Dobbelt makkerredning i tur-kajak

Se hvordan to personer kan redde hinanden op i deres kajakker efter en kæntring

Den ene holder godt fast, mens den anden kravler op i sin kajak. Foto: Simon Mikkelsen
BilledeFoto: Simon Mikkelsen

Enkelt eller dobbelt makker-redning

Der er to former for makkerredninger i kajak:
1. Enkelt makkerredning, hvor kun den ene roer er kæntret
2. Dobbelt makkerredning, hvor begge roere er kæntret.

For den, som skal op i kajakken, er teknikken den samme.

Forskellen er, hvordan hjælperen holder på kajakkerne:

Ved en enkelt makkerredning sidder hjælperen i sin kajak og holder på den kæntrede kajak, mens ”entreren” kravler op. Læs mere her:
Enkelt makkerredning i tur-kajak

Ved en dobbelt makkerredning ligger hjælperen i vandet og holder på kajakkerne.

BilledeFoto: Simon Mikkelsen

Få styr på kajak og pagaj

Vend kajakkerne.

Tøm dem mest muligt for vand:
Vend din kajak og tøm med øsekar

Hvis der ikke er så meget vand i, kan du bruge denne metode:
Tøm din tur-kajak hurtigt

Læg de to kajakker tæt ved siden af hinanden med forenden i hver sin retning.

Pagajerne lægges i hjælperens kajak.

BilledeFoto: Simon Mikkelsen

Hjælperen holder kajakkerne

Placér jer ved hver sin ende af kajakkerne. "Entreren" (den, der skal op), skal være ved sin egen kajaks bagende.
Han kigger altså i samme retning som kajakken vender.

Hjælperen tager fat om sin egen kajaks bagende og ”entrerens” kajaks forende. Løft dig op, så du kan holde godt fast.

Hold også med benene rundt om begge kajakker, se billedet.

Pas på, at ”entrerens” båd ikke ligger skævt i vandet. Så er det svært for entreren at komme op.

BilledeFoto: Simon Mikkelsen

Sæt hænderne rigtigt

I det følgende ligger den kajak, som skal entres, til venstre for den, der entrer.

Tag korrekt håndstilling:

Venstre hånd har fat lige over midten på cockpitkarmens bagerste kant. Underarmen hviler også på kajakken.

Det er vigtigt, at det pres, der lægges på båden med venstre hånd og arm, samlet har tyngdepunkt i center af båden.

Højre hånd har fat ved forreste spids af cockpittet (center) på hjælperens kajak.

BilledeFoto: Simon Mikkelsen

Én fod op

Løft venstre fod op i midten af kajakkens cockpit.

BilledeFoto: Simon Mikkelsen

Bagdelen op

Bevar den korrekte håndstilling.

Løft højre fod op i cockpittet, og i samme bevægelse løfter du bagdelen op over cockpitkanten.

Det bliver lettere, hvis du læner overkroppen tilbage imens.

BilledeFoto: Simon Mikkelsen

Sæt dig i sædet

Sæt dig ned i sædet, så du sidder godt.

Tag din egen pagaj fra din hjælpers kajak.

Så er du klar til at hjælpe din makker op i sin kajak. Se her hvordan:

Enkelt makkerredning i tur-kajak