Kvinder løber klogere end mænd

Ny undersøgelse viser, at unge kvinder er bedst til at disponere deres kræfter. Utrænede mænd er de dårligste.

Vi lægger alle for hårdt ud, når vi løber halvmaraton - mænd mere end kvinder

Løb er ikke bare løb. Det handler om at disponere dine kræfter bedst muligt, så du kan opnå den højeste gennemsnitshastighed.

Det lyder måske let, men som løber ved du sikkert, at det langt fra er tilfældet. Og en helt ny undersøgelse viser da også, at danske løbemotionister ikke er specielt gode til at få det bedste ud af deres løb på halvmaraton-distancen. Vi er tilsyneladende for overambitiøse.

Interessant er det, at kvinder er bedre end mænd til at få det optimale ud deres løb.

Motionister går ned til sidst

Løbesitet ilobesko.dk har analyseret 27.024 resultater fra deltagerne ved VM i halvmaraton 2014 i Danmark.

Tallene viser, at den absolutte elite er god til at holde en konstant gennemsnitsfart og samtidig sætte en god slutspurt ind. Men skåret over en kam går alle almindelige motionister ned på sidste del af ruten. Mere end de havde behøvet, hvis de havde disponeret bedre over kræfterne.

De kvindelige motionister til VM i halvmaraton løb i gennemsnit 11 procent langsommere på den sidste halvdel af løbet i forhold til den første halvdel. Hos mændene er tallet 13 procent.

Utrænede mænd er de dårligste til at have styr på kroppen. Unge, veltrænede kvinder klarer sig bedst i disciplinen.

For varmt tøj, for lidt væske og især for højt starttempo nævnes som årsager til, at motionister går så meget ned på den sidste halvdel af løbet.

Hvad er forskellen på mænd og kvinder?

vorespuls.dk er meget interesseret i forskellen mellem mænd og kvinder, når det kommer til løb.

Derfor har vi spurgt én af hver – altså en mand og en kvinde – om, hvordan de ser på analysens resultater. Begge er rutinerede løbere og arbejder professionel med løb i DGI.

Manden - Bjørn Søvsø Jensen - siger:
”Mænd er mere motiverede af konkurrence og udfordring end kvinder, og det betyder formentlig at mændene har lidt sværere ved at holde igen når kollegaen sætter tempoet op - eller alligevel forsøger at sætte ny personlig rekord, selvom træningen ikke har været derefter.”

”Kvinder er en smule mere tilbageholdende i forhold til at sætte sig overambitiøse mål og vil hellere være på den sikre side.”

”Den største problemstilling er, at motionister er rigtig meget fokuseret på at løbe en bestemt tid fremfor at kigge på, hvad deres træning og talent måske berettiger dem til at kunne løbe. Samtidig oplever de fleste et kick ved at deltage i de store motionsløb, som sammen med stemningen gør, at folk skruer en anelse for meget på tempoet i starten. De står med gode ben, musikken spiller og løbemakkeren og konkurrenten står ved siden af. Det kan kun gå for langsomt.”

”At de unge er bedre til at disponere deres kræfter er måske overraskende, men samtidig er det nok udtryk for, at de unge har et større fysisk overskud, der gør, at de ikke bliver ramt lige så hårdt af at løbe en anelse for hurtigt i starten.”

Kvinden - Stine Berg - siger:
”Mænd tænder på tider. De sammenligner tider, de skal være hurtigere end deres nabo, kollega, ven, bror og i hvert fald ikke tabe til en kvinde, de kender."

”De mænd, jeg kender, som træner løb, cykling, svømning osv. kæmper konstant mod hinanden, og ofte kommer min kæreste hjem efter en cykeltur og er helt smadret, fordi de lige skulle køre spurter og konkurrere. Det er der ikke mange kvinder, som gør.”

”Den almindelige kvindelige motionist er ud fra mine erfaringer mere ’Jeg skal bare have en god oplevelse, så jeg tager det stille og roligt’. De sammenligner dog bagefter deres resultater og bliver undervejs måske motiveret af ikke at blive hentet mv. Men det er ikke udgangspunktet.”

Hjerneforsker Ann E. Knudsen talte til PULSDAGEN om forskelle på mænd og kvinder – læs mere her: Dit køn bestemmer, hvordan du motiveres

Bedre tid på halvmaraton

Både mandlige og kvindelige motionister kan få mere ud af deres løb – derfor kommer manden bag undersøgelsen, Jens Jakob Andersen fra ilobesko.dk, her med fire gode råd til et bedre halvmaraton.

  1. Skru ned for begejstringen i starten af løbet.
  2. Find et realistisk tempo, du mener, du kan holde hele vejen og følg det fra start.
  3. Træn mange kilometer i dit estimerede tempo ved halvmaratonløbet.
  4. Juster tempoet med det samme, hvis du mærker en pludselig udmattelse

God fornøjelse med dit næste løb!