Rift om pladserne til Hærvejsløbet - skal du med?

Antallet af pladser til Hærvejsløbet den 28. juni udvides – der er også plads til dig!

Hærvejsløbets Cykelløb 2013 var en stor succes hos deltagerne Foto: Hærvejsløbet

Hærvejsløbets Cykelløb oplever i år ekstra stor interesse, og du skal skynde dig for at få fingrene i nogle af de få eftertragtede billetter, der er tilbage.

Når løbet skydes i gang lørdag 28. juni, er det med start i tre byer, Flensborg, Vejen og Silkeborg. Oprindeligt var det planen, at der skulle starte 1000 ryttere fra Flensborg, 500 fra Vejen og 200 fra Silkeborg, alle med mål i Viborg.

Men de 500 pladser fra Vejen er allerede solgt, og derfor har arrangørerne besluttet at udvide antallet af pladser, så der nu er plads til 600 ryttere.

”Hærvejsløbet er en stor event, og mange vil gerne være med. Men for en del af dem er 270 kilometer fra Flensborg til Viborg måske i overkanten, første gang de deltager,” siger projektleder for Hærvejsløbet, Flemming Johannsen.

Se video fra Hærvejsløbet 2013: Hærvejsløbets Cykelløb

22 km/t fra Vejen

På ruten fra Vejen til Viborg er det noget nyt i 2014, at den laveste gennemsnitshastighed for holdene er 22 km/t, hvor det i 2013 var 25 km/t. Dette sker på baggrund af de tilbagemeldinger, som sidste års deltagere kom med efter løbet.

”Når holdene kan køre lidt langsommere, appellerer det helt sikkert til flere ryttere. Vi når ud til en bredere skare af ryttere, og det er nok medvirkende til, at flere ønsker at deltage fra Vejen,” siger Flemming Johannsen.

Prøv DGI Holdløb: DGI Holdløb: Få det store overblik

Hærvejsløbet køres som et holdløb med 4-12 ryttere pr. hold. Hvert af de tilmeldte hold har i gennemsnit cirka 8 ryttere, hvilket betyder, at der nu er plads til 12-14 hold ekstra.

”Vi ved fra sidste år, at mange hold har en stor oplevelse ved at deltage. Her kan både de stærke og de mindre stærke ryttere på holdet være med. Det handler om at hjælpe hinanden undervejs, så alle kommer godt i mål.”

Få pladser tilbage

Lidt overraskende for arrangørerne er der allerede på nuværende tidspunkt en pæn interesse for den korte rute på 50 kilometer fra Silkeborg til Viborg. Ud af 200 pladser er over 130 allerede besat, selvom tilmeldingerne til korte løb som regel først kommer senere.

På ruten fra Silkeborg til Viborg er der mulighed for at udvide antallet af deltagere fra 200 til 300, hvis det bliver nødvendigt. Fra Flensborg er der tilmeldt cirka 900 ryttere og dermed kun 100 ledige pladser tilbage.

Der er tilmeldingsfrist til alle tre distancer tirsdag 10. juni 2014.

Tilmeld dig her: Hærvejsløbets hjemmeside