Fart i kajakken med sejl: ’Sådan kom jeg i gang’

Jørgen Jepsen fortæller i denne artikel om, hvordan han begyndte at bruge sejl til sin kajak. Få masser af gode råd og tips ved at læse hans beretning og ikke mindst lade dig inspirere.

Her ses kajaksejlet i brug på en tur. Foto: Michael Sørensen

Derfor skal der sejl på kajakken

Sejl på kajakken er ikke nogen ny opfindelse. Sejlkajakker har førhen været meget almindelige, men i nyere tid har man ikke hørt meget til det.

Egentlig er det en skam, for der er indlysende fordele ved at lade vinden tage slæbet i nogle situationer. At det er gået af mode skyldes måske, at de sejlrigs man kunne få (og stadig kan få) ofte er omfattende anordninger, der forvandler vores lette og manøvredygtige kajakker til små sejlbåde.

Hvis det var en sejlbåd, vi ville have, så havde vi vel købt sådan en.

Læs også: Guide: Farvandsbeskrivelser til kajak

Sådan startede det

For nogle år siden var vi nogle stykker i ’Den Fynske Kajakmafia’, der legede med tanken om sejl på kajakken.

For os er det ikke antal roede kilometer, der tæller men selve turoplevelsen. Det, der lokkede, var selvfølgelig, at vi kunne udvide vores aktionsradius og stadig have fysisk overskud til at lege med mere samt oplevelsen af fart og sjov.

Alle der har prøvet at surfe i sin kajak ved, at fornemmelsen af fart og spænding er stærk vanedannende.

Læs også: Sovende ben i kajakken?

Så skulle vi finde sejl

Der var et par udgaver af sejl på det danske marked, men de virkede dog alle efter samme princip, som hvis man slår en paraply op – de virkede altså i realiteten kun i medvind.

Vi var ude efter noget, der kunne bruges som et rigtigt sejl, men som nemt kunne tages ned, så kajakken bare var kajak igen. Løsningen fandt vi på et Australsk site, der hed Flat Earth Kajak Sail

På en tur til Cornwall i 2014 købte jeg sådan et sejl, som jeg monterede på min Rockpool, da vi kom hjem.

Ud på søen med det nye sejl
Det var med blandede følelser, at jeg første gang satte båden i vandet og rejste sejlet i 5-6 m/s.

Ville jeg kunne styre kajakken, eller ville jeg blæse ad h… til, og hvad med stabiliteten med en 1,5 meter høj mast og næsten 1 m2 sejl?

Det blev en positiv oplevelse. Stabiliteten var ok. Selvfølgelig skulle jeg være vågen, men når båden krængede meget, gik vinden jo ud af sejlet.

Styringen var en kæmpe overraskelse. Rockpoolen har ikke ror, men med skeget oppe gik kajakken fint op i vinden, og så snart jeg sænkede skeget, gik den mere med vinden.

Læs også: Kajak: Gratis trænings-program hver uge på mail

Det kan sejlet

Først og fremmest er sejlet ikke en begrænsning af kajakkens muligheder; vi bruger vores kajakker, som vi plejer – vi leger og surfer som før, men sejlet har udvidet vores muligheder for at have det sjovt. Det kan lynhurtigt rejses eller lægges ned på dækket blot ved at trække i en snor.

Ved lettere vindforhold er sejlet et supplement, idet vi også bruger pagajen, og på længere ture er det en god hjælp til ”os gamle mænd”, så vi kan bruge kræfterne til noget, der er sjovere end bare at ro.

Nogle af de sjoveste oplevelser har vi på åbent vand. Her kan det være svært at fange bølgerne, da de ofte er for hurtige, men med sejlet kan vi få nogle fantastiske surf og ofte endda overhale bølgen og fange bølgerne foran.

Med mit sejl anbefales det, at man bruger sejlet i max. 9-10 m/s, men ved sådan en vind ”agten for tværs” kan der godt komme fart over feltet, og det er utroligt sjovt, når vi er et par stykker, der hænger ud over siden på kajakken, mens vi planer af sted med 20 km/t og forsøger at overhale hinanden.

Læs også: Video: Sådan ror du baglæns i kajakken

Husk sikkerheden

Man skal selvfølgelig kende sine egne færdigheder og tage de samme sikkerhedsforanstaltninger, som man i øvrigt gør, når man tager ud i kajak.

Selvfølgelig vælter vi en gang i mellem, specielt når bommen pludselig svinger over til den anden side eller, hvis der kommer et ekstra kraftigt vindstød i et uopmærksomst øjeblik, så man skal have indøvet sine redninger.

Vi har prøvet at rulle med sejlet – det kan lade sig gøre, men den primære redning vil altid være makkerredning eller re-entry and roll, hvis ens makker er for længe om at komme frem. Når man er på højkant igen, tømmer man båden, rejser sejlet og flyver igen derudad.

Læs også: Finne eller ror – hvad skal jeg vælge?

Kajaksejl er sjovt – især i flok

Det er bemærkelsesværdigt, hvor manøvredygtig kajakken er med sejl. Vi kan være en flok på 5-6 stykker, der uden problemer kan følges ad over lange afstande, selvom vi har forskellige kajakker og forskellige sejlstørrelser.

Vi kan også gå ret meget op mod vinden og endda krydse, men kryds vil ofte tage længere tid end at ro op mod vinden.