstehjælp, navigation, vinterdåb, tekniktræning, reparation af udstyr og ikke mindst festlig hygge både undervejs og om aftenen.

Klogere på kajak

Fælles for alle deltagerne var kærlighed til havkajakken og desuden udstyr og beklædning, der kunne klare de hårde vejrforhold.

Nogen var havkajak-instruktører, nogle foreningsledere og andre helt almindelige havkajakroere, der havde lyst til at få ny inspiration.

”Jeg har tilmeldt mig festivalen, fordi jeg gerne vil optimere min viden indenfor kajak. Selvom jeg har 19 års erfaring, kan man altid lære en masse, og så er det dejligt, at man kan blive instrueret i sådan en uformel ramme,” Kirsten Ravn fra Frederiksværk Ro- og Kajakklub.

International klasse

Arrangøren DGI Østjylland havde blandt andre hyret englænderne Jeff Allen, Mark Tozer og Helen Wilson som instruktører.

Alle internationalt anerkendte navne, der ikke laver andet end at rejse verden rundt og ’optræde’ med deres evner indenfor formidling af kajaksporten.

”Jeg deltager for at møde både nye og gamle venner, og så trækker det, når der er så kompetente internationale instruktør på til at varetage undervisningen,” siger Ole Larsen fra Troense Kajakklub.

Klar til vinter-roning

Har du fået lyst til at komme en tur ud i kajakken og mærke vinteren på den gode måde – så er det en rigtig god ide at læse disse artikler først:

Forbered turen og ro kystnært og sikkert – læs: Vinter-roning i havkajak

Det er vigtigt at kunne redde sin makker – læs: Guide: Makkerredning i havkajak

Påklædning er altafgørende – læs: Vinter: Påklædning til kajak

God tur!