Vores kvindelige instruktør guider dig igennem de forskellige øvelser, og det hele vil foregå i trygge rammer i et tempo, hvor alle kan følge med.
På dette kursus målrettet kvinder vil du stifte bekendtskab med en række tekniske elementer herunder balance, bremseteknik, op- og nedkørsler samt svingteknik. Vi diskuterer reglerne for hensigtsmæssig færdsel og signalering i skovene, og du får gode tips til den daglige træning.
Udgangspunktet tages i jeres individuelle behov, og øvelserne bliver en god blanding af små lege, tekniske øvelser og fremfor alt masser af sjov mountainbikekørsel.
Medbring gerne en let vindvest eller andet, da vi ikke altid vil være i bevægelse.
Til dette kursus er der givet ekstraordinært tilskud på 100 kr. fra projektet "På cykel", der laves i samarbejde med Nordea-fonden. Tilskuddet er fratrukket prisen.