Hvor lang skal min pagaj være?
Kajak og kropsbygning påvirker dit valg af pagaj. Jo højere du og sædehøjden i kajakken er, des længere skal din pagaj være.
Når du skal finde længden på din pagaj, skal du tage højde for:
- Kropshøjde
- Siddehøjden i kajakken
- Blad-typen.
Hvis du ror med et bredt og kort blad med høj vinkel, er det en fordel, hvis pagajen er lidt kortere, end hvis bladet er smalt og langt. Det sikrer, at du kan holde en høj kadence, uden du overstrækker i albuen.
Læs om valg af pagajblade i artiklen Find en pagaj, der passer til dig
God tommelfingerregel
De fleste vælger generelt pagajer, der har længder mellem 200 cm og 220 cm.
Men pagajen skal tilpasses kropshøjde og kajakstil.
En god tommelfingerregel til at bestemme længden på pagajen er:
- Stå med armene strakt over hovedet
- Pagajens længde er lig længden fra gulvet til spidsen af dine fingre.
- Er du meget stærk kan du vælge en lidt længere pagaj.
- Er du nybegynder eller kvinde kan du vælge en lidt kortere pagaj.
Længde er et kompromis
Længden på en pagaj er et kompromis - en længere pagaj hjælper i begyndelsen af trækket, mens en kort pagaj vil komme hurtigere og renere op i slutningen af trækket.
Vælg efter hvilken del af trækket du ønsker at forbedre.
Din kajak påvirker din pagaj
Din siddehøjde er også afgørende for, hvor lang din pagaj bør være.
Jo højere sædet i kajakken er placeret, jo længere skal din pagaj være for at kunne nå vandet.