Billede
Husk regelmæssig søvn
Foto: Peter Baastrup Regelmæssig sund kost, regelmæssig motion og regelmæssig søvn er forudsætningen for en sund livsstil. Det ene går ikke forud for det andet.
Restitution

Sov dig sundere

Hvis du vil opnå en sund livsstil, er det ikke nok at sætte alt ind på sund kost og rigelig motion. Søvnen bliver ofte glemt, men den er lige så vigtig.

”Beep, beep…beep, beep.”

Det er ikke altid lige sjovt, når vækkeuret ringer tidligt om morgenen. Men hvis du har fået timer nok på øjet, kan du roligt stå op.

Kost og motion har længe været en del af bevidstheden hos folk, der gerne vil leve sundt, mens søvnen har fyldt lidt mindre. Det er en dårlig idé, lyder det fra Poul Jennum, professor i klinisk neuropsykologi og overlæge og leder af Dansk Center for Søvnmedicin.

”Kroppen genopbygger, når du sover. Det er i søvnen, at en masse vigtige stoffer dannes, som gavner immunsystemet, og sover man ikke nok, dannes disse stoffer ikke. Når du sover, er dit energiforbrug sat ned, så cellerne får et pusterum til at udbrede dagens skader,” fortæller han.

Læs også: Hvile bygger kroppen op

En samlet pakke

Hvad kom først? Hønen eller ægget? Ja, den snak er svær at få en ende på, og det samme dilemma opstår, når snakken falder på kost, motion og søvn. Alle er en del af en samlet pakke, hvis du vil have en sund livsstil.

”Regelmæssig sund kost, regelmæssig motion og regelmæssig søvn er forudsætningen for en sund livsstil. Det ene går ikke forud for det andet. Regelmæssig søvn betyder, at du skal sørge for at sove nogenlunde lige meget hver nat og på det samme tidspunkt,” siger Poul Jennum.

Han fortæller også, at god søvn er en vej til at undgå stress, da søvnen nedsætter kroppens stressniveau. Desværre er det sådan, at stress fra hverdagen fører til dårlig søvn, og dårlig søvn fører til mere stress.

Læs også: Derfor er restitution vigtigt

Motionen gør dig træt, søvnen gør dig frisk

Det lyder meget åbenlyst, og det er det egentlig også. En sikker vej til at blive træt på er at dyrke motion. Du kender sikkert træthedsfornemmelsen i kroppen oven på en hård dag med motion, og den er guld værd.

”Vi sover rigtig godt, når vi har dyrket motion. Hvis vi sidder for meget stille, bliver kroppen ikke træt på samme måde, som når vi har dyrket motion. Men vi skal også sørge for at sove nok oven på motionen, fordi kroppens genopbygning netop sker i søvnen,” siger Poul Jennum.

Læs også: Motion er mental timeout

7 råd til god søvn

  • Undgå alkohol inden søvn – det er ikke en god idé med en snaps inden sengetid.
  • Spis ikke store måltider lige inden, du går i seng. Det kræver energi fra kroppen at nedbryde måltidet.
  • Hold dig fra rygning – det stresser kroppen.
  • Spis sundt og varieret til daglig, men på regelmæssige tidspunkter.
  • Dyrk regelmæssig motion – du sover bedre, når din krop har præsteret fysisk.
  • Sov mindst 7 timer hver nat.
  • Undgå tv, smartphones og computere i sengen.
FACEBOOK KOMMENTARER


- udfordringer på dit niveau
Format: 24-10-2017

Tilføj din egen event

Du kan nemt og gratis oprette din event og få den vist på vorespuls.dk. Opret event

Senest besvarede spørgsmål

Seneste artikler

Populære artikler