MTB: Antallet af uheld stiger markant
Flere og flere kommer til skade på mountainbike, og Ulykkes Analyse Gruppen fastslår, at antallet af skader er firdoblet siden 2008. Her får du en række artikler, der sætter fokus på sikkerheden.
Danmarks to klinikker for rygmarvsskadede slår alarm, fordi flere patienter kommer galt af sted på mountainbike. Det skriver Politiken.
Neurokirurg Morten Zebitz Steiness fra Aalborg Universitetshospital ser alt for mange midaldrende mænd på operationsbordet. Og Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital melder om en firdobling af antallet af MTB-skader siden 2008, samtidig med at flere skader end tidligere kræver akut indlæggelse.
»Det er en voldsom stigning, som vi er nødt til at få bragt ned. Det ligner en slags epidemi«, siger overlæge Rikke Hansen fra Vestdansk Center for rygmarvsskader i Viborg. Her har man alene i år behandlet fem mænd, der er blevet helt eller delvis lammet i arme og ben.
Derudover kæmper de med manglende følesans, ingen føling med urinladning og tarmfunktion, påvirket seksualfunktion, forstyrret blodtryk og åndedrætsproblemer.
Læs hele Politikens artikel: Flere mænd bliver lamme af mountainbike
Sådan kører du sikkert på MTB
Mountainbike er en sport med masser af fart og udfordring, men hvordan undgår du at komme til skade?
Nedenfor har vi samlet en række artikler her fra vorespuls.dk, der kan hjælpe med at gøre dine ture på mountainbiken mere sikre.
- Ti gode råd: Sådan kører du mere sikkert: Forvent det uventede, når du kører MTB, lyder rådet fra Naturstyrelsen, der opfrodrer mountainbikere til at passe på sig selv med disse gode råd.
- Træn balance og forebyg styrt: Få fem øvelser, der træner dig effektivt i at holde balancen på de to hjul. Ned ad bakke og i kuperet terræn.
- Bliv bedre til at læse sporet: Du kan køre i det tempo, dine øjne er i stand til at finde sporet, og bliver du bedre til at kigge mere op og se længere frem, bliver du mere forberedt i din kørsel.
- Sådan kører du nedad bakker: Det er vigtigt at kende teknikken bag en god nedkørsel, inden du kaster dig ud i det.
- Undgå uheld med en bedre bremseteknik: Vi bremser for at kunne styre, men mens vi bremser, kan vi ikke styre. Derfor skal du lære, hvordan du bedst bruger bremserne på hhv. forhjulet og baghjulet.
Har du et godt råd til at øge sikkerheden? Eller har du gode links, nyttige guides el. lign., så skriv dem gerne i kommentarfeltet.