Crawl og vejrtrækning

Når jeg svømmer crawl, har jeg besvær med at tilpasse vejrtrækning og svømmetag til hinanden.

Når jeg trækker luft ind ved hvert andet svømmetag (i højre side), får jeg lige som for meget luft ind. Og når jeg venter til hvert fjerde svømmetag, får jeg for lidt og må knokle der ud af.

Løsningen er måske nok at trække luft ind hver tredje gang, men dét synes jeg er enormt svært.

Er der nogen, der har nogle fif?

Stillet af Jonna Toft Torsdag d. 22-09-2011 Svar

4 svar:

Hej Jonna

I svømning som i så mange andre sammenhænge har vi oftest en favoritside. Således har du formodentlig også en side, du helst vil foretage indånding til, når du svømmer crawl? Er det det, der er dit problem, med vejrtrækning hvert tredje armtag, såkaldt tre-træk, at du derved er nødt til at foretage indånding til ‘den forkerte side’? Eller er der andre forhold, der gør sig gældende? Måske roterer du blot ikke langt nok om på den side, hvor du ikke er vant til at foretage indånding?

Jeg vil foreslå, at du i stedet for at ændre vejrtrækningen i første omgang fokuserer på at tage længere armtag, at øge taglængden. På den måde bliver der længere mellem indåndingerne, selv om du stadig trækker vejret hvert andet armtag, såkaldt to-træk, som du gør nu. Se indsat link til en god video, der illustrerer netop dette, når det mestres til det ypperste. Det er australske Ian Thorpe på videoklippet.

Taglængden kan øges på flere måder:

Ved at rotere mere, hvis du ikke roterer ret meget, som du svømmer nu? Prøv i en periode at rotere næsten helt om på siden ved isætning af den arm, du fører fremad.

Ved at glide mere efter isætning af hånden foran hovedet - armen strækkes frem og holdes fremme, så du kan glide længere og længere tid gennem vandet inden armtrækkets fremdriftgivende og bagudrettede fase påbegyndes. Se videoklippet. Med armen fremme og ved samtidig rotation jf. pkt. 1, så du ligger på næsten på siden med den nederste arm fremme, vil vandmodstanden samtidig mindskes og din svømmehastighed formodentlig øges. Vandmodstanden bliver mindre af flere grunde, som du kan læse en del om i vorespuls.dk artiklen ‘Svømning: Mindsk modstand og og fremdrift’.

Du kan sætte hastigheden op ved at arbejde hårdere, mens du svømmer. Det øgede muskelarbejde vil kræve mere ilt, hvorfor indånding ved hvert andet armtag måske bliver passende? Svøm kortere distancer med højere hastighed. Det giver samtidig en bedre og mere effektiv kredsløbstræning, så du hurtigere kan blive i god svømmeform.

Du kan også øge taglængden ved at få bedre fat i vandet, så du på den måde kan skubbe dig længere frem og glide i længere tid ved hvert armtag. Det kræver dog at du får arbejdet meget og rigtigt med teknikken i selve armtaget under vandet, og det er ikke altid let uden behørig vejledning.

Endelig kan du svømme mere med fokus på at forbedre din fysiske form og din teknik. Begge dele vil gøre, at du ikke bruger så meget ilt, mens du svømmer, hvorfor du måske vil kunne nøjes med vejrtrækning hvert fjerde armtag, når du svømmer langsomt. Eller det kan give dig overskud til at øve vejrtrækning hvert tredje armtag.

Prøv at fokusere på pkt. 1-3, da jeg tror, det forholdsvis let kan føre dig til det, du ønsker.

Rigtig god fornøjelse og glad svømning,
Thomas

Link: http://www.youtube.com/watch?v=bcCP_SLvNgw&feature=related

Thomas Christiansen 32 uger 4 dage 23 timer 47 minutter 56 sekunder Bedste svar Svømning (1)

Hej Jonna
Hmm. Jeg kan se, at min opsætning med tal og afsnit er gået tabt. De fem punkter 1-5 er disse afsnit:
1. Ved at rotere mere...
2. Ved at glide mere...
3. Du kan sætte hastigheden op...
4. Du kan også øge taglængden ved...
5. Endelig kan du svømmere mere...

Glad svømning, Thomas

Thomas Christiansen 32 uger 4 dage 23 timer 43 minutter 52 sekunder Bedste svar Svømning (1)

Tusind tak for et langt og godt svar! Nu har jeg da noget at arbejde med! Og jo, det er helt klart, at min favoritside er højre.
:-) jonna

Jonna Toft 32 uger 7 timer 45 minutter 17 sekunder

Hej Jonna

Ja, det kunne jeg jo ved nærmere eftersyn også læse af dit spørgsmål.

God svømmetur og svømmetræning!

Glad svømning,
Thomas

Thomas Christiansen 30 uger 6 dage 8 timer 43 minutter 54 sekunder Bedste svar Svømning (1)

Dit svar

Log ind - så kan du skrive et svar.