Støt en god sag som motionscyklist

Deltag på MTB eller racercykel i Danmarks største velgørenhedsløb, og donér penge til Kræftens Bekæmpelse.

Vidste du, at hver tredje dansker bliver ramt af kræft. Nu kan du gøre en forskel ved at deltage i Danmarks største velgørenhedsløb for både nye og øvede cykelmotionister. Foto: Martin Paldan

Forskning, viden og forebyggelse, patientstøtte og hjælp til pårørende. Du er med til at støtte en god sag, hvis du, den 30. august, deltager i TRÆDTIL DANMARK, som er Danmarks største velgørenhedsløb.

TRÆDTIL DANMARK er for alt fra øvede cykelmotionister til nybegyndere, der har lyst til at få en god oplevelse sammen med familien, kollegaerne eller vennerne.

Du kan køre med på din cykel på distancer fra 25-110 km, ligesom du i nogle af byerne kan deltage på moutainbike.

”Løbene tiltrækker i modsætning til de fleste andre motionscykelløb en masse danskere, som primært deltager for at støtte kræftsagen. Forud for løbet vil vi, sammen med Danmarks Cykle Union, tilbyde en række fortræninger og cykelskoler målrettet nybegyndere,” siger Ulrich Gorm Albrectsen, der er konsulent i DGI Cykling.

Forebyg med motion

Forskning har vist, at motion og bevægelse er med til at nedsætte risikoen for at få kræft. Jo mere aktiv du er, jo mindre er din risiko for at få visse former for kræft. Derudover har fysisk aktivitet en betydning, efter en kræftsygdom er diagnosticeret.

Det er fjerde år i træk, at Kræftens Bekæmpelse afholder TRÆDTIL DANMARK.

”Man behøver absolut ikke være supermotionist for at deltage. Og så kan vi jo rigtig godt lide idéen om, at man forebygger kræft gennem sund motion samtidig med, at deltagerne donerer penge til forskning, forebyggelse og patientstøtte,” siger Henrik Westermann, der er projektleder i Kræftens Bekæmpelse.

TRÆDTIL DANMARK afholdes i Hillerød, København, Køge, Nykøbing Sjælland, Odense, Hjørring, Herning, Skanderborg, Vejle og Sønderborg.

Tilmeld dig, og støt kampen mod kræft

Overskuddet fra motionscykelløbet TRÆDTIL DANMARK vil gå til forskning, patientstøtte og hjælp til pårørende samt til at formidle viden om kræft. DGI er sammen med Danmarks Cykle Union og Endomondo samarbejdspartnere, og REMA1000 er hovedsponsor.

Du kan deltage i TRÆDTIL DANMARK på følgende distancer:

  • 25 km - 150 kr. (støttebeløb 60 kr.)
  • 65 km - 250 kr. (støttebeløb 100 kr.)
  • 110 km - 295 kr. (støttebeløb 130 kr.)
  • Mountainbike – 225 kr. (støttebeløb 80 kr.)
  • Familiebillet, 25 km for 2 voksne og to børn op til 12 år – 395 kr. (støttebeløb 150 kr.)

Læs meget mere om TRÆDTIL DANMARK, og tilmeld dig her.