MTB-rytter kigger frem i sporet
Kig frem!
Foto: Martin Paldan At se frem og scanne sporet er en evne, der kan trænes.
Mountainbike

MTB: Bliv bedre til at læse sporet

At kunne læse sporet er vigtigt for at blive en bedre MTB-rytter - her i artiklen får du konkrete råd og øvelser til, hvordan du bliver bedre til at kigge op og frem

Derfor skal du blive dygtigere

  • Jo dygtigere en rytter du bliver, des bedre bliver du også til at se flere muligheder. Bare fordi alle de andre har valgt at køre én bestemt vej, betyder det ikke, at det er det bedste spor for dig.

  • Jo dygtigere en rytter du bliver, jo mere kan du vælge at hente i sporet. Det som før var den svære høje del af en rod, kan pludselig være afsættet, som letter passagen af de fire rødder bagved.

  • Jo dygtigere du ønsker at være, des vigtigere er det at bruge de sværere dele af sporet. Hvis du altid kører det, du kan, lærer du ikke at køre andet.

”Hvis du ikke ændrer din retning, vil du ende der, hvor du er på vej hen.”

Citatet tilskrives Buddha, men det er almindelig sund fornuft. I MTB er det altafgørende for din oplevelse i sporet.

At se frem og scanne sporet er en evne, der kan trænes lige som alt andet. Se øvelser nederst i artiklen.

I mit arbejde som instruktør er det en af de teknikker, jeg underviser mest i, da det er en evne, som er grundlaget for, at du kan bruge alle de andre teknikker.

”Se frem” er nok den sætning, jeg råber mest efter kursister.

Læs også: MTB: Sådan overkommer du frygten

Dit syn er din efterretningstjeneste

Du kan køre i det tempo, dine øjne er i stand til at finde sporet. Eller for at sige det på en anden måde: Hvis du har set det, kan du håndtere det.

Det samme gør sig gældende, når vi kører bil, men uden vi tænker over det. Tænk over din respons, hvis du havner på motorvejen i tæt tåge eller skybrud. Vejen er den samme, men dine evner til at aflæse fremtiden har forandret sig.

Bliver du bedre til at kigge mere op og se længere frem, vil du blive bedre forberedt i din MTB-kørsel. Ganske enkelt fordi du ser tingene tidligere.

Læs også: MTB-video: Få den bedste svingteknik

Som at gå på trapper

Lige som ved teknisk træning i MTB, vil der med træning i at se op i sporet ske en automatisering.

Det betyder, at du ikke skal være opmærksom på alt i dine omgivelser. Nogle af tingene bliver observeret, men da den tilhørende teknik sidder på rygraden, behøver du ikke forholde dig til det.

Du lægger ikke mærke til alle grene og sving undervejs, du glider bare igennem skoven. På samme måde som du ikke kigger på hvert enkelt trappetrin, indtil fødderne har kontakt med dem. Du kender trapper, og du ved, at de ikke forandrer sig undervejs. Du går bare op af dem, uden du tænker nærmere over det.

I forhold til at kunne scanne omgivelserne, er det også væsentligt også at træne dine køretekniske evner. Især med hensyn til at slappe af og fjedre i arme og ben.

Dels virker belastningerne mindre, hvis hovedet holdes mest muligt i ro, men samtidig er det nemmere at se frem, når øjnene ikke bliver rystet af cyklens bevægelser.

Læs også: MTB-video: Kom bedre over forhindringer

Hvad sporet gemmer

Dine hjul har ikke brug for mange centimeter, dit styr har brug for en del mere, men ofte har din frygt brug for meget mere plads. Især hvis farten ligger på kanten af dine evner.

Grunden er, at du alt for ofte er opmærksom på alle de forhindringer og opgaver, der kan skabe problemer for dig. Alt det, der kan gå galt.

Det drejer sig om alle de ”magnetiske” objekter som sten, rødder, træstubbe, huller, drops, trin, mudder og sand. De sætter sig i fokus og tiltrækker sig din opmærksomhed.

Det er en naturlig reaktion.

Læs også: MTB-video: Kom godt op ad stigningerne

Dine øjne vælger din vej, da du ofte havner der, hvor dine øjne hviler. Derfor gælder det om at få øje på det spor du gerne vil køre. Og blive på sporet!

Træning gør dig klogere på sporets elementer og muligheder. Denne erfaring gør dig bedre til at se mulighederne i sporets karakter.

Læs også: Ekspert: Sådan vælger du hjulstørrelse på din MTB

Sådan kan du træne rutescanning:

  1. Den mest almindelige vane du skal slås med er, at du kigger for kort. At have en anden rytter lige foran dig vil hjælpe dig til at se frem. Især hvis du bruger din ”hare” som eksempel i, hvordan sporet kan køres. Alternativt kan I køre flere sammen med den regel, at I ikke må køre samme spor som rytteren foran.

  2. Hvis du slås med en vane, hvor du ikke flytter øjnene nok, kan du fokusere på opgaven at beskrive sporet. Det vil sige, at du taler højt inde i hovedet og sætter navne på alle passagerne. Mudderpøl, drop, sving, rod, flade, sving. Det bliver en vane at søge den næste titel, og det vil hjælpe dig med at flytte øjnene.

  3. En strategi for de utålmodige er at køre stærkt og på den måde tvinge systemet til at reagere. Det virker fint for nogen, men stik modsat for andre.

  4. Nogle af verdens bedste ryttere bruger den analytiske metode. Gå stykket til fods. Lær alle detaljerne at kende og konstruer et mentalt kort og den bedste vej gennem stykket. Kør stykket, mens du koncentrerer dig om netop denne plan. Du kan eventuelt have huske-sætninger, der beskriver opgaverne. Højre om mudder, forhjul ned over drop og så videre. Jo flere gange du derefter kører stykket, jo stærkere bliver evnen til at reagere automatisk i tilsvarende situationer.

God tur på din mountainbike!

FACEBOOK KOMMENTARER


- udfordringer på dit niveau
Format: 23-09-2017

Tilføj din egen event

Du kan nemt og gratis oprette din event og få den vist på vorespuls.dk. Opret event

Senest besvarede spørgsmål

Seneste artikler

Populære artikler