Det er rart at cykle sammen med andre, specielt hvis man er nogenlunde lige stærke. Man bliver presset lidt mere fysisk, intensiteten er højere, og man kan træne sig i at ligge på hjul, så man kan få nogle pauser. Når man ligger på hjul, sparer man kræfter, da man ikke skal bryde vinden. Derved er det lettere at køre med samme hastighed som den forreste.
Det er meget anderledes at cykle i gruppe end at cykle alene. Alene skal man selv lave alt arbejdet, men det kan også være rart nok kun at skulle tænke på sig selv.
I en gruppe tager alle del i føringerne, så de bagvedkørende kan komme i læ. Man kører en distance, og så slår man ud og lægger sig på hjul bagest i gruppen.
Aftal træningen
Inden man træner i en gruppe, er det en god ide at aftale, hvor langt og hvor hurtigt, der skal køres. Og det er væsentligt, at man har aftalt, at man både kører ud og hjem sammen. Hvis nogen i gruppen har mere energi end andre, kan de trække lidt mere i modvinden, så de også bliver pressede.
I gruppen skal man sørge for, at farten er jævn, så der ikke forceres hele tiden, med mindre det er aftalt. Du skal altså ikke øge tempoet, når du trækker gruppen. Det er den, der har slået ud, der skal slække lidt på gassen.
I mindre grupper er det god stil at holde sin føring i et minut eller lignende.
Det er vigtigt at man ikke ligger og svinger for meget i gruppen, og man skal sørge for at holde en afstand til forankørende, som er sikkerhedsmæssigt forsvarlig, men hvor man stadig får gavn af den formindskede vindmodstand.
Giv tegn til hinanden
Når man ligger på hjul eller i læ af hinanden, er der nogle vigtige, uskrevne regler: Den forreste skal give tegn til dem bagved, hvis der er forhold, som de skal være særligt opmærksomme på. Det kan være ujævnheder i vejen, parkerede biler, lyskryds osv. Alle i gruppen har et ansvar for, at signalet kommer ned gennem gruppen, så den bageste får samme signal som nummer 2 og 3.
Tegn:
- Forhindringer i vejbanen: Peg på stedet og råb "Kig op"
- Hvis der kommer forhindring i højre side, f.eks. en
parkeret bil, tager man højre hånd bag ryggen og vinker
med hånden de bagvedkørende ud mod venstre - Når den forreste strækker armen ned med spredte fingre,
skal farten sættes ned - Ved lyskryds kan man pege op, så de bagvedkørende ved,
at de skal kigge op - Samtidigt er det en god ide at komme med korte
kommandoer, ”Kig op”, ”Højre” osv. - Råb ”Bil forfra” eller ”Bil bagfra” på smalle veje, så alle i
gruppen har mulighed for at trække ind på række. Tag
hensyn til den øvrige trafik og overhold færdselsreglerne. - Overhaler du andre cykelryttere, så pift eller råb til dem, så de ved, at du kommer.
Brug en ringeklokke
Racercykler er træningsredskaber og der er ikke et lovkrav om hverken ringeklokke eller reflekser. Ringeklokken kan dog være en god ide, hvis man træner på strækninger hvor der er mange andre cyklister.
