Video: Bremseteknik på gravelcykel

I denne video kan du lære den grundlæggende bremseteknik på gravelcyklen.

Når underlaget er løst som på grus, er risikoen for, at hjulene skrider under en nedbremsning, stor. Derfor er det vigtigt, at du lærer den rette bremseteknik.

Gravelcykler er udstyrede med skivebremser, som leverer en stor bremsekraft under alle forhold. Derfor er den største begrænsning for, hvor hårdt du kan bremse ned, ikke selve bremsen, men grebet imellem dækket og underlaget. Derfor er vejgrebet afgørende for din nedbremsning.

Sådan gør du:

  • Når du nærmer dig et sving eller andet, som gør, at du skal bremse ned, skal du starte med at scanne underlaget for, hvor du har det bedste greb. Kig efter hvor underlaget er mest jævnt og med færrest sten, hvis det er på grus. Og undgå så vidt muligt mudder, hvis du er i skoven.
  • Hvis nedbremsningen er på flad vej, kan du blive siddende i sadlen med vægten lige over krankboksen. Hvis nedbremsningen er på en nedkørsel, skal du indtage den stående position på cyklen med vægten tilbage over sadlen.
  • Start din nedbremsning i god tid og træk forsigtigt hårdere og hårdere i bremserne. Brug begge bremser i nedbremsningen hen mod et sving, men pas på ikke at trække så hårdt i bagbremsen, at baghjulet skrider ud.
  • Hvis hele underlaget er løst eller mudret, og du har ringe greb, skal du være ekstra forsigtig på bremsen og starte nedbremsningen i endnu bedre tid.
  • Undgå at bremse rundt i sving, fordi risikoen for, at hjulene skrider, er enorm. Hvis det alligevel er nødvendigt, skal du holde dig langt væk fra forbremsen og kun bruge bagbremsen.
  • Opsummeret: Det vigtigste, når du bremser ned på grus, er, at du gør det forsigtigt, og mens du kører ligeud.