Kom med til København Rundt på cykel 2019

Oplev København på din gamle havelåge, din fixie, Christiania-cykel, racercykel eller hvad du nu har. Vær med på en tur rundt i København med mange andre cyklister.

Turen starter ved Ofelia Plads på Kvæsthusbroen, hvor du og resten af feltet forsætter ud på den 22 km lange rute. Foto: Colourbox

Mangler du en god søndagsaktivitet for hele familien, eller dig og dine venner? Så kunne København Rundt på cykel være et event for jer. DGI Storkøbenhavn sætter rammerne for København Rundt på cykel, og giver dig mulighed for at komme rundt i byen på en rolig og hyggelig måde, sammen med mange andre søndagscyklister.

Læs også: Løb eller gå gennem Nationalmuseet, Det Kgl. Bibliotek og Tivoli

TILMELD JER KØBENHAVN RUNDT PÅ CYKEL 2019

Det vil I opleve

Turen starter ved Ofelia Plads på Kvæsthusbroen, hvor du og resten af feltet forsætter ud på den 22 km lange rute, specielt udvalgt af DGI Storkøbenhavn for, at vise dig flest mulige spændende steder af København.

Undervejs på ruten kommer du til at opleve flere forskellige steder, der kendetegner København, som fx Kastellet, Fælledparken, Bispebjerg, Assistentens Kirkegård, Langebro, Kløvermarken, Knippelsbro og mange flere kendte og ukendte steder i byen. Turen slutter tilbage på Ofelia Plads.

Så hop i sadlen sammen med venner eller familie og mærk forårsstemningen i København på en anderledes måde.

Læs også: Cykling: Korrekt indstilling af city bike

Et løb for alle

DGI Storkøbenhavn hylder hverdagens cyklister i København og inviterer derfor alle med til at opleve kendte som ukendte cykelpassager i byen. Motorcykel-racemarshalls vil køre forrest og lukke vejene af, så du og de andre cyklister kan køre frit og roligt på de ellers normalt trafikerede veje.

Cykelturen er for alle cykeltyper; børn, unge, gamle, venner og familier. Alle kan være med på ruten og følges ad, i præcis det tempo som passer dem bedst. Fokus er på at opleve byen fra et nyt perspektiv og nyde en søndag, med dem man holder af.