Kost og sundhed
Spis dig glad
Foto: Colourbox Der er et stort lighedstegn mellem glad og sund
Kost

Kost og sundhed: Sådan efterlever du de 10 nye kostråd

Du må ikke spiser mere end 500 gram kød om ugen – det er blandt de retningslinjer fødevaremyndighederne har fremlagt for at du kan følge de 10 nye kostråd

Kostråd gennem tiden

De første kostråd, 1976 (Statens Husholdningsråd):

-Spis magert
-Spar på sukkeret
-Spis groft
-Spis varieret
-Spis ikke for meget

De 7 kostråd, 1994 ( Statens Husholdningsråd):

-Spis meget brød og gryn
-Spis frugt og mange grøntsager hver dag
-Spis kartofler, ris eller pasta hver dag
-Spis ofte fisk og fiskepålæg - vælg forskellige slags
-Vælg mælkeprodukter og ost med lavt fedtindhold
-Vælg kød og pålæg med lavt fedtindhold
-Brug kun lidt smør, margarine og olie - og spar i øvrigt på sukker og salt

De 8 kostråd, 2005 (Ernæringsrådet og Danmarks Fødevareforskning)

-Spis mere frugt og grønt – 6 om dagen
-Spis fisk og fiskepålæg – flere gange om ugen
-Spis kartofler, ris eller pasta og groft brød – hver dag
-Spar på sukker – især fra sodavand, slik og kager
-Spar på fedtet – især fra mejeriprodukter og kød
-Spis varieret – og bevar normalvægten
-Sluk tørsten i vand
-Vær fysisk aktiv – mindst 30

Ekspert ikke imponeret

DR’s ernæringsekspert Christian Bitz savner ambitioner i de nye kostråd.

”Jeg synes overordnet set, at de nye kostråd er lige vel konservative og dikterende i deres form og ordlyd,” skriver han blandt andet i sin kommentar på dr.dk.

Læs hele artiklen: Bitz: De nye kostråd er konservative

Fødevareminister Karen Hækkerup stod tirsdag i spidsen for lanceringen af de 10 nye officielle kostråd, der skal gøre det lettere for dig at indtage en sund kost. Kost og sundhed går hånd i hånd, men det er ikke altid lige let at efterleve rådene.

”For hverdagens forbruger skal kostråd ikke være tung og utilgængelig videnskab, men brugbare retningslinjer, man kan følge eller lade sig inspirere af, når man står hjemme i køkkenet,” siger fødevareminister Karen Hækkerup og fortsætter:

”Der er ingen, der kan bruge ti løftede pegefingre til noget. Derfor har vi med de nye kostråd forsøgt at gøre forskningen tilgængelig og appetitlig for forbrugerne,” lyder det fra fødevareminister Karen Hækkerup.

Til hvert af de 10 råd kommer Fødevarestyrelsen med en guide til, hvordan du bedst følger rådet – dem kan du se her:

1. Spis varieret, ikke for meget og vær fysisk aktiv

Sådan gør du: Spis dig mæt i sunde måltider. Spis forskellige grønsager, frugt og fuldkornsprodukter hver dag. Varier mellem forskellige typer fisk, magre mejeriprodukter og magert kød hen over ugen. Kartofler hører med i en varieret kost.

Hold igen med mad og drikke, der indeholder meget fedt og/eller meget sukker, som fx fastfood, snacks, sodavand og slik.

Hav en god balance mellem hvor meget energi, du får igennem mad og drikke, og hvor meget du forbruger igennem fysisk aktivitet. Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger for fysisk aktivitet.

Gå efter Nøglehulsmærket og Fuldkornsmærket, når du køber ind.

2. Spis frugt og mange grøntsager

Sådan gør du: Spis 6 om dagen – det svarer til ca. 600 g grønsager og frugt. Mindst halvdelen skal være grønsager.

100 g grønsager eller frugt svarer til en stor gulerod eller et æble.

Vælg især de grove grønsager som fx løg, ærter, broccoli, blomkål, rodfrugter og bønner.

Spis grønsager til alle dine hovedmåltider, og spis frugt og grønsager som mellemmåltider. Så når du nemmest op på 600 g om dagen.

3. Spis mere fisk

Sådan gør du: Spis fisk mindst 2 gange om ugen som hovedret og flere gange om ugen som pålæg.

I alt skal du gerne have 350 g fisk om ugen. Heraf ca. 200 g fed fisk som fx laks, ørred, makrel og sild.

Alle former for fisk tæller med, også fiskefrikadeller, frossen fisk, fisk på dåse som torskerogn, tun og makrel samt skaldyr som rejer og muslinger.

