MTB: Sådan indstiller du dit styr

Det koster krudt og kræfter at sidde forkert på MTB. Lær at indstille dit styr korrekt og kom hurtigere frem.

Bremsegreb placeret så pege- og langefinger kan gribe den yderste halvdel af bremsegrebet. Vinklen skal være i forlængelse af underarmen, så man ikke vinkler i håndleddet. Foto: Michael Bremer

Når du sætter dig bag rattet i en bil, kan du straks bedømme, hvordan det vil være at køre bilen. Hvis du har overblik, udsyn og dominans over cockpittet, vil du få en mere smidig og økonomisk kørsel.

På MTB har du brug for at bruge krudtet på at komme frem i terrænet, ikke på at kompensere for, at du sidder forkert.

Indstilling af MTB-styr - en start

  • Vent med de store eksperimenter med dit MTB-styr, til du har brugt cyklen et par måneder og har erfaring.
  • Få først måsen plantet på MTB og tænk dernæst over, hvad du sidder med i hænderne.
  • Der findes ikke én rigtig indstilling af et MTB-styr, men mange. Indstillingerne afhænger af dine ønsker og ruten.

Styrhøjden på MTB

Styrets højde måles i forhold til sadlen. Når sadel og styr står lige højt, kalder vi det neutral position.

En lavere indstilling af dit MTB styr gør køre-stillingen mere aggressiv og aerodynamisk.

En højere indstilling af styret gør køre-stillingen mere komfortabel. MTB rytteren får bedre styre-egenskaber og større fleksibilitet.

De fleste går efter en position af MTB styret lidt lavere end neutral. Højden ændres ved kronrøret eller ved frempindens vinkel.

Frempind på MTB

Afstanden mellem sadel og styr siger noget om din kørestil på MTB. Der skal være plads til styring og knæ, når du står op og træder op ad bakke. Samtidig skal du så tæt på styret, at du med strakte arme kan få måsen bag sadlen ved downhill og drop.

Frempindens længde skal matche en neutral siddeposition. Den finder du sådan:

  • Sid med let bøjede albuer og lænden bøjet cirka 45 grader.
  • Du skal have en god margin for at bevæge kroppen frem og tilbage, når det kræves.
  • Ofte passer den neutrale sideposition med, at du kan se navet på forhjulet lidt foran styret.

Hvis du placerer albuen på sadelspidsen, strækker hånden, og måler afstanden mellem langefingeren og styret, kan du normalt regne med at:

  • 1cm = komfort,
  • 2-3 cm = tempo,
  • Derover = konkurrence.

Husk dine mål. De passer sandsynligvis til din næste mountainbike.

Styrets bredde på MTB

Håndtagene skal være lige så brede som dine skuldre. Du skal kunne trække lige tilbage med armene og overføre power fra overkroppen uden at belaste skuldrene skævt.

Er dit styr for bredt, kan det løses med en nedstryger.

Skal dit MTB styr være bredt?

Beholder du et bredt styr i MTB, får du mere power i stående cykling og større kontrol ved ustabilt underlag. Til gengæld fjerner det noget af manøvre-evnen ved snævre detaljer, fordi armene ikke er så fleksible.

Skal dit MTB styr være smalt?

Beholder du et smalt MTB styr, får du mindre vindmodstand. Styret samler skuldrene lidt, men det betyder også mindre vægtstang, når du styrer detaljeret.

Et smalt styr kræver derfor større kraft i armene i de snævre passager.

Se test og video af de bedste MTB-ruter i Danmark: MTB ruter

Hold fast i hornene på MTB

Horn ved styr-ender bruges i MTB til at aflaste og skifte hændernes placering. De kan også fungere som en ekstra frempind og give en mere aero-dynamisk siddeposition på flade strækninger.

Horn er dog vigtigst til at overføre kraft, når du cykler op ad bakke. Derfor skal horn have en hældning, der passer til et strakt håndled ved stående cykling.

Placering af bremsegreb

Bremser bruges flittigt på MTB – især på nedkørslerne. Det betyder, at bremsehåndtagene skal vinkles, så håndleddene er strakt ved stående downhill position.

For de fleste mountainbike ryttere svarer det nogenlunde til almindelig siddende neutral stilling. Nogle MTB-ryttere vil gerne have dem vinklet lidt længere ned mod jorden.

Gode råd om indstilling af bremsegreb:

  • Det vigtigste er, at bremsehåndtagene ikke peger fremad, fordi du så er nødt til at bøje i håndleddet. Det øger belastningen og spændingen i hele underarmen.
  • Når du holder normalt på håndtaget, skal bremsegrebene placeres med pegefinger og langefinger på den yderste halvdel. Det er disse to fingre, der sørger for bremse-kraft, mens de tre andre har nok at gøre med styringen.