Kajak-udstyr: Det skal du vide om bæltetaske og dækstaske

Bælte- og dækstasker har to forskellige størrelser og formål på kajakturen. Bliv klogere på begge tasker, inden du anskaffer dig én.

Din mobil er et af de allervigtigste stykker sikkerhedsudstyr, som du altid bør have med dig. Men mobilen anbefaler Chresten Krogh ikke, at du har i din dækstaske. Foto: Lisbeth Skøttergaard

Både bæltetasker og dækstasker er uundværlige for mange kajakroere. Mens bæltetasken bruges til din bugserline og typisk bæres rundt om livet, så er dækstasken en større taske med et rum, der kan pakkes med kajakroerens egendele.

"Bæltetaskens formål er at holde styr på dine bugserliner. Det er meget praktisk at have sit bugsersystem i en bæltetaske, så linen ikke er filtret sammen på dækket, men derimod er klar, når du skal bruge den,” siger idrætskonsulent hos DGI Havkajak Chresten Krogh og fortsætter:

“Og dækstasken kan være god at have sit kamera, sit nødblus eller andre ting, der pludseligt kan opstå et behov for, at du skal kunne fat i på kajakken.”

Læs også: Kajak: Spot risikomomenter på vandet

Det skal du vide om dækstasken

Mange havkajakker har tre vandfaste rum indbygget i sig, og dækstasken kan bruges til opbevaring, der rækker udover det, du har i rummene.

“Dækstasken ligger lige foran dig på kajakken, og du vil derfor kunne nå tingene i tasken uden besvær. Derfor er dækstasken god til for eksempel sikkerhedsudstyr,” siger Chresten Krogh.

Din mobil er et af de allervigtigste stykker sikkerhedsudstyr, som du altid bør have med dig. Men mobilen anbefaler Chresten Krogh ikke, at du har i din dækstaske.

“Mobilen vil jeg altid anbefale, at du har på dig selv. Det kan for eksempel være i din vest i en vandtæt pakpose med lynlås, som laves specielt til mobiler. For hvis du af en eller anden årsag skulle havne i vandet, og din kajak flyder væk fra dig, så har du mistet alt dit sikkerhedsudstyr,” siger Chresten Krogh.

Du skal desuden være opmærksom på, at størrelsen på din dækstaske skal passe til dit behov. Der er nemlig ingen grund til at have en for stor dækstaske, der er pakket med grej, du alligevel ikke får brug for. For jo større din dækstaske er, jo mere vindfølsom bliver din kajak.

Læs også: Kajak: Guide til køb af udstyr

Det skal du vide om bæltetasken

Når du vælger bæltetaske er det en fordel, at tasken er stor nok til, at linen kan pakkes ned i den igen. En del tasker er så små, at hvis du har haft linen ude første gang, kan det være besværligt at få den tilbage i tasken, fortæller Chresten Krogh.

"En anden praktisk detalje kan være at vælge en taske med et selvudløser system, der gør, at roeren hurtigt kan frigøre sig fra både tasken og bugserlinen. Dette kan for eksempel blive aktuelt, hvis roeren selv kæntrer, eller en anden roer skal overtage en bugsering," siger Chresten Krogh.

Bugserliner fås i forskellige længder. De fleste er omkring 10 meter lange, hvilket passer til de flestes behov. Karabinhagen, der sidder for enden af linen, fås i mange varianter. Her kan du med fordel spørge enten en forhandler eller erfaren roer til råds for at få hjælp til, hvilken type der passer til dit behov.

Læs også: Sådan gør du klar til en weekendtur i kajakken

Samtidig er det vigtigt, at du bærer bæltetasken rigtigt. En bæltetaske skal altid være tilpasset den enkelte roer, så den passer i størrelsen og ikke sætter sig fast de forkerte steder, fordi den er for løs.

Et godt råd fra Chresten Krogh lyder, at du skal øve med dit bugseringsgrej, inden du for alvor står i en situation, hvor du skal bruge det. På den måde har du både mulighed for at øve dig i redningssituationen, og samtidig vil du kunne mærke, om din bæltetaske fungerer til din bugserline.

“Du skal øve med dit bugseringsgrej i fredstid, så du ved, at det også virker i redningssituationen. Du skal aldrig købe noget udstyr, og så først pakke det ud den dag, det gælder. Generelt gælder det for sikkerhedsudstyr og grej, at du skal prøve det, inden du skal bruge det - bortset fra nødblusset, som er ulovligt at bruge, hvis der ikke er tale om en redningssituation,” siger Chresten Krogh.