Gravel - Kaffegrums & grusveje - Ringsted Oplevelsessti
48 km eventyr på to hjul i dit lokalområde. Denne tur foregår i Ringsted omkring oplevelsessti rundt inkl Dyndet og Maglebjerg ved Giesegaard, og du guides af vores superdygtige instruktør Michael Elmstrøm, som har mange års erfaring indenfor cykling. 🚴
Uanset om du er til landevej, MTB, cross eller noget helt fjerde, er du sikkert glad for at bevæge dig i naturen på to hjul. Der er fokus på oplevelsen frem for fart. Vi tilpasser gruppens hastighed efter bagerste rytter.
DGI vil gerne give dig mulighed for en god oplevelse på cykel. Du skal opleve naturen og have et par sjove timer med en tur på tværs af skov, marker og lidt asfalt ind i mellem i et godt jævnt tempo.
✔️Rutebeskrivelse
Fra startstedet ved Vigersted Å/Ringstedvej kører vi vestover ad Oplevelses stien langs Haraldsted Sø bl.a. gennem imponerede Vrangeskov med de forvredne bøgetræer, skrænter med mange kildevæld og en flot udsigt over søen og gennem utallige dyrefolde med bl.a. får. Vi tager et fotostop på Vest dæmningen inden turen videre mod Ringsted og Høm. Maglebjerg skovene og Giesegård forbinder ruten videre til Dyndet og Regnemark hvor vi atter krydser ind på Oplevelsesstien hvor Køge Å stien slutter. Vi passerer bl.a. den hyggelige gamle købmandsgård Mosehuset – og gør her et hurtigt stop hvis der er åbent.
✔️Mødested
P-plads, Oplevelsesstien, Vigersted Å, Ringstedvej (Rute 14), 4100 Ringsted
Kom med på endnu flere Social Rides
Se kalenderen, og vælg, hvornår du vil med
Om Gravel cykling
Landevejsryttere kører på landevej, mountainbikere kører i skoven eller på singletracks og crossryttere kører på blandede ruter med fuld damp i en times tid. Gravelryttere kører (primært) på grus. Gravel rides startede i USA, hvor ryttere ville væk fra vejene, men stadig på racerlignende tourcykler for at opleve naturen off-road.
Gravelrytteren vil typisk gerne have oplevelser og et niveau (måske bruge snert) af eventyr. Den typiske rute er på flere underlag; primært grus, markveje, skovstier, den faste del af klitterne ved stranden eller lidt asfalt. Vi kører ikke på teknisk krævende MTB-spor. Turene er typisk på 30 til 50 km.
Gravel rides er for dig, der gerne vil helt tæt på vores dejlige natur og nyde den i lidt flere kilometer, end du kan nå på fødder alene.
Husk
• MTB, Cross, Gravel eller Landevejscykel i god stand med knopdæk.
• Medbring som minimum ekstra slanger, lappegrej, værktøj med kædesamler og samleled.
• Påklædning efter forholdene.
• Energiprodukter til hele turen.
• Rigeligt med væske.
• Deltagelse foregår på eget ansvar.
• Der skal bæres hjelm under hele arrangementet.
• Der køres efter færdselsloven, og vis hensyn til andre brugere af naturen.