Hjarnø: Naturperle ved Horsens Fjord

Se digesvaler, sæl og marsvin ved Hjarnø i Horsens Fjord

Stranden ved Snaptun sund med Hjarnø i baggrunden.

Hjarnø ligger på sydsiden af Horsens Fjord og er lidt af en perle. Ved det lille færgeleje Snaptun kan man se over til Hjarnø, der kun ligger en kilometer fra land.

Parkér ved industrihavnen

Kajakken kan man sætte på østlige side ved industrihavnen. Her kan man parkere bag en række sten. Det er nu kun 50 m fra parkeringspladsen til en fin strand.

Husk at respektere erhvervsaktiviteterne og ikke køre ud på havneområdet.

Sæl og marsvin

Turen rundt om Hjarnø er på 9 kilometer, og der er gode muligheder for både at se sæl og marsvin.

Mod øst kan der være nogle sjove bølger. Her skal man lægge mærke til klinterne, hvor der er masser af digesvaler i sommerhalvåret.

På nordsiden af øen er der ret fladt med masser af fugleliv. Respektér fuglene i ynglesæsonen og gå ikke ind, men vælg at holde pause et andet sted – enten på den østlige eller vestlige side af fjorden.