Hvornår løb du sidst igennem Nationalmuseet? Læsesalen på Det Kgl. Bibliotek? Tivoli?

Til DAC Arkitekturløb får du endelig lov til at gøre netop det. Løbet er for dig, der vil opleve den fantastiske arkitekturby København på en ny måde. Så tag løbeskoene på, venner eller familie under armen og vær med når Dansk Arkitektur Center (DAC) i samarbejde med DGI Storkøbenhavn og Kulturkvarteret sætter rammerne for et løb igennem byens mest inspirerende arkitektur.

DAC Arkitekturløb er et motionsløb, men ikke helt som du kender det. Helt ekstraordinært får du nemlig mulighed for at løbe gennem normalt lukkede passager, på stier og trapper, i haver og parker, historiske bygninger og smukke museer – uden tidtagning. Udelukkende med fokus på dansk arkitektur i særklasse. Omgivelserne er lige inspirerende, om du løber 5, 10 eller 15 kilometer i timen. For dansk arkitektur byder på oplevelser i den absolutte verdenstop. Oplevelser der bare venter på at blive opdaget.

Løbet skydes i gang ved BLOX, hvor du og resten af feltet fortsætter ud på en 5 eller 10 km rute, særligt udvalgt af DAC, DGI og Kulturkvarteret. Ruten byder på en perlerække af byens smukkeste bygninger – med helt exceptionelle muligheder for at løbe igennem bygninger, der til dagligt er lukket for offentligheden. På turen vil du komme igennem BLOX, Nationalmuseet, Rundetårn, Kongernes Lapidarium, læsesalen på Det Kgl. Bibliotek og mange flere af Københavns fantastiske bygninger og gader.

Så oplev byen som du ikke har gjort det før. Men skynd dig: Der er begrænsede pladser til løbet.

Det praktiske:

- Du kan vælge mellem fire løbs-muligheder: 5 km gå, 5 km løb, 10 km løb og 10 km kørestol fordelt på to forskellige ruter
- BLOX er eventcentrum for løbet
- Når du tilmelder dig, får du en DAC Arkitekturløb t-shirt
- Efter løbeturen gennem København serverer vi en velfortjent hyggelig morgenmad til dig og resten af deltagerne.

Samarbejdspartnere

DAC Arkitekturløb præsenteres i samarbejde med Kulturkvarteret og DGI Storkøbenhavn