Vælg fiskeprodukter med Nøglehulsmærket.

4. Vælg fuldkorn

Sådan gør du: Spis mindst 75 g fuldkorn om dagen. Fuldkorn finder du i mad, der er lavet af kornprodukter, hvor hele kornet er taget med. 75 g fuldkorn svarer fx til 2 dl havregryn og en skive fuldkornsrugbrød.

Vælg fuldkorn først – det er nemt, hvis du går efter Fuldkornsmærket, når du køber ind.

Fuldkornsmærket er din garanti for et højt indhold af kostfibre og fuldkorn i brød, gryn, mel, morgenmadsprodukter, ris og pasta.

Vælg rugbrød eller andet fuldkornsbrød til madpakken.

Du kan vælge fuldkornsris eller -pasta som del af dit varme hovedmåltid en gang imellem.

5. Vælg magert kød og kødpålæg

Sådan gør du: Vælg kød og kødprodukter med maks. 10 % fedt. Spis højst 500 g tilberedt kød om ugen fra okse, kalv, lam eller svin. Det svarer til 2-3 middage om ugen og lidt kødpålæg. Vælg fjerkræ, fisk, æg, grønsager eller bælgfrugter de øvrige dage og som pålæg.

Kød kan tilberedes på mange måder – det kan fx koges, grilles eller steges. Husk at variere måden, du tilbereder dit kød på, og at det ikke bør steges eller grilles, til skorpen er mørk.

Gå efter Nøglehulsmærket, når du køber ind. Det gør det nemt at vælge de magre kødvarianter.

6. Vælg magre mejeriprodukter

Sådan gør du: Vælg skummet-, mini- eller kærnemælk.

Vælg surmælksprodukter, fx yoghurt, med maks. 0,7 % fedt og oste med maks. 17 % fedt (30+).

Hold igen med at bruge mejeriprodukter med højt fedtindhold, fx fløde og smør.

1/4-1/2 liter mælkeprodukt dagligt er passende i forhold til danske madvaner. Når du spiser sundt, er der også plads til 1-2 skiver mager ost (ca. 25 gram).

7. Spis mindre mættet fedt

Sådan gør du: Skær ned på dit forbrug af mættet fedt. Vælg planteolier fx rapsolie og olivenolie, flydende margarine og blød margarine i stedet for smør, smørblandinger og hård margarine.

En tommelfingerregel er, at jo blødere margarinen og smørret er ved køleskabstemperatur, jo mere umættet fedt indeholder det.

Skrab brødet – eller undlad helt at bruge fedtstof. Steg kød og grønsager i olie frem for smør, og smid stegefedtet væk.

Gå efter Nøglehulsmærket, når du køber ind. Det viser vej til de fedtstoffer, der indeholder mindre mættet fedt.

8. Spis mindre salt

Sådan gør du: Køb madvarer med mindre salt. Skær ned på brugen af salt i din madlavning og på din mad.

Smag på maden, før du salter. Både når du laver mad og ved bordet.

Vi har vænnet os til at spise meget salt, men vores smagsløg kan også vænne sig til mindre.

Fastfood og andre færdigretter indeholder ofte meget salt.

Du kan nemt skære dit saltforbrug ned ved at lave maden selv og gå efter Nøglehulsmærket, når du køber ind.

9. Spis mindre sukker

Sådan gør du: Skær ned på de søde sager og drikke både i hverdagen og på fridage. De fleste kan med fordel halvere forbruget af slik, sodavand, saft, is og kager.

Drik maks. en halv liter sodavand, saft, juice eller energidrik om ugen og server vand eller Nøglehulsmærket mælk til måltiderne.

Køb ikke slik, kager og sodavand til lager. Når du har søde sager inden for rækkevidde, fristes du til at spise for meget af dem.

Spiser du slik og kage, så spis mindre portioner.

10. Drik vand

Sådan gør du: Drik vand i stedet for fx sodavand, alkohol, juice og saftevand til maden, når du er tørstig mellem måltiderne, og når du dyrker motion.

Når det ikke er så varmt, er det som regel tilstrækkeligt at drikke 1-1 1/2 liter væske i døgnet.

Vælg gerne vand fra hanen. Vand fra hanen i Danmark er rent.

Kaffe og te tæller med i dit væskeregnskab. Husk dog at spare på sukkeret og fløden.

FACEBOOK KOMMENTARER


- udfordringer på dit niveau
Format: 20-08-2017

Tilføj din egen event

Du kan nemt og gratis oprette din event og få den vist på vorespuls.dk. Opret event

Senest besvarede spørgsmål

Seneste artikler

Populære artikler