Vinterbadning – med eller uden tøj?

Skal du vinterbade nøgen, eller kan du beholder badetøjet på? Vi har spurgt en nøgenbader og en tekstilbader.

For de fleste nye vinterbadere er det overvældende at skulle smide tøjet overfor andre. Mange smider dog med tiden blufærdigheden og nyder vinterbadning au naturel. Men der er også nogle, aldrig slipper badetøjet. Vi har spurgt tekstilbaderen Dorthe og nøgenbaderen Dorthe om, hvorfor de bader henholdsvis med og uden badetøj.

Læs også: Fup og fakta om vinterbadning

Tekstilbaderen, Dorthe

Dorthe Mose Kirchner har været vinterbader i fire år og er i øvrigt stifter af Vinderbaderen.dk, der sælger udstyr til vinterbadere. Det er nu ikke grunden til, hun vælger at bade med badetøj.

"Jeg er nok lidt blufærdig, så jeg foretrækker at bade i bikini. Det føler jeg mig bedst tilpas med. Ikke mindst fordi, jeg ofte løber ind i nogle af min mands samarbejdspartnere og forretningsforbindelser, der hvor jeg bader. Og så synes jeg, det bliver lidt akavet, hvis den første hilsen skulle være ”Hej Per, jeg så lige din kone bade nøgen i morges.”."

Er det ikke besværligt og koldt med det våde badetøj?

"Nej, overhovedet ikke. Når jeg kommer op af vandet, tager jeg min badeponcho over hovedet og tager det våde badetøj af inden under. Ponchoen er faktisk designet til formålet efter ønsker fra nogle af mine kunder. Og det fungerer perfekt, man får hurtigt varmen igen og behøver ikke stå og fumle med det våde tøj til frit skue for alle andre."

Har du aldrig prøvet at bade nøgen?

"Jo, en aften ved fuldmåne havde jeg en badeaftale med en veninde, der altid bader nøgen. Så jeg besluttede også at lade badetøjet blive hjemme. Det viste sig dog, at veninden havde sin søster og svoger med den aften, og de badede alle med badetøj. Der følte jeg mig godt nok lidt nøgen. Men ellers kan jeg også godt finde på at bade nøgen en aften, hvor jeg er alene. Og ja, det er da rart, men jeg synes nu ikke, der er den store forskel på at bade med og uden bikini. Men folk må gøre lige akkurat, hvad der passer dem bedst. Der skal være plads til alle."

Læs også: Vinterbadning: Sådan kommer du i gang!

Vinterbadning – med eller uden tøj? - Dorthe Mose Kirchner

Foto: Privatfoto

Nøgenbaderen, Dorthe

Dorthe Walbum har været vinterbader i omkring 13 år, og hun har altid foretrukket at bade nøgen.

"For mig er der stor forskel på at bade med og uden tøj. Når jeg svømmer nøgen rundt, får jeg en følelse af frihed, jeg ikke får med badetøj på. Det handler både om den fysiske frihed i at kunne bevæge sit helt frit. Men det handler også om en mental frihedsfølelse, der er helt fantastisk. Jeg kommer i en form for zen. Samtidig synes jeg, at vådt badetøj er virkeligt klamt, når det er koldt i vejret. Specielt anden gang man skal i vandet efter en tur i saunaen. Det tager sgu noget af fornøjelsen."

Bliver det aldrig akavet at bade nøgen?

"Jo, det kan det godt. Da jeg en morgen var ude at bade, så jeg en yngre kollega komme gående ud ad badebroen – med badebukser. Der lå jeg i vandet og tænkte, hvor længe skal jeg ligge her, før han går igen. Til sidst måtte jeg op, og ja, det var lidt akavet – men altså, så var det heller ikke værre. Når jeg møder ham ved badebroen i dag, vælger han bare den anden side af broen. Det er god stil."

Læs også: Hvilken type vinterbader er du?

 

Er du slet ikke blufærdig?

"Jo, det kan jeg godt være. Men jeg tror, det er vigtigt, at man tør stå frem og vise sin sårbarhed. Når man bader nøgen blandt ligesindede, indgår man i et fælles ligeværdigt forhold, hvor alle er lige. Uanset om man er høj eller lav. Tyk eller tynd. Og uanset om man er politiker, skuespiller eller buschauffør."

 

Handler nøgenbadning om at lave et statement?

"Nej, slet ikke. Folk skal gøre, hvad de føler sig bedst tilpas med. Men kan jeg være med til at pirke lidt til den perfekthedskultur, der er opstået blandt især yngre generationer, vil jeg gerne det."

Læs også: Dansk studie: Vinterbaderne forbrændte flere kalorier

Vinterbadning – med eller uden tøj? Dorthe Walbum

Foto: Merete Helbech Hansen, artbureau.dk