Niveau-beskrivelser

Er du i tvivl om dit niveau? vorespuls.dk definerer de tre niveauer i de forskellige motionsformer således:

Løb

Begynder: Du har lyst til at begynde med at løbe, eller du løber måske allerede en smule. Du har løbet eller løber eventuelt et begynderprogram.

Let øvet: Du løber 2-3 gange om ugen. Måske lidt mere eller lidt mindre, afhængig af tid og motivation. Du løber eventuelt efter et program.

Øvet: Du løber 3-5 gange om ugen, og du løber efter et program. Du har typisk konkrete mål med din løbetræning.

Cykling

Begynder: Du har lige købt eller overvejer at købe en racercykel. Du er måske begyndt at træne en til to gange om ugen. Oftest kører du alene, men muligvis overvejer du at finde en lokal klub at træne i, så du både kan blive bedre og blive en del af det sociale fællesskab.

Let øvet: Du kører på raceren to-tre gange om ugen. Du kommer rimelig sikkert rundt og din gennemsnitsfart øges, men du skal arbejde med din teknik på cyklen. Føringer, rulleskift, spurter, rulleskift, op-/nedkørsler er stadig en udfordring. Din form er rimeligt god, og du kan holde til at køre lidt længere ture.

Øvet: Du kører tre-fem gange om ugen. Du klarer dig sikkert i alt terræn, og du træner gerne tekniktræning for at kunne komme endnu hurtigere rundt på din favoritrute. Dine træningspas er udfordrende, og du stiller også gerne op i motionsløb for at dyste mod ligesindede.

MTB

Begynder: Du har lige fået din første MTB, og du er ikke helt tryg ved op- og nedkørsler endnu. Du træner måske 1 til 2 gange om ugen og oftest er det turkørsel med andre.

Let øvet: Du kører MTB 2-3 gange om ugen. Du kommer rimelig sikkert rundt i terrænet, men skal arbejde med din teknik på cyklen. Op-/nedkørsler, våde rødder mv. er stadig en udfordring.

Øvet: Du kører 3-5 gange om ugen. Du klarer dig sikkert i alt terræn, og du træner gerne tekniktræning for at kunne komme endnu hurtigere rundt på din favoritrute.

Svømning

Begynder: Du er glad for vand og bader gerne på ferier og eventuelt sammen med dine børn. Du er måske netop startet på et egentligt svømmehold for at lære de basale færdigheder og teknikken omkring crawl eller brystsvømning.

Let øvet: Du ved lidt omkring svømning og den basale svømmeteknik. Du har svømmetrænet kortere tid, men du har endnu ikke opbygget færdighederne, så du kan svømme uden for store anstrengelser.

Øvet: Du har et rimelig kendskab til svømning og har gennem et stykke tid svømmetrænet og tilegnet dig egenskaber indenfor teknik og svømmefærdigheder.

Kajak

Begynder: For dig som ikke har prøvet en kajak. Du har måske prøvet en enkelt tur med en ven, og har evt. prøvet en makkerredning.
Du har ikke gennemgået et begynder-kursus på mindst 16 timer.

Let øvet: Du føler dig tryg i en havkajak - muligvis har du gennemgået et begynderkursus. Du roer korte ture i lokalt kendt farvand i perioden maj – oktober.

Øvet: Har roet minimum 150 km. indenfor max. to år, maj – oktober måned. Har erfaring med dagsture.

Triatlon

Begynder: Du vil gerne dyrke motion i din fritid, og ser kombinationen af to eller flere idrætsgrene som en spændende og afvekslende måde at komme i gang på. Du har måske allerede stiftet bekendtskab med en eller flere af disciplinerne inden for triatlon.

Let øvet: Du løber eller cykler 1-3 gange om ugen, og føler dig fortrolig med crawl svømning. Du har gennemført et motionstriatlon, og har mod på mere. Du kan godt lide at presse dig selv lidt i din træning, og du har et ønske om at blive bedre i en eller flere af de forskellige discipliner.

Øvet: Du har deltaget ved flere triatlonstævner på forskellige distancer, og har erfaring med crawl svømning i både pool og åben vand. Dine træningspas er ofte udfordrende, og du supplerer din træning med styrketræning på ugebasis. Du anser din træning for at være en fast del af din hverdag og trives med at dyste mod ligesindede i såvel træning som ved motionsstævner.