Billede
Stress af udenfor
Foto: Morten Søby Sanseindtryk i naturen skaber en åbenhed og afklarethed i os, som vi har brug for, påpeger landskabsarkitekt Maren Andersen.
undgå stress

Naturen giver ro i sindet

Træning i naturen giver en masse sanseindtryk, som virker afstressende. Du kan gøre din oplevelse bedre ved at sørge for variation på turen

Gør din naturoplevelse bedre

  • Bevæg dig væk fra trafiklarm
  • Opsøg afvekslende landskaber, bevæg dig f.eks. fra skov til åbent land
  • Træn på forskelligt underlag og læg mærke til forskellen
  • Kombinér flade strækninger og bakker
  • Opsøg punkter, hvor du kan kigge langt, og giv dig tid til at opleve storheden
  • Mærk naturen: Stik fødderne i vandkanten, pluk bær eller blomster, mærk græssernes bølgen mod håndfladen
  • Giv dig tid. Tag en pause og nyd naturen dér, hvor du er. Lav strækøvelser eller tag et mentalt hvil.

Voksne søger ud i naturen

37% af alle voksne bruger naturen, fx. skoven, til motion og idræt. Det viser undersøgelsen Danskernes motions- og sportsvaner 2011 fra Idrættens Analyseinstitut.

33% bruger veje, fortove og lignende.

12% motionerer på stranden

10% bruger byens parker

Til sammenligning træner 24 % i et fitnesscenter og 16% i en særlig hal eller et særligt lokale. 14% bruger en gymnastiksal.

Læs mere på www.idan.dk:
Her dyrker danskerne idræt

Gå dig sund

En gåtur hver dag kan være afgørende for, om du bliver overvægtig eller ej. Læs om NEAT-aktiviteter her:

Gå dig sund

Løb, cykl, ro kajak - eller gå en tur i naturen, og mærk efter, hvordan kroppen giver slip på dagens stress. Sanserne åbner sig og bliver modtagelige. Vi stimuleres psykisk, og tankerne falder til ro.

For at få den afstressende og helsebringende oplevelse, må du åbne dig for den. Kredser tankerne om arbejdet eller pulsuret, får du ikke naturens indtryk og stemninger med.

Sans naturen langsomt

At gå er egentlig det optimale for en intens naturoplevelse. Der er for meget fart på, når vi løber eller cykler, fortæller Maren Andersen, landskabsarkitekt med speciale i landskabsoplevelse. Hun har studeret miljøpsykologi på Lantbruksuniversitetet i Sverige, hvor man bl.a. beskæftiger sig med naturoplevelse som stressbehandling og terapi, og så er hun selv løber.

”Naturen skal sanses langsomt, og man skal kunne gøre holdt. Men selv om man løber eller cykler, kan man indsnuse de mange lugte, høre fugle og rislende vand, se sollysets mønstre i skoven eller en flot himmel eller solnedgang – og man kan mærke, hvordan stierne føles forskellige under fødderne eller hjulene. Skovbund, grus og strand giver helt forskellige fornemmelser op gennem kroppen. For kajakroere er det slående, hvor forskelligt vandet kan være,” siger hun.

Plads til spontane indfald

De mange sanseindtryk får hverdagens tankespind til at lægge sig, så der bliver plads til spontane indfald. Måske får du lyst til at udvide turen til et sted, hvor du ikke har været før. Måske stopper du og plukker bær, eller du smider skoene og sopper spontant i vandkanten eller tager en svømmetur. Mennesket begynder at forholde sig aktivt til landskabet.

”Landskabsoplevelse er en slags aktiv mental dialog. Ubevidst sker der en blanding mellem vores behov, forventning og erindring, når vi tager ud. Vi lader os fascinere af naturen, vi giver os hen og er til stede i nuet. Det sker spontant, uden at der er et formål eller en forpligtelse knyttet til det,« siger Maren Andersen.

”Moderne arbejdspladser giver en mental træthed på grund af det store informationsflow, vi hele tiden skal navigere i. Når man går eller løber i naturen, skal man ikke tænke på tid. Man har friheden til at lade sig friste og udforske noget uplanlagt – en frihed, vi ikke har i arbejdslivet. Det har en stor rekreativ effekt.”

Gør din oplevelse bedre

Du kan selv gøre meget for at få en afstressende og givende oplevelse ud af at træne i naturen, påpeger Maren Andersen:

  • Prioritér naturoplevelsen: Lad være med at bruge tid og kræfter på at komme hen til naturen. Tag cyklen eller bilen i stedet for at gå gennem kedelige områder. Brug kræfterne på det primære: Din træning i naturen.
  • Skab modsætninger: Planlæg en tur, som giver dig en modsætning til dit arbejdsliv. Sidder du inde på et kontor hele dagen, så sørg for at komme ud, hvor du kan mærke solen, regnen og vinden på huden og se langt omkring. Har du et voldsomt tidspres på arbejdet, så fokusér på, at nu har du tid, som du kan bruge helt, som du vil. Du skal ikke nå noget.
  • Opsøg variation: Det stimulerer os, når vi oplever variationer i naturen. Du kan f.eks. bevæge dig fra skoven ud på åbent land, så du oplever overgangen fra den mørke, fugtige skov til det åbne lands vind og udsigt. Træner du på et jævnt terræn, så prøv at lægge nogle bakker ind og opsøg et andet underlag på stierne. Det stimulerer dine sanser.
  • Søg storheden: Oplevelsen af ”storhed” er vigtig for os. Vi stopper ofte op ved udsigtspunkter. En sti, der går gennem tæt bevoksning og derefter lader os få et stort kig ud over et åbent område, sætter virkelig gang i sanserne. Men du behøver ikke kilometervis af strand eller udsigt for at føle storheden, den kan mærkes inde i en skov, hvor man kan føle sig lille i noget større.

Giver ro og vitalitet

”Når vi begynder at plukke bær eller smider skoene for at mærke strandsandet, får vi en oplevelse af at være i samklang med naturen, og det er dybt forankret i mennesket som en god fornemmelse. Mange kommer hjem med en følelse af at have tilbagevundet noget vitalitet og med en ro og afklarethed i sindet. Naturen hjælper os med at sætte tingene i rette perspektiv,” siger Maren Andersen.

FACEBOOK KOMMENTARER


- udfordringer på dit niveau
Format: 20-09-2017

Tilføj din egen event

Du kan nemt og gratis oprette din event og få den vist på vorespuls.dk. Opret event

Senest besvarede spørgsmål

Seneste artikler

Populære artikler