Du kan arrangere en gåtur i WE WALK-ugen

Hele landet går sammen i uge 39, hvor WE WALK gentager succesen. Alle kan oprette en gåtur i løbet af ugen, og så kan alle dem, der har lyst, gå med.

Gang gavner både fysisk og psykisk. Opret en gåtur i uge 39, og spred fællesskabet og glæden i dit lokalområde.

I WE WALK-ugen i fjor blev der arrangeret hele 465 gåture, og mere end 10.000 gik med. I år vil Bevæg dig for livet – Løb og gang, der står bag WE WALK, meget gerne have mindst lige så mange med ud at gå og opleve glæden og fællesskabet ved gang.

Læs også: Sådan planlægger du vandreture med flere deltagere

WE WALK samler mennesker på gåture i hele landet, og det er en fantastisk måde at møde andre i dit lokalområde. I år er vi desuden teamet op med ABC for mental sundhed for at sætte fokus på, at gang ikke kun er godt for fysikken, men i høj grad også for vores mentale sundhed,” siger Thomas Lind, programleder i Bevæg dig for livet – Løb og gang.

Alle kan gå med

WE WALK er for alle og går i sin enkelthed ud på at få danskerne ud at bevæge sig sammen. Store som små, unge som gamle – alle kan være med.

Det har været overvældende at mærke, at folk bare vil det her. Folk glæder sig allerede, og den stemning spreder sig nu over hele landet, hvor nye gåture bliver arrangeret hver dag. Og alle kan jo være med – det er bare på med et par fornuftige sko, og så med ud at gå en tur,” afslutter Thomas Lind.

Læs også: Gå-træningsprogram: Til dig der vil gå lidt hver dag

Arranger en gåtur

Hvis du også har lyst til at arrangere en gåtur og være med til at sprede den gode stemning, få frisk luft og motion, så er det heldigvis meget let at gå til.

Du skal blot forholde dig til, at din tur skal foregå i WE WALK-ugen i uge 39 fra mandag d. 21. sept. til og med søndag d. 27. sept. 2020. Du bestemmer helt selv hvor i landet, hvor langt eller kort samt hvilken dag og hvad tid, din tur (eller ture) skal afvikles.

Du kan læse meget mere HER, hvor du også finder WE WALK-guiden, materiale til dig som arrangør og en e-bog om baggrunden for og teorierne bag ABC for mental sundhed.

Læs også: Går du godt? Derfor skal du se på din gåteknik