Bliv bedre på din MTB: Hent DGI's app

Masser af videoer med gode og konkrete øvelser, der giver dig en bedre oplevelse på din MTB – det er, hvad du får, hvis du henter DGI's MTB-app

Der er stor forskel på at kunne cykle og så være god til at cykle – specielt, når det kommer til disciplinen MTB. Nu har du muligheden for på en let og sjov måde at forbedre dine evner på mountainbiken.

Ved at hente DGI's gratis MTB-app får du adgang til simple instruktionsvideoer, og du kan tage dem med dig i baglommen eller i tasken.

"App'en kan hjælpe dig til at få en bedre teknik," siger Kim Bremer, der er medlem af DGI's MTB-kompetenceudvalg og har stået i spidsen for at udvikle app'en.

Se test og video af de bedste MTB-ruter i hele Danmark: MTB ruter

"Den største tjeneste man kan gøre sig selv som MTB-kører er at få en bedre teknik, for hvis du har en god teknik, får du en god køreoplevelse. Jo bedre din teknik er, jo sjovere er det at køre MTB," fortsætter Kim Bremer.

Se smagsprøver fra app'en i videoen øverst i artiklen.

Konkrete øvelser

App'en indeholder 15 små videoer, og den er i efteråret 2014 blevet opdateret, så den passer til de nye platforme.

Du kan få inspiration til blandt andet svingteknik, små hop, klatreteknik - og så indeholder app'en en del forskellige balanceøvelser, der vil gøre dig mere sikker på MTB'en.

Find din rute: Brug ruteplanneren på vorespuls.dk

"Det er i virkeligheden helt banale og rimelig simple øvelser, men du vil kunne blive meget bedre, hvis du følger dem. Det er de små ting, der gør den store forskel. App'en giver dig mulighed for at fokusere på én ting ad gangen," siger Kim Bremer.

Brug App'en sammen

Kim Bremer opfordrer naturligvis først og fremmest alle mountainbike-elskere til at hente app'en ned på sin telefon, og dernæst peger han på, at det vil være en god ide at benytte den sammen med andre.

Er du kvinde? Se her: MTB for kvinder: 5 tips til nybegyndere

"Hvis man er ude at cykle sammen et par stykker eller flere, kan man med fordel kigge på hinanden og sammenligne med videoen fra app'en. Det er tit svært at fornemme, hvad man selv gør rigtig og forkert, så det er fedt at have noget fælles at kigge på og så tage snakken der fra," siger Kim Bremer.

Download app'en via linkene øverst til højre i denne artikel, eller søg dig frem til den via "DGI MTB".