Video: Opkørsler på gravelcykel
I denne video kan du lære, hvordan du tackler opkørsler på et løst underlag som grus eller mudder.
Stejle opkørsler kan være hårde og skræmmende nok i sig selv. Tilføj så et løst underlag som grus eller mudder, og så bliver det kun sværere.
Derfor er det vigtigt, at du lærer den rette teknik, for at du kan klare sådan en udfordring på din gravelcykel.
Hvis du kom ind på en stejl bakke på din racercykel, ville du måske rejse dig op i pedalerne og angribe bakken. Men det skal du ikke gøre, når underlaget er løst. Så risikerer du nemlig at miste greb på baghjulet, fordi du flytter vægten for langt frem på cyklen.
I stedet anbefaler vi, at du bliver siddende i sadlen så længe som muligt for at holde vægten på baghjulet, så du ikke mister greb.
Sådan gør du:
- Øg farten, efterhånden som du nærmer dig bakken. Jo mere momentum, du kan tage med ind på bakken, jo nemmere kommer du over den.
- Kig fremad og analyser underlaget. Hvor er det bedste spor, og hvor er der mest greb? Og hvor er der store sten eller rødder, som du skal undgå?
- Begynd at skifte ned i gear, lige når du kører ind på bakken, så du ikke bliver fanget i et alt for tungt gear.
- Bliv siddende i sadlen og hold din hofte over bagenden af cyklen, så baghjulet ikke mister greb.
- Brug de lette gear, som gravelcyklen har, til din fordel og pedaler kontrolleret hele vejen til toppen af bakken. Brug gerne et lidt tungere gear, end du ville gøre på landevejen for at maksimere dit greb.
- Hvis du er nødt til at rejse dig op i pedalerne, er det endnu vigtigere, at du samtidig skyder hoften bagud, så baghjulet ikke skrider for dig.
- Hvis bakken er meget stejl, kan det være nødvendigt, at du samtidig bøjer i albuerne og sænker overkroppen ned mod styret, så du ikke risikerer, at forhjulet stejler.