Sådan undgår du halsbrand og sure opstød

Det er på ingen måde rart at få sure opstød eller halsbrand. Udover det ikke er rart, så kan årsagen være alvorlig. Men du kan gøre noget mod det.

Det er muligt at købe medicin mod halsbrand og sure opstød i håndkøb. Inden du igangsætter medicinsk behandling, er det en god ide at afprøve nedenstående gode råd først. Foto: Colourbox

Halsbrand og sure opstød er en tilstand, hvor mavesyren løber baglæns i fordøjelsessystemet. Syren løber fra mavesækken og op i spiserøret. 

Læs også: Mad og motion: Spis i god tid inden træning

Problemer med tilbageløb af syre i halsen kan opstå som følge af sygdomme som mavesår, mavebrok og spiserørsbrok. Dog kan man opleve gener med syre uden at være syg. Cellerne i mavesækkens væg er vant til det sure miljø, men det er cellerne i spiserøret ikke. Så hvis du oplever tilbageløb af mavesyre, kan det derfor være forbundet med ubehag og smerte.

Det er muligt at købe medicin mod halsbrand og sure opstød i håndkøb. Inden du igangsætter medicinsk behandling, er det en god ide at afprøve nedenstående gode råd først. Medicinen passerer nemlig videre i fordøjelsessystemet, hvor den kan påvirke dine tarme negativt (1).

Det kan du gøre på egen hånd for at minimere halsbrand og sure opstød

Før du starter med medicin mod halsbrand og sure opstød, er der flere ting, du kan prøve:

Læs også: 8 forslag: Skift populær mad med sundt alternativ

1. Spis mindre måltider: Store måltider øger presset på lukkemusklen mellem mavesæk og spiserør. Lukkemusklen forhindrer tilbageløb til spiserøret. Når du spiser mindre måltider, bliver presset på lukkemusklen mindre, og det kan være medvirkende til, at du oplever mindre episoder med halsbrand og sure opstød.

2. Undgå at ligge ned lige efter et måltid: Din mave indeholder mest syre lige efter et måltid. Når du står eller sidder, vil tyngdekraften sørge for at holde mavesækkens indhold væk fra spiserøret. Når du ligger ned, øges presset på lukkemusklen. Undgå derfor at spise for meget lige inden sengetid, hvis du døjer med halsbrand og sure opstød.

3. Sov på venstre side: Mavesækkens udformning gør, at det er fordelagtigt at sove på venstre side, særligt, hvis du har spist mad umiddelbart inden du skal sove. På den måde vil tyngdekraften gøre, at der kommer mindre tryk på lukkemusklen, end hvis du lå på højre side. Hvis du har en elevationsseng, kan du hæve hovedgærdet, eller du kan sætte klodser under benene i hovedenden af din seng. Det vil mindske tilbageløbet fra mavesækken til spiserøret.

Læs også: Mad du bør spise mere af, jo ældre du bliver

4. Undgå visse madvarer: Nogle madvarer øger risikoen for halsbrand og sure opstød. Du kan overveje at minimere indtaget eller undgå madvarerne, hvis du døjer med halsbrand eller sure opstød. Det gælder følgende madvarer: chokolade, pebermynte, fedtholdige madvarer, stærke madvarer, hvidløg og løg. Desuden kan nogle syreholdige mad- og drikkevarer som f.eks. tomater citrusfrugter, citrusfrugt-juicer, kaffe, sodavand og alkohol føre til halsbrand og sure opstød. Et godt råd er, et at eliminere en madvare ad gangen, så du kan finde ud af hvilke madvarer, der særligt trigger halsbrand eller sure opstød.

5. Spise fiberrige madvarer: Fuldkornsprodukter, frugter, grøntsager, bælgfrugter mv. indeholder mange kostfibre, der er med til at reducere mængden af mavesyre i mavesækken.

6. Hav en sund vægt: Forskning har vist, at vægtøgning er associeret med en øget risiko for halsbrand og sure opstød. Mekanismerne er ikke klarlagt, men det formodes, at den øgede fedtmængde presser på mavesækken, hvilket kan medføre tilbageløb af syre til spiserøret.

Læs også: Forskning: Sund mad er ikke ens for alle

7. Være fysisk aktiv: Meget hård motion kan være forbundet med sure opstød og halsbrand. Dog kan motion af let og moderat intensitet have en gavnlig effekt, hvis du døjer med halsbrand og sure opstød. Dels fordi det giver en god fordøjelse, men også fordi det kan være medvirkende til vægttab. Undgå at spise mad lige op til træning, og drik kun vand undervejs.

8. Undgå rygning: Når du ryger, vil lukkemusklen mellem mavesækken og spiserøret afslappes, og der vil nemmere kunne ske tilbageløb af syre til spiserøret. Hvis du døjer med halsbrand og sure opstød, så er det en god ide at kvitte cigaretterne.