Derfor skal kvinder ro kajak

Få ekspertens svar på, hvorfor du som kvinde absolut ikke skal frygte det åbne vand.

Der er som i mange andre idrætter både for- og bagdele ved at være kvinde i en kajak. For eksempel er en fyldige bagdel en fordel på vandet. Foto: Colourbox.com

En tur i kajak renser tankerne, giver dig markerede overarme, en god nattesøvn – og så er det vildt sjovt!

vorespuls.dk har spurgt Paulette Topsøe-Jensen, hvorfor hun mener, at flere kvinder skal gribe pagajen. Hun er instruktør og havkajakvejleder i DGI.

”Kvinder skal slå sig på god teknik, fordi de er super dygtige til det tekniske. Og så ligger vi bedre i vandet på grund af vores lave tyngdepunkt,” fortæller hun.

Læs også: Kajak - sådan kommer du i gang

Få styr på teknikken

Kvinder har fysiologisk et andet udgangspunkt end mænd. Fedtdepoter og muskler fordeler sig anderledes og mænd har tendens til en større styrke i overkroppen. Men det bør ikke stoppe dig.

”Mænd har umiddelbart nemmere ved at komme ombord i kajakken efter en kæntring, fordi de kan trække sig op i arme og skuldre. Men her kan vi kvinder kompensere ved at have styr på teknikken,” forklarer Paulette Topsøe-Jensen.

Læs også: Kom op i din havkajak efter kæntring

Faktisk er kvinder generelt hurtigere end mændene til at fange teknikken.

”Kvinder er meget velovervejede. Hvor mændene bare vil derudaf og lære teknikken hen ad vejen, har kvinder sat sig helt ind i teknikken, inden de begiver sig afsted. Det er en fordel,” forklarer Paulette Topsøe-Jensen.

Den mentale forskel

Paulette Topsøe-Jensen er klar over, at der hurtigt bliver tale om generaliseringer, når man sammenligner kønnene. Men efter mange års gang i kajakklubberne, både som udøver og instruktør, ser hun et mønster.

”Ingen mænd og kvinder er ens – heller ikke med hensyn til kropsbygning. Men oppe i hovedet er der en klar forskel: Hvor mændene bare kaster sig ud i det, vil vi kvinder gerne se det udført både to og tre gange,” fortæller Paulette Topsøe-Jensen.

Hun oplever, at lidt ekstra tid til fordybelse og dygtiggørelse kan skabe hele forskellen.

”Vi kvinder vil gerne føle os sikre, og det skal kajaktræneren også have for øje. Giv kvinden tid og svar på hendes spørgsmål, så føler hun sig klædt på til det åbne vand,” forklarer hun.

Og husk også selv at tage dig tiden til at blive tryg ved situationen.

Læs også: Guide: Farvandsbeskrivelser til kajak

Bagdelen er din fordel

Der er som i mange andre idrætter både for- og bagdele ved at være kvinde i en kajak. For eksempel er en fyldige bagdel en fordel på vandet.

”Kvinder har et lavere tyngdepunkt end mændene, og det gør, at vi ligger mere stabilt i vandet,” forklarer Paulette Topsøe-Jensen.

Til gengæld har mændene lidt lettere ved at komme op igen efter en tur overbord.

”Vi kvinder har jo et par forhindringer fortil, som kan gøre det sværere for os at trække os op i en glidende bevægelse. Og så har mændene ofte lidt mere kraft. Til gengæld er kvinder teknisk gode, og det kan sagtens kompensere for forhindringerne,” siger hun.

Læs også: Kajak: Gratis trænings-program hver uge på mail

Sparring på facebook

Med styr på teknikken er du altså godt på vej til at blive en habil kajakroer.

Og skulle du have brug for gode råd, så ved instruktøren godt, hvor hun ville søg hjælp.

”Brug de andre kvinder i klubben. Prøv deres tørdragt, inden du køber din egen, eller spørg dem, hvordan de fandt den helt rigtige pagaj,” siger Paulette Topsøe-Jensen.

Og ellers anbefaler hun, at du benytter dig af de sociale medier.

Det er nemlig ikke kvinder, der er flest af ude i klubberne. Men det håber instruktøren, snart ændrer sig.

”Kajak er mindst lige så meget en sport for kvinder, som for mænd,” fortæller hun.